Af Peer Aagaard

Twitter har nu besluttet at udelukke Donald Trump fra at udsende tweets PÅ LIVSTID på grund af hans gentagne opfordringer til vold.

Man kan ikke lade være med at tænke på, om ikke det havde ændret historiens gang i positiv retning, hvis dette klarsyn havde indfundet sig hos Twitter’s ledelse for fem år siden.

Samtidig har præsidenten meddelt, at han definitivt ikke deltager i Joe Biden’s indsættelse. I lang tid forlød det, at han ville tilbringe 20. januar på sit enorme golf-resort i Skotland, men det fik Skotlands fantastiske førsteminister Nicola Sturgeon til at gå i medierne med en meget klar besked: Hvis Trump flyver til Skotland, overtræder han landets COVID19-relaterede indrejseforbud. Derfor vil han blive mødt af en talstærk politistyrke, som om nødigt vil bære ham ombord i hans fly igen med besked til piloten om at flyve ham retur til USA. Undervejs kan han passende sende længselsfulde blikke ned til Grønland, som han jo bildte sig ind, at han kunne købe.

I øvrigt lader Trump til at have overset, at fra 20. januar klokken 12 middag østkyst tid i USA ikke længere råder over Airforce One, så i givet fald må turen foregå i hans eget privatfly – en 29 år gammel Boeing 757.

Reuters/Ipsos har netop offentliggjort en meningsmåling, som viser, at 57% af amerikanerne ønsker Trump fjernet fra sit embede nu og nok så opsigtsvækkende: 70% af Trump’s egne vælgere tager afstand til angrebet på Kongressen. Det interessante i den sammenhæng er naturligvis ikke så meget de 70%, men at 30% af Donald Trump’s vælgerbase er så radikaliseret, anti-demokratisk og samfundsundergravende i deres indstilling, at de finder et voldeligt og dødeligt angreb på selve hjertet af det amerikanske demokrati i orden.

Det siger alt om den enorme terror-trussel fra højreradikale hjemmefødninge, som USA står overfor. Det er et trusselsbillede, som mange europæiske efterretningstjenester kan genkende.

Vi er nok mange, der foretrækker at tro, at når Trump først er afsat, vil han og hans tilhængere gå over i glemslen som ydmygede, marginaliserede tabere som The Hollow Men i T. S. Eliot’s digt af samme navn.

Det vil imidlertid være en stor fejl. På begge sider af Atlanten forestår et stort arbejde med at oplyse befolkningen om demokratiets grundregler i erkendelse af, at demokratiets store svaghed er, at det pr definition giver plads til kræfter, der søger at undergrave det.

“This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper”, skrev Eliot, men når vi er færdige med vores berettigede fryd over den ultimative ydmygelse af Donald Trump, slår selvransagelsens time: Hvordan kunne det dog ske? Hvornår og hvorfor satte den historieløshed ind i store dele af vores befolkninger, som befordrede det samme had, der i sidste århundrede førte verden ud i destruktion og millioner af menneskers død?

Der påhviler vore dages statsledere, politikere, medier og undervisere et enormt ansvar for at gøre deres bedste for at holde deres landes befolkninger informerede og oplyste om basale ting som demokratiske spilleregler og menneskerettighedernes ukrænkelighed. Den proces kræver også en høj grad af selvjustits blandt borgerne selv: Stiltiende accept af de samfundsnedbrydende elementer eller politiske alliancer med dem er ikke en option, hvis vi vil undgå det store brag, som trods Eliot’s ord meget vel kan komme, hvis ikke vi passer på.

Vi kan ikke tillade os den luksus at glemme lektien fra 6. januar. Vores demokratier lever kun i kraft af engagerede borgere, der vil kæmpe for dem gennem aktiv deltagelse. Sig til, men sig også fra!

Friheden, den dyrebare, længe leve.