EN WEEK-END I INGERS SUMP

Af Peer Aagaard

Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen havde glædet sig til denne week-end. Den skulle nemlig bruges til at præsentere partiets oplæg til en finanslov for 2021 og dermed signalere, at Venstre var tilbage i kampen om magten om at udstikke en retning for Danmark.

Desværre for Ellemann gik det ikke sådan. Helt som ventet blev hans tanker om skattelettelser (som altid primært til gavn for de rigeste) som en vej ud af Corona-krisen mødt med en masse skuldertræk og tydelig hånlatter fra de fleste. Bedst udtrykte Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen det, da han tweetede:

“Jeg kan forstå på Venstre og Jakob Ellemann, at de mener, det er nødvendigt at sætte skatten ned, for at folk ønsker at gå på arbejde. – Det synes jeg, man skulle tage til Kastrup og fortælle de mennesker, der har mistet deres arbejde i lufthavnen. Altså at det skyldes, at skatten er for høj. – Det er nærmest en hån mod de mennesker, som på grund af Corona har mistet deres arbejde”.

Intet tyder altså på, at Venstre og regeringen finder hinanden, når puslespillet om den kommende finanslov skal lægges. Kort sagt har Jakob Ellemanns manglende sans for, hvad der rører sig i befolkningen atter sikret hans parti en plads på sidelinjen i dansk politik.

Det er imidlertid langt fra Ellemann’s eneste bekymring, for på de indre partilinjer ses nu tydeligt konturerne af et oprør personificeret ved den egenrådige, magtliderlige, racistiske næstforkvinde, Inger Støjberg.

Der lød mange advarende røster imod udnævnelsen af Støjberg til den høje post, da Lars Løkke skred og efterlod sit parti i ruiner, men omvendt følte en stor del af Venstre, at det var nødvendigt at forære den i visse kredse meget populære, men intrigante mæfikke en platform for at favne så bredt som muligt. Håbet var, at man måske kunne lægger en dæmper på hende og hendes evigt konfliktsøgende ego.

Siden har kæften ikke stået stille på hende, og gang på gang er hun kommet med udmeldinger, som ikke har været stemt af med Jakob Ellemann.

I denne week-end gjorde hun det igen.

Lørdag lagde flere af landets byer asfalt til en demonstration, som mange kaldte enorm og gigantisk, men som ret beset bare bestod af tusind mennesker og deres stinkende landbrugsmaskiner. Demoens formål var at udtrykke utilfredshed med regeringens håndtering af minksagen.

Støjberg så dette som en oplagt mulighed til at profilere….sig selv. Skidt være med at hun med sin tilstedeværelse og tale i Aarhus kom til at aflede opmærksomheden fra sin egen formand og hans finanslovforslag. Skidt med at hun ikke havde afstemt sine ord med partiets officielle linje. Skidt være med at hun i dag fremstår som en endnu mere polariserende faktor end før, idet hun nu er ved at flå sit eget parti i stykker. Dette var Ingers mulighed for at rydde forsider ligesom i hendes ministertid, og hun greb den.

I en tale stærk inspireret af Donald Trump benyttede hun blandt andet et af den amerikanske præsidents yndlingsudtryk. “Dræn sumpen”, råbte hun til de forsamlede traktorføreres jubel.

Når Donald Trump taler om en sump, der skal drænes, mener han Washington DC, og dræningen omfatter ikke kun hans politiske modstandere. Nej, præsidenten nedkaster med sin formulering også en forbandelse over forskere, videnskabsfolk, medier, ja, alle der vover at sige ham imod, hvilket som bekendt er flertallet. Han sammenligner dem simpelthen med sumpdyr, som bør udryddes.

Intet under at det vakte vild opsigt, da Inger Støjberg tog de samme ord i sin mund. Stod hun simpelthen der i bedste Trump-stil og kaldte Mette Frederiksen og repræsentanterne for vores sundhedsmyndigheder sumpdyr? Ja, det gjorde hun faktisk, for når det handler om at udspy nedrigheder og modbydeligheder, er Støjberg på hjemmebane.

