Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Anmeldelse
Månelandskaber

Jens Rosenbirk er et navn, man skal holde øje med. Han debuterede for nogle måneder siden med novellesamlingen ”Månelandskaber”, der udkom på forlaget Brændpunkt. Selv om han er debutant, er der ikke noget famlende over ham. De ti noveller i samlingen er fortalt og struktureret med sikker hånd. De foregår i et trøstesløst univers af svigt, isolation og vold. Man møder mennesker, der bliver knækket, mennesker der kun lever for at udspionere andre, mennesker der udsættes for vold og mennesker, der selv er voldelige. Det er ikke feel-good historier, de slår indad og efterlader lange smertestriber i sindet. Jens Rosenbirk kender til anelsens kunst, især den onde anelse. Der er ingen pynt i sproget, ingen overflødigheder. Jens Rosenbirk har et ærinde, og han fortæller med sans for hvad, der skal fortælles, og hvad der kun skal anes eller frygtes.
Jens Rosenbirks novellesamling blev indstillet til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, men afvist på grund af forfatterens alder. Efter reglerne må en debutant ikke være over halvtreds år, og det er Jens Rosenbirk tilsyneladende. Det kan man også mærke på den sikkerhed, der er i hans sprog. At det skulle diskvalificere ham fra en pris, at han er over halvtreds, er bizart. Hvis prisen havde eksisteret i 1935, ville Karen Blixen være blevet diskvalificeret, fordi hun var fyldt halvtreds, da ”Syv fantastiske fortællinger” udkom på dansk.
”Månelandskaber” har fået en aldeles glimrende lektørudtalelse fra bibliotekerne – en af de fineste, jeg har set en debutant få.

Jens Rosenbirk: ”Månelandskaber”. Forlaget Brændpunkt. 142 sider. 199,95 kr.