Af Jan Poulsen
Han var med til at danne landets første punkband i oktober 1977, og selvom mange kender ham som Sods’ (og Sort Sols) kompromisløse guitarist, er det bare én side af PETER PETER, som i dag (12/8) fylder 60 år, omend det – indrømmet – er svært at se og høre.
Hans tid i Sods (Sort Sol) sluttede efter næsten 18 år i april 1995, men på det tidspunkt havde han sideløbende allerede haft utallige jern i ilden som gæstemusiker på andres plader, som producer og sidst men ikke mindst i spidsen for utallige egne bands. Eller studieprojekter, for mange af dem var netop det. Studieprojekter.
Peter Peter havde altid oceaner af projekter i gang, og i modsætning til mange andre, kom han i mål med dem. Kendte man ham dengang og viste interesse for hans projekter, kunne man være sikker på, at han stak én et kassettebånd med sin nye musik, når han havde indspillet noget. Hans generøsitet, som han er kendt og elsket for i dag, ikke mindst blandt unge og fattige upcoming musikere og bands, var allerede veludviklet for 40 år siden.
I det hele taget hjælper han, hvor og når han kan. Han har medvirket på mere end 100 plader gennem tiden, han har mastereret op imod 100 andre, komponeret musik til flere end 100 film, og så er der alt det, han skaber i eget navn eller i spidsen for sit eget band Bleeder, som han – efter mange års koncertpause – skulle have turneret med i foråret. Imidlertid stak corona en kæp i hjulet på tourbussen efter bare én koncert, så nu tager Bleeder i stedet på landevejen til efteråret.
Det er ikke til at tro, at han – Peter Peter – fylder 60 år, men kalenderen lyver ikke. Jeg har kendt ham i 42 af dem, og han har ikke forandret sig meget. Han er stadig 100 procent kompromisløs og ganske uinteresseret i penge, berømmelse og omtale.
Musikken er og bliver hans muse, som den også var dengang i sommeren 1977, hvor han tilfældigt løb på Steen Jørgensen og inviterede ham med i øvelokalet, fordi “han lignede en sanger”. Derved støbte han både kuglerne til Danmarks første punkband og sparkede nyt liv i den ellers hendøende danske rock.
TAK og TILLYKKE PETER!