Af Paul Banks

Min ven Troels Jensen døde i morges efter kort tids sygdom.

I mange år har man kaldt Troels for dansk blues’ Grand Old Man, men jeg tror ikke, at jeg støder nogen ved at skrive, at Troels også var landets mest autentiske bluesmusiker og sanger. Han spillede ikke blues – han var bluesmusik.

Det er ikke så længe siden, at Troels mindede mig om første gang, vi mødte hinanden. Han og Thomas Puggaard var taget ind til min stedfar for at få et spillejob. Jeg sad meget genert på scenen med stort afrohår, jakkesæt og slips og spillede ragtime guitar. Troels fortalte, at han som hippie havde været meget imponeret over min påklædning. Det var vel omkring 1967, jeg var 15 og Troels må have været først i 20’erne. Det var dengang – har han fortalt – at han var forelsket i lyden af blues, men før hans engelsk helt kunne følge med. Han påstår, at han sang volapyk krydret med et ”baby” og ”lord knows” hist og her for at pynte på udtrykket.

Men det er længe siden. 50 år senere rager han op som en stor og ægte bluesmusiker efter hvilken som helst målestok. Han havde en ro, troværdighed og dyb varme, som ikke kunne undgå at røre de fleste, og som gjorde ham til en helt og en inspirationskilde for flere generationer unge musikere.

I nogle år var vi begge med i et band, hvor vi var tre sangere. Men vi to andre forsøgte altid at undslå os. Vi ville meget hellere høre Troels synge, for uanset om han sang Hank Williams eller Robert Johnson, føltes det ægte og godt. Det var som at sætte sig i sin bedste, slidte lænestol, smide skoene og bare tage med på rejsen. Og der er ikke mange, som kunne synge en langsom blues så usentimentalt og hjerteskærende smukt – og på alle måder rigtigt – som Troels.

Og som så mange ægte spillemænd afspejlede musikken mandens sjæl. Han balancerede mellem stolthed over sit håndværk og ydmyghed og taknemlighed – ikke kun overfor den musik, han elskede, men overfor de knubs og gaver, som livet bød ham.

Og som så mange ægte spillemænd fortsatte han til det sidste med at undersøge og grave dybere ned i sin musik. De seneste år talte vi flere gange om at være nået en alder, hvor det var på tide at rette op på alle uvanerne, alle de steder man havde sprunget over, hvor gærdet var lavest. Hvis ikke nu – hvornår skulle det så være rigtigt og ordentligt?
Og ordentlig – det var Troels. Et overordentligt fint, kærligt og smukt menneske.
Jeg havde glædet mig til en tur til Færøerne med Troels tidligere på året: Et par duokoncerter på en festival og nogle dages ferie med vore hustruer. Det blev aflyst på grund af Covid-19.
Jeg havde glædet mig til flere historieforedrag i bandbilen og musikerrummet fra min meget belæste og historieinteresserede ven.
Jeg havde glædet mig til flere politiske diskussioner med socialisten og humanisten Troels.

Som ægte socialist havde Troels ikke meget tilovers for kirkens rolle i folkets undertrykkelse. Og dog har han skrevet en af de smukkeste spirituals, jeg kender: Take Me Home – en ægte tidløs klassiker.
Mit hjerte bløder for hans elskede Kirsten.
Fred.