Af Arne Herløv Petersen
Christian Braad Thomsen var nær ven af filminstruktøren Rainer Maria Fassbinder, der levede stærkt og døde ung.
Nu har Braad Thomsen ved sin firs års fødselsdag for et par måneder siden udgivet en roman om Fassbinders barndom og ungdom. Han skriver om bogen:
Rainer Werner Fassbinder (1945-82) var film- og teaterinstruktør samt manuskriptforfatter og skuespiller. På 13 år skrev og instruerede han 39 spillefilm for biografer og tv samt 2 tv-serier på i alt 18 afsnit. Han instruerede desuden 25 teaterforestillinger, de fleste skrevet af ham selv, foruden to radiohørespil og to kortfilm samt medvirkede som skuespiller i en lang række af sine egne og andres film. Et sådant produktionstempo er uhørt i filmhistorien. Han døde som 37-årig af ”en overdosis arbejde”, som hans nære ven, skuespilleren Harry Bär, formulerede det.
Fassbinders barndom var lige så ekstrem som resten af hans liv. Den spændte fra den tidlige storfamilies paradis til ensomhedens helvede sammen med hans mor. Han opgav enhver form for skolegang og tilbragte i stedet sin tid i biografen eller på gaden, hvor han blev trækkerdreng. Da han bankede på døren til actiontheater, blev han hurtigt teatrets leder, og teatret blev arnested for den vesttyske terrorisme
I denne roman om Fassbinders barndom er de ydre rammer autentiske, men indholdet måtte digtes, for ingen kender detaljerne. Romanen rejser spørgsmålet, hvordan et liv som social taber kunne kulminere med filminstruktørens verdensberømmelse?
Romanen om Fassbinder er udkommet på Det Poetiske Bureaus forlag, og så vidt jeg kan se er den ikke blevet anmeldt. Det ser ud som om litteraturredaktionerne på de store aviser af ukendte grunde har besluttet, at de vil lade som om, Bureauet ikke eksisterer.