Kim Larsen i ‘Grænseløs’

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

I dag ville Kim Larsen være blevet 75 år. Han var min svoger i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne – gift med min søster Mariann – så jeg omtaler ham mange gange i min erindringsroman om tresserne, Grænseløs. Her er nogle klip fra Grænseløs fra 1963-69:

Der var julebal på Nørre Gymnasium. Marianns klasse opførte en collage over Faust, og det ville jeg da gerne se. De var egentlig ret gode. Der var bal bagefter. Jeg dansede et par gange med forskellige. Mariann klaskede pludselig og voldsomt sammen med en af sine klassekammerater, der hed Kim. Han lignede en anderumpe og var helt uden ironiske forbehold vild med rock’n’roll. Efter juleballet tog de to på værtshusturné på det mørkeste Nørrebro. Foran en fin restaurant stod de skeløjede og pressede næsen mod ruden, indtil de pæne mennesker derinde lagde gaflerne fra sig og så på de to grimrianer, der stod der og skar ansigter. Den slags gjorde Kim altid, sidste lørdag var han oppe og ride på hesten på Kongens Nytorv.

*

Mariann var begyndt at læse engelsk og dansk. Efter en uges tid fandt hun ud af, at dansk var for kedeligt. Der var for meget grammatik. Så skiftede hun dansk ud med russisk, men kort tid efter droppede hun studiet helt og begyndte at arbejde i Magasin. Det holdt heller ikke ret længe, så arbejdede hun med noget rengøring. Nu havde hun fundet ud af, at hun ville være au pair pige i England et halvt år. Hun fik det hele ordnet og tog derover. Hun kunne alligevel ikke se så meget til Kim det næste halve år, for han skulle på Askov. Bagefter ville han læse til lærer på seminariet. Far syntes, det var forfærdeligt, så vægelsindet Mariann var. Han sagde, at hun nok kom hjem igen efter et par uger. Jeg troede, der var større risiko for, at hun blev der. London var meget mere spændende end København, især nu. Man var begyndt at kalde byen swinging London.

*

Da vi kom tilbage, sad Mariann og jeg i strålende sol ude på græsplænen og snakkede, æslet kom over og nuflede os engang imellem. Hun syntes, hun havde det godt; det var nogle flinke mennesker, hun boede os. Men hun længtes nu alligevel hjem. Hun viste mig nogle uddrag af en roman, Kim var i gang med at skrive. Den hed En dags lykke og skulle tilsyneladende udkonkurrere Ulysses. Hans ophold på Askov havde fået ham til at indse, at han var den fødte kunstner. Han vidste bare ikke endnu, om han skulle blive forfatter, maler eller musiker. Jeg læste noget af den og sagde, jeg syntes, han havde en ganske god replikbehandling. Men det var selvfølgelig ikke muligt at sige noget nærmere om bogen ud fra et par løsrevne sider.

*

Om aftenen var jeg med mine forældre inde på Hovedbanegården og hente Mariann, der kom hjem fra England. Mine søstre Bente og Kirsten med mænd og børn og min faster kom ud til os i dagens anledning. Kim kom også. Han havde fået stort, rødt fuldskæg, så nu lignede han ikke mere en gorilla. Nu lignede han en orangutang. Jeg havde selv en ordentlig måtte i ansigtet, det groede meget tættere end det havde gjort sidst jeg havde fuldskæg to år før. Jeg havde også fået et par hår på brystet, så jeg følte mig temmelig tilgroet.
Næste gang, Kim kom ud til Mariann, havde han taget skægget af igen. Det var hun ikke så glad for. Han lånte Finnegans Wake af mig, den ville han lige løbe igennem. Jeg advarede ham om, at den var temmelig besværlig, men det ville han ikke høre på. Han havde haft Tage Skou-Hansen som lærer på Askov, og han havde læst den bog masser af gange, så det kunne han også sagtens. Jeg regnede med, at Kim ville komme og aflevere den et par dage efter og sige: – Nå, nu har jeg læst den. Den er der ikke ret meget ved.

