Problemet med Jesper Steinmetz

Af Peer Aagaard på Facebook

På TV2’s hjemmeside leverer Jesper Steinmetz denne “lyn-analyse” i forbindelse med en større gennemgang af Donald Trumps valgløfter og hvorvidt han har holdt dem.

Steinmetz konkluderer, at Trump i høj grad har leveret på sine valgløfter eller i det mindste prøvet på det og slutter: “Når han på trods af det er så upopulær, er det på grund af hans facon, og fordi han som leder intet har gjort for at samle landet.”

Hvor interessant, Steinmetz.

At præsidenten offentligt har løjet tusindvis af gange,

at hans regering har adskilt små flygtningebørn fra deres forældre og stuvet dem sammen i bure og nu ikke er i stand til at finde forældrene igen,

at han ikke har villet lægge afstand til fascister og heilende, voldelige ny-nazister – selv når de slår uskyldige amerikanere ihjel,

at han åbenlyst fraterniserer med fjender af USA,

at han har undladt at hjælpe ofre for naturkatastrofer,

at han har forholdt sig passivt og løgnagtigt i forhold til COVID-19, så USA’s dødstal nu er astronomisk højt,

at han er et sexistisk svin og knapt gider benægte det,

at de eneste, der har fået gavn af hans skattelettelser er de rigeste,

at han har gjort ubodelig skade på USA’s omdømme blandt landets venner og allierede,

at han er en klimabenægter,

at han tænker og opfører sig som en dårligt opdraget ti-årig, og ikke mindst:

Se dig i spejlet, Steinmetz! At han systematisk søger at undergrave LGTBTQ-samfundet og de hårdt tilkæmpede rettigheder, dine amerikanske søstre og brødre har vundet.

Er alle disse faktorer virkelig blot en del af Trumps “facon” – ting, som end ikke fortjener at blive nævnt, når skudsmålsbogen efter hans fire år i Det hvide Hus skal skrives?

Tillad mig min egen lyn-analyse af Steinmetz’s lyn-analyse:

TV2 har en inkompetent korrespondent siddende i Washington. En person, hvis egne politiske holdninger skinner igennem i hans arbejde i en grad, så han som uhildet iagttager intet er værd. Man kan kun undre sig over, at stationen ikke forlængst har stoppet hans fremturen. På den anden side kan det bestemt ikke afvises, at de på chefkontorerne på Kvægtorvet bare tænker: – Åh, herregud, det er jo bare Jespers “facon”. I så fald siger det ikke så lidt om, hvor dybt dette store danske medie er sunket.