NÅR EKSTREMISMEN BLIVER MAINSTREAM

Af Carsten Jensen

Dagen før tiåret for massakren på Utøya mødtes lederne af de skandinaviske socialdemokrater, Sveriges statsminister Stephan Lövén og norske Jonas Gahr Störe på et pressemøde med lederen af Arbeiderpartiets ungdomsafdeling Astrid Hoem for at tale om had og ekstremisme.

Der var én socialdemokratisk partileder, der var fraværende. Det var Danmarks statsminister Mette Frederiksen. Tilsyneladende fandt hun ikke debatten vigtig.

På selve årsdagen udsendte Mette Frederiksen en pressemeddelelse, hvor hun gav sit bidrag til forståelsen af massemorderen Anders Behring Breiviks motiver. Her lod hun os vide, at Breiviks massakre på 69 børn og unge på Utøya “var et angreb på noget af det helligste i vores samfund: Frit at kunne tage del i den politiske debat.”

Her gik man naivt og pladderhumanistisk rundt og troede, at det helligste i vores samfund var menneskeliv. Men nej. Det er ytringsfriheden, som vi herhjemme under navn af fri debat jo mest bruger til at mistænkeliggøre mennesker af anden etnisk, kulturel eller religiøs baggrund, der er det allerhelligste.

Enhver, der har beskæftiget sig bare en smule med Anders Behring Breivik ved, at det sidste, der optog ham, var ytringsfriheden. Langt værre var i hans øjne indvandringen, den voksende tilstedeværelsen i Norge af unorske mennesker. Islam var i hans øjne den store trussel mod europæisk og norsk kultur, som han selv var velsignet blottet for det ringeste kendskab til, da hans altopslugende interesse var skydespil på nettet.

Men hvorfor gik Breivik så ikke ind i en moské og fyrede løs på lokale muslimer med sine automatrifler? Hvorfor valgte han Utøya, hvor 500 unge medlemmer af det norske Arbeiderparti holdt sommerseminar? Fordi de repræsenterede det farligste af alt: kulturblanding. De var alle norske, men af forskellig etnisk baggrund, og det var deres forskellighed, de vakte hans morderiske vrede. Kulturer skal holdes adskilt og rene.

Det var også det synspunkt, der lå bag krigen på Balkan i 1990’erne. I Bosnien, hvor 100.000 civile blev nedslagtet af morderiske militser, var der ikke et Utøya, men ettusind Utøya´er udført af unge mænd, der tænkte og handlede som Breivik. Og det er sådan, det begynder. Når vi længe nok har frataget dem, der er anderledes end os, deres menneskelige træk, bliver alt tilladt.

I dagens Europa er Breiviks tankegang udbredt over alt: Der er en uoverstigelig kløft mellem “os og dem”, hedder det alt for mange steder, og vi kan ikke leve sammen med de andre. Det er ikke kun på nicher på nettet, at disse synspunkter trives. De har også en platform i politiske partier og etablerede medier.

Sørine Godtfredsen, præst i den danske folkekirke, skrev i anledning af massakren for ti år siden en kommentar i Berlingske Tidende, hvor hun i dunkle vendinger, men dog umisforståeligt hyldede noget, som hun kaldte Breiviks “lysende rationalitet”. Kommentaren affødte den største læserstorm i Berlingske Tidendes dengang 262 år gamle historie, men “Sørine”, som hun kælent omtaltes af avisens chefredaktør Tom Jensen, blev straks taget i forsvar.

Selv blev hun dog, formodentlig af hensyn til avisens i forvejen skrantende oplag tvunget til en slags undskyldning, der viste sig mere end tvetydig. “Sørine” mente nemlig, at kun hendes timing var forkert. Umælende dødelige var endnu ikke modne til at sætte pris på præstekjolens åbenbaringer, når det kom til massemorderes “lysende rationalitet”.

Godtfredsens tanke, at tiden dengang ikke var moden, har siden vist sig profetisk. Det er den nemlig nu. Man kan i dag slet ikke forestille sig nogen relevant debat i Danmarks Radio, hvor Sørine Godtfredsen ikke er til stede med hadet til humanismen osende ud af alle porer. Breiviks synspunkter er i dag mainstream, omend de frygtelige konsekvenser, han drog af dem, endnu ikke er det.

Det fik Karen Melchior, medlem af Europa Parlamentet for Det Radikale Venstre at mærke, da hun på 10årsdagen for massakren på Utøya på Twitter tillod sig at stille et højst relevant spørgsmål til det danske socialdemokrati. “Hvordan reagerede socialdemokratiet på hadet mod multikulturalisme og modtagelse af flygtninge? Ved at bekæmpe hadet eller ved at absorbere det?”

Karen Melchior stiller et spørgsmål om socialdemokratiets holdning til den yderste højrefløj, som i lyset af regeringspartiets indvandrer- og flygtningefjendske holdninger mildt sagt er relevant at stille.

Og det svar, hun får, er et nedgørende ikke-svar, hvor hun fratages enhver dømmekraft: “Du kan ikke selv se, hvor grotesk det er,” lyder partiets officielle reaktion ifølge Berlingske Tidende. Men det groteske er jo ikke Karen Melchiors spørgsmål, men socialdemokratiets enegang i Europa, når det gælder udvisning af syriske flygtninge eller anbringelse af asylansøgere i lejre i diktaturstater.

Karen Melchior slipper endda billigt. Det er i det mindste kun hendes forstand, der stilles spørgsmålstegn ved, ikke hendes moral og hæderlighed, som da skuespilleren Pilou Asbæk tillod sig en ironisk-kritisk kommentar om regeringspartiet og derpå blev kaldt “helt vildt svinsk”. Socialdemokratiets har en veritabel dødspatrulje, hvis medlemmer består af veltrænede fuldtids-demagoger som Rasmus Stoklund, Lars Aslan Rasmussen og Malthe Johan Poulsen, hvis speciale er karaktermord. Ikke debat, ikke argumenter, men verbale overfald, det er regeringspartiets reaktion på enhver kritik.

Det er sådan, socialdemokraterne forvalter den ytringsfrihed, som deres egen statsminister salvelsesfuldt kalder “noget af det helligste i vores samfund”. Så hellig er ytringsfriheden heller ikke, hvis den bruges til kritik af regeringspartiet.

Anders Behring Breivik afslørede i sit over 1500 sider lange manifest, som han lagde ud på nettet umiddelbart, før han begik sin forbrydelse, at han var fan af Anders Fogh Rasmussen.

Skriver Breivik på nye manifester i sin isolationscelle, føjer han i dette øjeblik sikkert Mette Frederiksen og en række andre socialdemokrater til listen over sine helte.

“Utøya ligger alle steder” hedder en artikel, jeg for et par år siden skrev i filmmagasinet Ekko om Breivik og hans ofre. Den kan du læse, hvis du klikker her.
/