Af Jan Poulsen
Hun var mere end et frisk pust, da hun udgav sin første lp i dag (29/6) for 40 år siden. Hun var en storm, der rasede over Europa og indvarslede en ny form for pop, som var delvist inspireret af new wave uden at kaste fortidens dyder fra popmusikkens guldalder af sig.
Det ville også have været tæt på umuligt for KIM WILDE, som med farmand Marty Wilde og storebror Ricky Wilde i ryggen var bedre rustet end de fleste: Gammelfar havde været et stort teenageidol i 1950’erne, og brormand havde forsøgt at gøre kunststykket efter i 1970’erne med en vis succes, og med de to som sangskrivere og producer scorede lillesøster allerede stort med sin allerførste single Kids In America.
Den er naturligvis inkluderet på hendes eponyme debut-lp, der også indeholder hendes to næste singler, Checquered Love og Water On Glass, samt syv andre lige så imødekommende og melodisk stærke popsange. Det var derfor ikke noget under, at Kim Wilde slog stort igennem og blev et af de populæreste nye navne i 1981.
At hun tilmed var smuk som en filmstjerne, gjorde ikke eventyret dårligere. Drengene faldt på stribe for hende, og pigerne fik et nyt forbillede at se op til. Og hvad med mændene? Ja, dem der ikke havde drukket hukommelsen i hegnet, fik formentlig flashbacks til Brigitte Bardot i Roger Vadims pragtfulde film fra 1956, Gud skabte kvinden.
Den 20-årige Kim Wilde var det hele og lidt mere. Glamour, glæde og genkendelighed. Og det var hendes største styrke. Hun var en pige af folket, naboens søde datter, en nede-på-jorden type, som tilmed var lidt genert.
Det kan dog ikke høres på dagens jubilæums-lp, der altid tåler et genhør. I dag endda mens vi letter på hatten.
Har du ikke lp’en ved hånden, er der link til lp’ens – og Kim Wildes – signatursang med levende billeder nedenfor.
Hip! Hip!
(Coverfoto: Gered Mankowitz).