Der er ingen nedre grænse for, hvor dybt Støjberg vil synke. Det ved hele Danmark, ja, hele verden fra hendes tid som udlændingeminister. Det er også velkendt, at ser hun et hus i flammer, kommer hun styrtende med en dunk benzin til at smide på bålet. Hun sår splid og splittelse, hvor hun end kommer frem, og ligesom Trump holder hun sig ikke for god til at lyve i processen.

Hun har med andre ord alle de egenskaber, der gør hende til en sand populist: Blæs på fakta, ignorér de kloge, fordrej sandheden til ukendelighed og påstå, at du gør det i folkets navn, mens du i virkeligheden bare meler din egen (lag)kage.

Hvor symbolsk at Støjberg valgte at tage dette politiske udspring omgivet af folk, hvis hverdag i høj grad er optaget af gylle.

Der kom til at gå et helt døgn, før Jakob Ellemann reagerede på Støjbergs tirader. Det gjorde han i formiddags ved at påstå, at han ikke har hørt hendes Aarhus-tale, (hvilket må være en løgn. Ellers er han i hvert fald endnu mere inkompetent end hidtil formodet), men derefter hældte han brutalt Støjberg nedad brættet:

“Jeg har ikke selv hørt det. Jeg kan henvise til, at når den snart forhenværende præsident sagde, at sumpen skal drænes, så var det en henvisning til the establishment i Washington og en henvisning til hele statsadministrationen. Det kan jeg forsikre, ikke er Venstres politik. Regeringen skal udskiftes. Statsadministrationen har vi det fint med”, udtalte Ellemann.

Vi er her ude i en disciplin, som Venstre til stor skade for partiet er blevet kendt for i de senere år: Formanden, der undsiger sin egen næstformand. Lars Løkke satte bestandigt Kristian Jensen på plads, mens Venstre var det regeringsbærende parti, og nu har Jakob Ellemann det samme hyr med Støjberg.

Fanget i krydsilden står partiets vælgere, som må spørge sig selv, om det er Ellemanns eller Støjbergs Venstre, de sætter kryds ved i det omfang, de overhovedet gør det længere. I målingerne går Venstre støt tilbage i forhold til det i forvejen elendige resultat ved sidste folketingsvalg. Samtidig undergraver de evindelige interne stridigheder om linjen også Venstres position som oppositionens ledende parti, der skal føre de borgerlige frem til sejr. En udsigt der mere og mere fortoner sig i horisonten.

Alle de overvejelser bekymrer dog ikke Støjberg. Vær forvisset om at emails i disse timer flyver frem og tilbage mellem en rasende Ellemann og den professionelle kiv-ypper fra Hals og deres respektive tilhængere, mens deres parti knager i dets gamle fuger.

Ser vi snart et nyt formandsopgør i Venstre, eller kommer partitoppen endelig til den erkendelse, at de mange forsøg på at favne bredt kun leder til fiasko efter fiasko, og at typer som Inger Støjberg må forlade partiet, hvis roen og troværdigheden skal genskabes?

Svaret blæser i vinden, men ét er sikkert: Balladen i Venstre er slet, slet ikke forbi. Da Jakob Ellemann accepterede Inger Støjberg som næstforkvinde, sagde han samtidig ja til at nære en slange ved sit bryst. En snylter, der ikke skyr nogen midler, når det gælder egen vinding. En populist, der appellerer til det laveste lave, fordi der hører hun selv hjemme.

Et kendt Bibel-citat omhandler det fænomen, at visse personer ser splinten i deres broders øje, men ikke lægger mærke til bjælken i deres eget. Om Støjberg kan man sige, at hun måske nok har set en gylletank, men hun ænser ikke, at hun står i selvskabt lort til halsen.

Vi andre venter spændt på næste udspil fra borgerlig kant. Fortsætter de på samme måde som hidtil, kan Mette Frederiksen kun fryde sig.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.