JEG GÅR IND FOR MASKE-PLIGT

Af Carsten Jensen

Rejser er pludselig blevet ekspeditioner. Under pandemiens udbrud var selv et besøg i supermarkedet en opdagelsesrejse til et mørkt kontinent. Nu er det blevet hverdag. Men når vi tænker på rejser til udlandet, bliver vi klar over, at vi lever i orkanens øje, hvor der som bekendt er vindstille. Over 13 millioner smittede på verdensplan, snart 600.000 døde, og de uheldssvangre tal vokser dag for dag.

Ja, der er vindstille i Danmark. Men allerede ved tanken om at køre over broen til Sverige, gribes vi af betænkeligheder. Sverige har i månedsvis ligget på top fem i listen over Europas hårdest ramte lande sammen med Italien, Spanien, Belgien og Storbritannien.

Hvad med Norge? I Norge er der endnu mere vindstille end i Danmark. Men hvordan kommer man derop? Med fly? Betænkelighederne melder sig igen. Et lille tætpakket rum, hvor den samme luft cirkulerer, når vi nu ved, at corona-virussen også kan være luftbåren?

Tog? Jamen, toget kører jo gennem Sverige og vil være fyldt med svenske passagerer? En færge? Er det muligt at holde den nødvendige fysiske distance på en færge? Betænkelighederne hober sig op. Bedre at blive hjemme.

Tilbage bliver Tyskland. Som for 150 år siden bliver Tyskland igen porten til Europa. Dengang var det overklassen, der tog på dannelsesrejser. Nu er rejsen sydpå igen blevet en dannelsesrejse, men i en anden forstand, ikke et møde med den europæiske kulturs højdepunkter, men et møde med andre landes måder at håndtere corona-krisen.

Corona? Hvad snakker du om? For os danskere er pandemien et lukket kapitel, forvist til mediernes udlandsdækning, det særlige, udanske hjørne, hvor katastrofer og massedødsfald finder sted, altid af udanske årsager. Vi har stadig minder fra Anden Verdenskrig. Har vi minder fra corona-krisen, udover lidt kværulanteri fra en afmægtig opposition, der under krisen lod sig reducere til at applaudere regeringen? Var pandemien på dansk grund blot et ultrakort, kedsomhedens kapitel, nu allerede lykkeligt overstået?

Beregnet efter indbyggerantal blev Tyskland ramt på samme måde som Danmark, ca. 11 døde pr. 100.000 indbyggere, og antallet af smittede minder også. Sådan ser det bare ikke ud, når man rejser i Tyskland. Det er utænkeligt at sætte sig ind i en taxa, tage tog eller bus, gå på et offentligt toilet, købe ind i et supermarked, spise på en restaurant eller opholde sig i en hotellobby uden at bære maske.

Over alt er der små diskrete skilte, der minder om “maske-pligten”. Masken er rutine. Mange bærer den om halsen, eller spændt fast om armen lige over albuen, så den altid er ved hånden. Der er masker i muntre farver og mønstre. En del er hjemmelavede. I modebutikkernes vinduer hænger der altid et større udvalg. Jeg anskaffer mig en maske i sort silke med kinesisk dragemønster.

I en restaurant rejser jeg mig for at gå på toilettet. Alle stirrer på mig. Der er ikke noget aggressivt eller fordømmende over deres blik. Der er bare undren. Så går det op for mig. Jeg har glemt at tage masken på. Det er dette blik, jeg lærer meget af. Der er et spørgsmål i det: Tænker du slet ikke på os?

Vi lever i en verden, hvor omgangsformen mellem mennesker bliver mere og mere fri og flydende. Konservative vil beklage sig over, at høfligheden er død. Med masken er høfligheden tilbage i dens urform, som hensynsfuldhed. Nej, en pandemi giver ikke som en krig mange muligheder for at spille helt, undtagen for det selvopofrende sundhedspersonale. Men masken inviterer til en anden form for heltegerning end den traditionelle. Maskebærerne er hensynsfuldhedens stilfærdige helte.

Nogle vil måske sige, at det er bare de duknakkede, autoritært indstillede tyskere, der lige siden Hitler har savnet nogen til at bestemme over sig. Men det er noget sludder. I en nødsituation har vi alle brug for regler, så vi undgår det morderiske kapløb om de sidste pladser i redningsbådene.

Den amerikanske psykolog Tess Wilkinson-Ryan har i tidsskriftet The Atlantic skrevet klogt om, hvordan manglen på klare regler i den katastrofalt håndterede amerikanske corona-krise fører til afmagt, passivitet, forvirring og aggression, når alle begynder at udskamme alle i et ophedet, polariseret klima, hvor der hverken er nogen fælles moral eller nogen realistisk risikovurdering. Maske-pligten er blevet en kulturkamp på liv og død.

Der er ikke noget galt med udskamning, slår Tess Wilkinson-Ryan fast. Udskamningen skal blot ikke ramme naboen, fordi han lider af dårlig dømmekraft, men de myndigheder, der undlader at skabe klare regler.

Når anden bølge rammer i efteråret, og det vil den gøre, også ifølge danske epidemiologer, må vi ikke være uforberedte. Vi bør følge Tysklands eksempel og indføre maskepligt. Ikke for statens skyld, men for vores egen og hinandens.