Amerikanske klip

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Amerikanske klip fra min erindringsroman “Grænseløs”.


Med Greyhound-bus fra Wisconsin til Californien 1964.

Jeg skulle vente en time i Chicago på bussen vestpå. Så kørte jeg gennem Illinois og Iowa, landskabet var helt fladt, ikke kuperet som Wisconsin. Der var mørkegrønne majsmarker og mange små byer, hvor folk sad i hængesofaer på forverandaen og kiggede ud på Main Street. Da der var tissepause i Des Moines, skrev jeg et postkort til Dorothy og sendte det. Jeg havde været væk fra hende i syv timer; det var ikke til at holde ud. Jeg læste endnu engang Ulysses; det var en bog, der kunne holde til lange rejser. Vi nåede frem til Omaha omkring midnat. Det var svært at sove, fordi aircondition-systemet piftede iskolde luftstrømme ned over mine arme, men til sidst lykkedes det mig da. På busturens anden dag blev landskabet mere øde. I Nebraska kørte vi gennem et endeløst, fladt landskab, hvor der var langt mellem husene. Køer stod enkeltvis med stor afstand mellem sig og gumlede stridt, gult græs. Vi kom ind i Wyoming, et jerngråt land, der var månelandskaber med sære, kløftede og furede bakker. Vi stoppede og spiste frokost i Cheyenne og fortsatte over busksteppe. Ved midnatstid var vi i Salt Lake City.
På tredjedagen vågnede jeg midt i Nevada. Først var der nøgne, grå bakker. Der blev stadig længere mellem de spredte, forblæste huse, og til sidst forsvandt husene helt. Jeg troede ikke, sådan nogle ødemarker fandtes. Bortset fra den vej, vi kørte på, var der ingen tegn på mennesker. Dinosaurer havde ædt af salturterne her i en tid, da kontinenterne hang sammen i Pangæa. Salturterne var de samme, landskabet havde ikke ændret sig. Bussen var et lille menneskemodul i en verden uden mennesker. Landskabet omkring os var ikke fjendtligt, det ænsede os ikke. En flue bevæger sig ned langs en rille i elefantens hud. Elefanten slår med ørerne, den løfter snablen, den mærker ikke fluen. Hvis det lykkedes os at starte en krig, der udryddede hele menneskeheden, ville det ikke gøre nogen forskel her. Steppegræsset kunne tåle det, det groede videre.
Time efter time kørte vi gennem Nevada uden at se veje, dyr eller træer. Så kom vi pludselig til en klump små huse, der så ud som forstadsvillaer, og trykkede sig sammen for at glemme de øde vidder udenfor, tankstationer, truck stops der lokkede med spillemaskiner. Vi kom gennem den lille by, og ødemarken fortsatte. Landskabet var omvendt; der foregik ingenting nede på jorden, det var den samme grå flade. Men himlen var levende, skyerne hobede sig op over hinanden, dannede kupler og driver, det var som om de prøvede at trække steppen op til sig, op i den mørke, koboltblå himmel.
Da vi nærmede os grænsen til Californien foldede og buklede steppen, vi kom op gennem blødt rundede forbjerge, så gik vejen stejlere op, bjergene rejste sig om os. Vi cirklede opad gennem hårnålesving og kom forbi en bjergsø, hvor vandet lyste med en overjordisk, smaragdgrøn farve. Bjergene var dækket af dybgrønne nåletræer, høje og majestætiske. Når man så ud over vejkanten, så man ned over de stejle skrænter, hvor trailers og personbiler lå strøet rundt omkring og rustede; de var kørt ud over kanten engang, og de blev liggende, der hvor de havnede. Et sted så jeg en campingvogn ligge med bunden i vejret. Bilerne kørte langsomt efter hinanden opad og opad, så kom vi rundt i svinget, op gennem passet, og det gik nedad igen. Vi kom ned mellem frugtbare marker på den californiske side, hver kløft og dalsænkning var opdyrket, men vi så stadig de vældige bjerge, over trægrænsen var de nøgne og grå. Vejen blev bredere, nye veje sluttede sig til, der var veje til alle sider, de flettede sig sammen, vi kom ind på et system af freeways med mange baner og et utal af skilte, vi satte farten op, der var stadig mere trafik på vejene, bilerne suste af sted, vi trillede ind i Oakland klokken 17.30. Jeg havde siddet 53 timer på samme bussæde, nu var jeg nået ud til Stillehavet.

Køb ‘Grænseløs’ her.