Af Hans Henrik Schwab

ALL THINGS MUST PASS
The Beatles i barndommens gade

ALL THINGS MUST PASS – George Harrisons legendariske Phil Spector-producerede triple-album og absolutte musikalske hovedværk – udkom i går (27.11) for 50 år siden. Det jubilæum når ’The Quiet One’ desværre ikke at opleve, da han i morgen (29.11) for 19 år siden forlod det jordiske plan for at møde sin ”Sweet Lord” (titlen på hans største hit, der ifølge sædvanligvis velunderrettede kilder blev komponeret backstage i Falkoner Teatret på Frederiksberg!) – officielt pga. cancersygdom, men ifølge sønnen Dhani også som en følgevirkning af det attentat, han var blevet udsat for to år forinden. Mærkeligt at tænke på: halvdelen af The Beatles’ medlemmer blev udsat for attentater …

Harrison levede den sidste halvdel af sit liv i sit ”Crackerbox Palace”: Sir Frank Crisps ekscentriske og ekstravagante gods Friar Park i neo-gotisk stil og med 30-værelser – samt en gigantisk park på 25 hektar, hvor Harrison kunne udleve sin passion for havedyrkning. Det er den park, man ser på omslaget af ALL THINGS MUST PASS. Lidt af en kontrast til Harrisons barndomshjem i 12 Arnold Grove i Liverpool (se foto): et klassisk engelsk ’ terrace house’, hvor der som vennen og med-beatlen Ringo synger i nummeret ”Snookeroo” var ”Two roooms up and two rooms down”. I disse minimalistiske omgivelser – mindre end John & Pauls barndomshjem i hhv. Menlove Avenue og Forthlin Road – voksede George op med både forældre og søskende.
Harrison har dog aldrig beklaget sig over sin barndom, og som ægte hindu vidste han da også, at: overdådige Friar Park eller beskedne Arnold Grove – i sidste ender kommer det ud på et, for livets lære, når man er ”Living in The Material World” (titlen på hans anden solo-lp OG Martin Scorseses definitive dokumentarfilm), er:

“All things must pass/All things must pass away”.

NB Et af Harrisons fremherskende karaktertræk var han sorte humor – også I den forstand var han gruppens “Dark Horse” (navnet på hans pladeselskab og en solo-lp fra 1974). Det er ikke tilfældigt, at han var venner med Monty Python og finansierede deres ”Life of Brian”, da ingen andre turde af frygt for beskyldninger om blasfemi. Et sidste udtryk for denne Harrisons sorte morbide humor finder man i forbindelse med det allersidste nummer, han nåede at indspille få uger inden sin død: ”Horse to the Water” (for nu at blive i heste-metaforikken). Normalt blev Harrisons sange krediteret selskabet ”Harrisongs”, men denne sidste gang lød copyright-linjen: ”R.I.P. Music Ltd”!