JON HASSELL (22. marts 1937 – 26. juni 2021) R.I.P.eller: POSSIBLE MUSICS? YES, PLEASE!

Af Lars Movin

Komponisten, trompetisten og “Fourth World”-pioneren Jon Hassell er en favorit her i huset. Så sent som søndag formiddag kørte hans eminent groovende og sonisk myldrende album “Dressing for Pleasure” helt tilfældigt på anlægget, da jeg fra en god ven modtog meddelelsen om, at han var død, 84 år gammel.

Jon Hassell har beskrevet sit Fourth World-koncept som “a unified primitive/futurist sound”, hvor diverse etniske musikgenrer fusioneres med moderne elektronisk musik. Konceptet blev første gang udmøntet på et album skabt i samarbejde med den tankemæssigt beslægtede Brian Eno. Titlen var “Fourth World, Vol. 1: Possible Musics” (1980), og det var netop det album, der blev undertegnedes indgang til Hassells rige musikalske univers. Kærligheden har foreløbig holdt i lidt over 40 år, og den er stadig usvækket.

Inden samarbejdet med Eno havde Hassell allerede opbygget en tung musikalsk ballast, der blandt andet omfattede studier i europæisk avantgardemusik i 60’erne, ikke mindst Karlheinz Stockhausen, men også berøringer med New York-avantgarden repræsenteret ved minimalkomponister som Terry Riley og La Monte Young. Og hertil kom så et længere ophold i Indien i hos den klassiske sanger Pandit Pran Nath i 1970‘erne. Det var alt sammen stof, Hassell havde med i bagagen, da “Possible Musics” blev indspillet og udstak kursen for de næste mange års musikalske udforskninger.

Billedet herunder er taget i København i maj 2015, hvor Jon Hassell gav en Artist Talk på Københavns Hovedbibliotek efterfulgt af en koncert på Copenhagen Jazzhouse – og åh, hvor man dog i øvrigt savner begge dele: de gode, seriøse arrangementer på Hovedbiblioteket og Copenhagen Jazzhouse som spillested! På Hovedbiblioteket leverede Hassell en lang associerende monolog, hvor han kredsede om sin opfattelse af verden, kroppen og bevidstheden som en bipolar størrelse, opdelt i Nord og Syd. Nord er intellekt, bevidsthed og sprog, Syd drifterne, seksualiteten, de dansende ben. Det var den slags, Hassell gik og gjorde sig tanker om, og som han i en flydende og konstant knopskydende talestrøm forsøgte at dele med os andre. I passager kunne det være vanskeligt at hænge på, men i hvert fald én tanke fæstnede sig, nemlig denne: Mens mennesker i Syd har tendens til at blive på samme sted og gøre det sted smukt, har vi mennesker i Nord trang til at flytte os, bevæge os andre steder hen, gerne helt ud i universets yderste kroge. For måske er der et eller andet derude, som er … bedre?

Nu er Jon Hassell rejst videre til et andet sted, mens vi andre er så heldige fortsat at kunne lade os berige af hans musik. Og mens vi gør det, får Hassell måske omsider svar på det spørgsmål, som han rejste på Musikbiblioteket hin eftermiddag i maj 2015: Hvad nu hvis det viser sig, at der intet sted derude i det uendelige rum findes noget, som er mere interessant end en kat? Eller sagt med andre ord: Måske lever vi faktisk det mest fantastiske af alle steder, lige her, lige nu!

(foto: lm)