*

Mariann og Kim holdt forlovelsesgilde ude hos Kim. De havde købt sølvringe. Jeg kunne ikke se, hvad det skulle gøre godt for med den slags ceremonier, men hvis det kunne more dem, så for min skyld ingen alarm. De ledte efter et værelse eller en lejlighed et sted ude i byen. Det, de havde set på indtil nu, var ikke godkendt til beboelse, men de var alligevel heller ikke boligberettigede, så det kunne gå lige op. Kim havde fået arbejde i lager og pak hos Laurits Knudsen. Mariann arbejdede med noget EDB i Privatbanken, indtil hun kunne begynde på studierne igen til september.

*

Mariann og Kim slæbte mig op til et tomt og forfaldent hus på Solrødvej, som de håbede, de kunne leje. De ville fremleje to af værelserne til Kims venner Hans og Karamasov, hvis rigtige navn ingen nogensinde havde hørt. Alle ruderne var smadret, og det hele virkede usandsynlig øde og tilgroet. Haven var et uigennemtrængeligt vildnis. Kim talte meget om, at han ville holde husrotte, der kunne æde alle kattene. Han fortalte om, hvordan hans bror Tore engang, da de var børn, skød alle deres kanariefugle med en salonriffel. Kim tudede. – De kan godt lide det, sagde Tore og skød videre. En mand fra en dyreværnsforening havde set det hele fra sit vindue på den anden side af gaden og kom over og hylede op. Tore benægtede alt, selv om skraldebøtten var stopfuld af kanariefugle, der lå med deres små, nøgne fødder i vejret.

*

Mariann og Kim havde fået en lille lejlighed på Christianshavn. Jeg var derude til Kims fødselsdag; han blev tyve år. Vi sad og drak portvin. Kim havde fået en bøde på hundrede kroner for sammen med sin ven Stage at have optrådt utilbørligt i Kerteminde i sommer. Han havde dunket en dame i ryggen med en guitar og skreget hende ind i øret, hvorefter Kim og Stage badede nøgne i fjorden og med råb og skrig henledte andres opmærksomhed på deres tilstand, som det hed i anklageskriftet.

*

Lige da vi skulle gå ned i kælderen til juletræet, hørte vi brandsprøjter og så et ildskær på himlen. Det var det gamle hus på Stenløsevej, Mariann og Kim ville have lejet, der brændte. Jeg løb derop. Det så ganske imponerende ud, meterhøje stikflammer stod ud ad vinduerne.
Mariann fortalte om alle de ting, Kim og Tore plejede at hugge i butikkerne. Kim var vist holdt op med det nu. Tore kom engang hjem til sin mor med en kæmpestor messing-samovar, han havde hugget fra en marskandiser. Hvordan han kunne få sådan en op under trøjen og slippe uset af sted med den, vidste hun ikke.

*

Jeg tog ud til Mariann og Kim, der havde fået en lejlighed i en kondemneret ejendom på Christianshavn, de kaldte Sofiegården. Mariann fortalte om en fest, de havde været til. Kim klatrede først op i Frelserkirken udvendig, og derefter roede han ud i yderhavnen. Dagen efter faldt han i Sortedamsøen, så det havde været en god fest. De havde alle sammen moret sig så strålende.

*

Kim viste sin egen bog frem, da vi var derude. Han var ved at renskrive sin roman En dags lykke på 500 sider. Det var noget ganske andet, lod han skinne igennem. Han havde bygget videre på Joyce, fjernet unoderne og gjort det hele mere tidssvarende. Kims selvbevidsthed fejlede ingenting. Han talte meget om Tage Skou-Hansen, der havde været hans lærer på Askov. Han havde brugt udtrykket “jorden fedtede hans sko”. Se, sådan skrev en forfatter. Kim gentog det fire-fem gange, fedtede hans sko. Det var noget andet end det bras, jeg sad og flikkede sammen. Kim havde haft et lærerjob i Korsør, mens jeg var ude at sejle. Han og Mariann boede i et lille, iskoldt hus, der vrimlede med mus. Kim sad og skrev på sin store danske roman. Hver aften pakkede han sit manuskript ind i stanniol, for at musene ikke skulle æde det i nattens løb.

*
.
Af Kim fik jeg karbonkopien af hans roman, En dags lykke, en klods af en bog på over 500 sider. Kim og jeg sad lidt oppe på mit værelse og spillede Beatles for fuld udblæsning. Jeg havde købt en ny diamant til grammofonen. Senere sad vi nede i stuen og diskuterede. Jeg sagde, at jeg ikke kunne overskue en million mennesker; jeg troede mest på decentralisering og små samfund. Det mente Kim var indskrænket, han kunne sagtens overskue store og komplicerede samfund.

