Af Lars Movin
Hvis du i løbet af fredag bemærker tumultagtige tilstande foran byens boghandler, kan det skyldes, at den her viste bog om den amerikanske forfatter William S. Burroughs (1914-1997) udkommer i dag. Titlen er “William S. Burroughs – fra cut-ups til Shotgun Paintings”, forlaget er Bangsbohave, sidetallet er 288 og antallet af illustrationer lidt over 300.
Som forfatter debuterede Burroughs i 1953 med den delvist selvbiografiske roman “Junkie”, og i 1959 brød han endegyldigt igennem med den collage-prægede “Naked Lunch”, et hovedværk i det 20. århundredes avantgardelitteratur. Siden fulgte et omfattende forfatterskab, og sideløbende med dette eksperimenterede Burroughs tillige med andre medier, herunder lydbånd, fotografi, film og billedkunst. Et gennemgående greb i Burroughs’ omfattende og multifacetterede værk er forskellige varianter af collage- og tilfældighedsstrukturer, mest markant manifesteret med den såkaldte cut-up-teknik, som han udviklede i Paris i 1959 sammen med sjælevennen og samarbejdspartneren Brion Gysin (1916-1986). Det er denne ukonventionelle og tværdisciplinære tilgang til litteratur og kunst, der kortlægges i den nye bog, som jeg i en vis forstand har arbejdet på, siden jeg i 1983 oplevede Burroughs på scenen i Saltlageret i København.
Skulle bogen være udsolgt i din nærmeste boglade, kan du bestille – eller afhente – den i Galleri Tom Christoffersen i Skindergade 5 i København. Klik på dette link.
Er du interesseret i at høre mere om bogen og den lange rejse, der har ført frem til dens realisering, er jeg så heldig at være blevet interviewet af digteren, multimediekunstneren, galleriejeren, tidsskriftsudgiveren og podcast-bestyreren Elizabeth Torres til den serie af samtaler, som hun udgiver under navnet Red Transmissions Podcast. Den colombianskfødte Torres er en historie værd i sig selv, men den må vi gemme til en anden dag. Her skal det blot nævnes, at Torres efter en årrække i New York nu har slået sig ned i København, hvor hun med smittende energi fortsætter sine mange aktiviteter fra sit galleri i Møllegade 23 på Nørrebro – blandt andet altså serien af podcasts, hvoraf afsnittet med undertegnede kan findes her.