Af Peter Tudvad

Her i Sachsen tager vi af meget naturlige grunde inderligt del i vesttyskernes lidelser under de oversvømmelser, der aktuelt har kostet mindst 141 mennesker livet. I 2002 og 2013 gik Elben katastrofalt over sine bredder, så sachserne taknemmeligt tog imod mange andre tyskeres, herunder vesttyskeres, generøse og solidariske hjælp. Dengang, i 2002 og 2013, boede jeg ikke her, i Sachsen, men nu gør jeg det – og jeg lever med floden og dens luner, følger altid dens vandstand af angst for, at noget lignende skal ske igen. Andre har det selvfølgelig på samme måde, og alle er enige om, at der i den aktuelle situation skal demonstreres en lige så generøs og solidarisk hjælp over for vesttyskerne, som de i sin tid viste os. Ergo har jeg også selv som velintegreret Wahlsachse for bare halvanden time siden spenderet et beløb til de ramte vesttyskere under mottoet “Sachsen gibt zurück”.

Men så midt i det hele blegnede Susan og viste mig fotos, der var dukket op på Facebook i et par af de gruppe, hun og jeg er medlem af, grupper, der har med vores elskede sachsiske bjergregion at gøre: Elbsandsteingebirge eller Sächsische Schweiz. Med ét er Elbens bifloder oppe i bjergene eksploderet og gået vidt over deres bredder, al trafik er gået i stå, ingen tog eller busser kører gennem bjergene mellem Sachsen og Bøhmen, Tyskland og Tjekkiet, ingen tog eller busser op til byer og landsbyer i bjergene. Beboerne har nu lagt adskillige fotos og videoer op, der vidner om en endnu en katastrofe, nej, selvfølgelig ikke så ødelæggende som den i Vesttyskland, men ikke desto mindre en, der kan koste mennesker af kød og blod enormt – og måske også livet, ingen ved noget endnu.

I morgen skulle vi, Susan og jeg, have været til Sebnitz, en af de ramte byer, for at gå i kirke og bagefter vandre i bjergene. Det bliver der absolut intet af, og hvor ærgerligt det end er, er det lige så absolut ingen verdens ting i forhold til, hvad beboerne deroppe lige nu gennemgår. Vi kan kun håbe, at det vanvittige vejrlig endelig falder en smule til ro. Under alle omstændigheder er vi rystede over billederne fra bl.a. Bad Schandau og Schmilka samt Děčín, som vi så sent som i går kørte igennem efter en skøn vandring hinsides den tjekkiske grænse. På onsdag skal vi egentlig et par dage til Kleinhennersdorf oppe i bjergene – egentlig. Men når vi nu ser et billede som det vedhæftede fra Krippen lige nedenfor, nede ved Elben, den nærmeste by, hvor vi kan handle ind, en lille by, hvor Caspar David Friedrich i 1813-1814 bragte sig i sikkerhed for den grasserede krig, så tvivler vi også på, at dette bliver til noget.

Måtte Gud og alle gode kræfter stå de berørte mennesker bi – og vi selv, i den udstrækning vi er medansvarlige for naturens stadigt større luner, tage ved lære og tage os sammen …