*

Min mor havde taget Kims kæmpestore manuskript med. Det var sendt tilbage fra Gyldendal; han havde brugt vores adresse. Jeg læste forlagets responsum. Der stod, at de ikke ville udgive den. Der var visse forfatteregenskaber til stede, men alt for meget ordgyderi.
Jeg foreslog ham at stramme den lidt, men det ville han ikke høre tale om. Hvad han skrev, det skrev han, og det skulle der ikke laves om på. Han ville sende manuskriptet uændret til et andet forlag.

*

Jeg skulle til fest hos Mariann og Kim. Jeg rendte ind i Benny fra Laurits på vejen og tog ham med. Jeg havde også inviteret Leif, der skulle begynde som militærnægter i Kompedal nogle dage senere, og Michelle. Da jeg kom op til Mariann og Kim, var der ikke andre end dem og Olé, der var i gang med at sætte bogreoler op. De sagde, at festen var aflyst. De havde ringet rundt, men de havde glemt at give mig besked. Efterhånden kom Leif og Karamasov og fem andre, der alle sammen fik at vide, at festen var aflyst, og alle sammen slog sig ned for lige at drikke en bajer. Olé sad og spillede guitar og sang gamle negro spirituals. Han havde fundet Sigfred Pedersens oversættelse af dem fra trediverne – Oh, bær mig hjem til gamle Virginia, der hvor en brav gammel niggers hjerte bor.
Vi var nede og banke en købmand op og hente flere øl. Benny havde en flaske gin med, den drak vi også. Mariann skvattede om på sengen, og Kim, Olé, Leif og jeg tog ind på Montmartre. Kim kaldte stedet Monty, Olé sagde, det var der, hvor man martres mere end man montres. Kim var brølende fuld, han vadede ind uden at betale, så jeg måtte betale for ham. Så overfaldt han samtlige damer, der var sammen med en fyr, greb fat i dem, stak hovedet helt op til deres ansigt og sagde: – Hvorfor tage ham, når du kan få mig? Han oksede op på scenen, hvor Simon sad og spillede og greb ham om armene, så han måtte lade trommestikkerne hvile. – Du er skidegod, mand, sagde han til Simon. – Du skal være med i mit poporkester.
Da jeg kom forbi i det samme, sagde Simon til mig: – Kender du ham den lede klat dér? Kan du ikke tage og få ham fjernet?
Jeg fik ham gelejdet ud og vi gik ned på Laurits, hvor der var lang kø. Kim maste sig frem og smuttede ind under armen på dørvogteren. Enhver anden ville blive sparket ud, men Kim havde en vis abeagtig charme, så folk i reglen ikke blev sure for alvor. Han mindede lidt om Morgan i filmen Morgan – a suitable case for treatment. Klokken fem gik Kim og jeg ned på Piccadilly, blandt venner kaldet Pik er dejlig. Kim faldt i søvn, og da servitricen ruskede i ham, kaldte han hende mor. Derefter sagde han til et stort brød af en fyr, der sad overfor, at han kunne bukke begge ender sammen på ham.

Ha. Dig kan jeg ordne med én hånd, sagde fyren.
Kim lo hånligt op i ansigtet på ham. – Det vil jeg se, før jeg tror det, sagde han.
Fyren sagde, de kunne gå ud i porten. – Gider ikke, sagde Kim og faldt i søvn igen.

*

Kim var ude hos os en eftermiddag, og vi prøvede at spille sammen, han på guitar og jeg på melodica. Det lød meget underligt, ikke bare kunne jeg ikke holde takten, det var slet ikke en melodi, jeg frembragte, det lød nærmest som kamp og halebid i svinestien. Nogle gange, når jeg havde optaget mit eget spil på bånd og mismodig sad og hørte resultatet bagefter, tænkte jeg på, om jeg ikke bare hellere skulle kalde det avantgardemusik og påstå, at det var sådan, det skulle være – med grynt, bip og pibelyde.
Bagefter sad Kim i lang tid oppe på mit værelse og spillede og sang. Han øvede sig i spansk guitar. Når han hørte sådan en som Bach, der virkelig kunne spille, sad han altid med hovedet ind over guitaren og fulgte med. – Kan du ikke lige lære mig det greb? Hvordan gør du det dér? Bach kunne spille blues og spansk og det hele, han havde sat sig ind i alle mulige greb og akkorder. Olé var også virkelig god til at spille. Det var ren bluegrass, når man så ham bevæge fingrene op og ned. Han kunne ikke lære meget af Kim, men når jeg spillede plader med Phil Ochs, sad Olé og fulgte opslugt med og bevægede hånden for at efterligne de fingerbevægelser, Phil Ochs havde.
Når Bach sang, kunne man næsten lugte Mississippis mudrede vande. Det var blues, så hjertet græd og englene sang. Olé havde sådan en god tenorstemme, smuk og klangfuld. Han kunne synge viser som ingen anden, jeg kendte. Han ville have været fremragende til Bellmann. Kim sang meget højt og gennemtrængende, men ligefrem kønt syntes jeg ikke, man kunne kalde det. Hans vigtigste force var, at han kunne åbne munden på en måde, der fik mig til at tænke på et billede af en søelefant i et af min barndoms elskede Richs-albummer. Han kunne spise en banan på højkant, sagde vi gerne. Eller på tværs, for den sags skyld. Og måske var det netop bananer, han var mest velegnet til, tænkte jeg. Hvis han stod ved en bananvogn på Kultorvet, kunne han tiltrække kunder hele vejen fra Strøget til Nørrevold.
Hvis jeg skulle have gættet, at en af dem, jeg kendte, senere skulle blive kendt som sanger og musiker, ville jeg have gættet på Bach eller Olé. Jeg ville aldrig have gættet på Kim.
Når Kim sang, kunne det være nogle numre af de rock’n’roll-musikere fra halvtredserne, han elskede, og jeg slet ikke syntes om. Men han sang også tit sange fra fyrrerne, han havde fundet på mine forældres 78-plader, og sange fra mit hefte fra Studentersamfundets revy De ti bud, som Malinovskis sang om det femte bud:

Der var en fyr der sprængte Hiroshima.
Det slog ham siden hen, at det var galt.
Han tænkte på det mangen søvnløs time,
hvoraf det fremgår han var unormal.
Alting løb sammen for ham, ven og fjende,
så han var farlig og blev spærret inde.
Det femte bud er ellers let at fatte:
Du må ikke slå ihjel
før præsidenten siger, at du skal det.

*

Jeg havde lavet over- eller undersættelser af en række amerikanske sange som Green grow the lilacs, Wildwood flower, Banks of marble og Union girl, der blev til LO-pigen. Kim spillede dem, Mariann sang, og jeg optog det hele på bånd. Det var camp, ligesom de Sigfred Pedersen-oversættelser af negro spirituals, Olé havde fundet.
Senere sad vi nede i stuen sammen med mine forældre og hørte gamle 78-plader med Svend Asmussen og Gerda og Ulrik Neumann. Kim var ret vild med vores 78-plader, især en med en kone, der fylder hundrede år og synger “Det eneste, jeg ønsker, er et nyt gebis”, og en om vanskelighederne med at skaffe sig af med en død hund, ”Moppens endeligt”.

*

Det var marts, en af de første rigtige forårsdage med en sol så skarp og skærende, at alle husene af en eller anden grund kom til at se ud som byggeklodser. Det var også p-dag, den dag der kom påskebryg i handelen. I Fona på Nørrebrogade købte jeg Beatles’ nye single med Strawberry Fields Forever på den ene side og Penny Lane på den anden. Lidt nede mod Dronning Louises bro mødte jeg en, der hed Christian, en af mine gamle skolekammerater fra Nørre G. sammen med en pige, der hed Pia. De vandrede sammenslyngede ned ad gaden i åbentstående frakker og drak på skift af en flaske hvidvin. De var ude at fejre forårets komme, sagde de. Jeg fik et par slurke med. Jeg sagde, det var p-dag, så vi tog ind på Det lille Apotek for at drikke påskebryg, men dem havde de ikke, så vi fortsatte i stedet ud til Kim og Mariann i Sofiegården ude på havnen. Kim var hjemme. Mariann havde lige fået et nyt job på Monopoltilsynet og kom først ved syttentiden. Vi sad og drak påskedrenge og hørte Strawberry Fields igen og igen. Der var ingen af de andre, der havde hørt den før, den var udkommet samme dag. Musikken fyldte stuen, solen stod ind ad vinduerne, vi var unge, vi boblede og sydede. Nogle andre dukkede op og satte sig. Det lød som om der var fest ovenpå, der boede en finsk pige, der hed Maria. Vi gik op til hendes fest. Så gik vi ned igen. Christian lavede mad til os, så skulle han et eller andet. Jeg dansede med Pia, da Christian kom tilbage, overtog han hende igen. Vi ville alle sammen på værtshus, men Mariann var faldet i søvn inde på sengen. Kim gik ind for at sige farvel til hende, men så faldt han også i søvn derinde.

*

Kim, Mariann og Olé kom ud, og vi sad og drak øl, og de sang og spillede negro spirituals og mine oversættelser af amerikanske sange, som jeg optog på bånd. Vi talte om, at vi burde udgive dem som plade. Den skulle så hedde Camp fire. Det var en fin eftermiddag, sådan nogle burde man have flere af.

*

Så gik vi ned på Rådhuskroen, hvor Kim og Mariann sad. De havde været inde og se Georgy Girl. Vi fortsatte ned på Laurits.
Kim rendte rundt og oversprøjtede folk med vand fra en sifon, Han havde nu sådan en stille og underfundig sans for humor.

*

Jeg tog ud til Mariann og Kim. De havde skændtes hele dagen. Mariann sagde, hun havde snakket med sin veninde Hjørdis om, at de næsten hellere skulle flytte sammen, de to. Så kunne Kim få Hjørdis’ mand at bo sammen med.

*

Vi gik ned på Laurits. Kim stod bagest i køen og sang og spillede guitar. Han havde troet, det kunne skaffe ham hurtigere ind, men han blev hele tiden puffet bagest i køen og var nær slet ikke kommet ind. Laust og jeg kom ind med det samme, vi kendte dørmanden.

*

Ingelise og jeg var ude hos Kim og Mariann. Olé og et par andre var der også, og Laust dukkede op Kim og Olé sang med bævrestemmer mine oversættelser af sentimentale amerikanske sange og spillede guitar til, og folk græd af grin. Kim fortalte en vittighed. Det var en sociolog, der kom ud til vestkysten og interviewede folk om, hvilke forebyggende midler de brugte. Han kom til et hus, hvor der boede en kolossalt stor og fed kone og en ganske lille, vindtør spirrevip af en mand, og spurgte dem.

  • Jow da, vi bruger da spanden, sagde konen.
  • Spanden?
  • Ja, når vi skal elske, så stiller Magnus sig op på spanden, og når så han vender det hvide ud af øjnene, så sparker jeg til spanden.

*

Kim var overdådigt fuld, han rablede rundt og talte i forkortelser. Til Ole Grünbaum sagde han: – S.s. Stor skalp. M.p. Mange penge. M.n. Mig nasse. Til Karin sagde han: – S.d. Stor dame. S.p. Store patter. M.b.i.p. Mig bide i patter.
Klokken to kom politiet og sagde, musikken skulle stoppe øjeblikkelig. Naboerne havde klaget. Arrangørerne sagde, at de havde polititilladelse til at spille til to og viste tilladelsen frem. – Det kan ikke passe, sagde strømerne bare, og så blev der slukket for strømmen.

*

Mariann og Kim kunne få en lejlighed i Prinsessegade, hvis de giftede sig, så det havde de tænkt på at gøre lige efter nytår.
Jeg havde egentlig bestilt billet til Singapore lige efter nytår, men nu tænkte jeg på at få afrejsedatoen udskudt nogle uger, så jeg kunne få valget og brylluppet med. Det betød ikke så meget, om jeg kom til Australien de uger før eller senere.

*

Nogle dage efter sad jeg ude hos Mariann og Kim. Jeg fortalte, at jeg havde fået udskudt afrejsen til sidst i januar, så jeg kunne være med til valget og deres bryllup. Kim og jeg gik på Pilegården, Mariann gad ikke gå nogen steder. Vi sad og diskuterede politik. Kim havde altid nærmest været radikal, men nu var han pludselig blevet maoist. Jeg snakkede om planerne om at købe et stort hus, når jeg kom hjem, så vi alle sammen kunne bo der. Den var han helt med på. Jeg sagde også, at det kunne være sjovt at lave sit eget forlag engang.Fedt, sagde han. – Så kan du trykke min bog.
Per Dich kom derind. Jeg hilste ham med et fromt ønske om, at Larsen måtte blive kvalt. Men han tilhørte højrefløjen, hvad jeg ikke ville have troet, så han hvæsede: – Nu har I fået ødelagt partiet. Velbekomme. Vorherrebevares.
Kim var ikke populær hos Alf og Esther, der havde Pilegården. Han havde flere gange fået karantæne, men så havde de alligevel givet sig. Da vi gik, kom vi lige forbi Esther.

Lede heks, sagde Kim til hende i forbifarten. Så fik han karantæne én gang til.

*

Kim og Mariann blev gift på rådhuset. Jeg havde aldrig set bryllupssalen før, den var hinsides kitsch. Kim begyndte at sige Ja tak, men nåede lige at tage sig i det. Mariann sagde senere, at hun måtte nedkæmpe en vild lyst til at sige Nej, ikke om jeg vil. Vi gik ned på Rådhuskroen til en enkelt pilsner. Jeg tog ud til Marianne. Hun sagde, hun lige sad og skrev et brev til mig, om jeg ikke kiggede ud en dag. Vi fik fat på en babysitter og gik i biografen til eftermiddagsforestillingen og så Undskyld, vi flygter med Funès.
Bryllupsfesten blev holdt hjemme hos os. Kims mor kom og et assortiment af hans onkler og tanter. Da vi skulle op og spise middag på første sal, skulle brudeparret sætte sig ind på hæderspladsen først, men der var ingen, der kunne finde Kim. Så hørte vi ham. Han sad ude på lokummet og sked, mens han sang højt og hjertegribende: Oh, bær mig hjem til gamle Virginia. Alle rystede på hovedet. Vi stod hele vejen op ad trappen op til første sal og ventede på, at han blev færdig, så vi kunne komme ind og spise. Jeg sad og snakkede med min søster Bente. Hun sagde, at hun kendte drengen Arne, men ikke den voksne mand. Når jeg var ude hos dem, sad jeg der bare en time eller to og var fraværende, jeg sagde ikke rigtig noget. Det var synd, hvis vi skulle glide fra hinanden, for egentlig var vi så ens på mange måder. Jeg havde skrevet en sang til Mariann og Kim på melodien Es war einmal ein Bösewicht:

På Nørre G. nu disse to
i tre år lod sig mosbegro.
De træt strøg håret væk fra panden
og kom så til at se hinanden…

Så kom de hjem, og til Korsør
hvor Kim klør på med højt humør
som lærer, mens han flittigt slider
med en roman på tusind sider.

Den pakked’ han hver aften ind
af angst for mus i svære bind.
Dog ingen mus i bogen flåed’
og også forlag’t den forsmåed’…

Der var elleve vers i alt. Bagefter var der kaffe med cognac. Når Kim skænkede cognac i sit glas, fyldte han det helt til randen, så det var ved at skvulpe ovenud. Han fortalte om den opgave, han lige havde skrevet om Kina til seminariet. Den havde gjort ham til overbevist tilhænger af kulturrevolutionen. Han var meget optaget af, hvor jordnær Mao var. – Han skriver, de skal huske at grave latriner foran husene. Jamen, er det ikke bare vidunderligt? Kan du forestille dig Krag stå frem og sige det?

*

Jeg var ovre og se til Mariann og den nyfødte. Kim var der selvfølgelig også. Drengen så spøjs ud. Hans hoved var ovalt på den forkerte led, det havde en facon som en rugbybold. Han havde blå skygger over kæben som en anden gangster, en lille mimrende næse og mørkt strithår. Han lå og sov hele tiden.
Kim og jeg gik ned på Café Runddelen til en pils.

*

Jeg gik op til Mariann og Kim, der skulle låne nogle penge af mig.
Jeg så på drengen. Han havde fået normalt hoved nu, han var nok bare blevet klemt under fødslen. Han skulle hedde Pelle Andreas. Nexø havde sluttet sin bog med: ”Kanske opkalder de også deres børn efter den”. Det kunne Mariann ikke stå for. Kim kaldte ham Pellándreas. Han lagde sig på knæ foran den lille, pludrende dreng, der lå og fægtede med arme og ben, dunkede panden flere gange i gulvet og messede: – Vi bøjer os i støvet, kong Pellándreas.

*

Kim var i radioen med dem, han øvede med ude på Sofiegården. De havde snakket om, hvad deres band skulle hedde.
*

Kim var i fjernsynet om eftermiddagen. Det var Top Pop med Mylius. Mylius præsenterede den ene plade efter den anden og roste den, hvorefter Kim konsekvent rakkede pladen ned. Man kunne næsten se, at Kim fik sig en fjende for livet. Den allersidste plade roste Kim behersket.

Nu begynder Kim ligefrem at blive rar. Så er der ikke noget ved det mere, sagde Mylius og afsluttede udsendelsen.

*

Jeg gik op til Mariann og Kim først. De havde fejret nytår hos Kims mor i Kerteminde. Kim var blevet en lokal berømthed efter at han havde været i fjernsynet. Alle mulige fremmede mennesker nærmest strøg ham over håret, og til nytårsaften på byens eneste hotel sagde alle mennesker, når de så Mariann: “Der går Kims pige”. Kim havde også fået sit første fanbrev, det var fra en femtenårig pige i Korsør. Han havde haft hende som elev, da han var lærer der. Hun skrev, at hun mindedes gamle dage, da Kim inviterede dem hjem til sig. Ikke et ord om Mariann, der bagte kager og ryddede op bagefter.

*

Vi gik op til Mariann og Kim. Marianns veninde Hjørdis var der også. De sad og snakkede om alle de gange, Kim havde trampet i spinaten. Han var til sin ven Jans bryllup og brudens far, skibsrederen, kom ud i smoking for at byde gæsterne velkommen. Kim troede, at alle mænd i smoking var tjenere, så han lagde sin frakke over armen på skibsrederen og sagde: “Vil De lige tage denneher, min gode mand”.
Han havde været til middag hos en pige, der hed Margrethe. Hun var lidt skør og havde engang fortalt ham, at hun hadede farven lilla, så når hun var rigtig deprimeret, malede hun sig lilla over hele kroppen og sad og så sig i spejlet og hadede sig selv.
Hendes far var præst. Inden de spiste, bad han bordbøn. Det opfattede Kim ikke. Han syntes nok, folk var så stille, så for at bryde isen brølede han tværs over bordet: “Nå, er du så lilla på ryggen i dag, Margrethe?”
Ude til en fest hos mig kaldte han konsekvent Agnete Kaptajn Klo hele aftenen, fordi han syntes, hun havde næse som en sørøver. Han havde ikke set, at hun kun havde én hånd.
Da han var på Askov, var der en pige, hvis far var invalideret af slidgigt og gik med stok. Kim troede, han bare havde brækket benet, og sagde muntert til pigen: “Nå, er du så Haltefandens datter?”

*

Jeg var oppe hos Mariann og Kim. Mariann skulle gå. Kim sad med hovedet på skrå og tungespidsen ud ad munden og baksede indædt med at give Pelle sokker på. Jeg stod og så på dem og savnede Sjuske. Jeg havde en lille lydløs sang murrende inde i hovedet:

Gik alle konger frem i flok
i deres magt og vælde,
de magted’ ej den mindste sok
at sætte på en Pelle.

Anja kom ind og hentede mig, og vi gik op til Mariann og Kim. Kim sang en ny vise, han havde lavet, med titlen “Min kone, hun har skægpest”.

*

Næste dag sad jeg hele natten hos Mariann og Kim og så den første månelanding. Rumkapslen var landet for længst, men det varede evige tider, før døren gik op og Armstrong kom ud. Vi var ved at falde i søvn imens, men vi skulle jo have det med. Han skulle have sagt: “Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden”, men kludrede i det og sagde “Det er et lille skridt for menneskeheden, men et kæmpeskridt for menneskeheden”. Det grinede vi ad.

🛒 Køb GRÆNSELØS her.