10 år forud for sin tid legede han med ekko og feedback

Af Lars Kjær

Han var før de fleste, viste Hendrix og andre up-and-coming guitarister hvor skabet skulle stå med instrumentalsinglen ‘Space Guitar’ fra 1954. Mindst 10 år forud for sin tid legede han med ekko og feedback, så han fik sin guitar til at lyde som ingen havde hørt det før. Det var en plade, der trods sin begrænsede kommercielle succes, påvirkede spillestilen hos guitarister som Hank Marvin fra The Shadows, Thurston Moore fra Sonic Youth og så naturligvis Jimi Hendrix.

Selvom han var opvokset med at spille klaver, så var det guitaren der skulle give ham en plads i musikhistorien, og måden han angreb den på, uden plekter og med en sådan intensitet, at han ofte måtte skifte strenge midt under en koncert.

Og ja, han havde af og til succes med en plade eller to, men det var især live at han levede. Det der med at spille med tænderne gjorde han 13 år før Hendrix – og så endda stående på hænder! Han havde en 50 meter lang ledning på sin guitar, så han ‘kunne spille fra koncertstedets tag’, som han selv udtrykte det.

Hans sang ‘Three Hours Past Midnight’ inspirerede Frank Zappa til at lære at spille guitar, på nummeret ‘Those Lonely Nights’ spiller han en guitarsolo på stort set kun en tone, og hans signatursang ‘Gangster Of Love’ var Steve Miller så pjattet med, at han ikke alene indspillede et cover af den til sit album ‘Sailor’, men referer den også i både ‘Space Cowboy’ fra 1969 og hittet ‘The Joker’ fra 1973.

Etta James hævdede igen og igen, at hun som 17-årig havde taget hans sangstil til sig og bygget sin egen over den. I følge hende var hendes måde at synge en ballade fuldstændig planket fra ham.

Og så har Pearl Jam indspillet sangen ‘Johnny Guitar’ om ham til deres album ‘Backspacer’.

Det der Johnny Guitar havde han for øvrigt lånt fra en Hollywood Western med Joan Crawford – han elskede westernfilm.

Egentlig hed han John Watson, Jr., født og opvokset i Houston i Texas, men flyttede med moderen til Los Angeles som 15-årig. Faderen havde lært ham at spille klaver, mens bedstefaderen – der var præst – havde lært ham guitaren og foræret ham sin første, så længe han lovede ‘ikke at spille djævlens musik’…

Men netop den djævelske blues var hans forløsning.

Han turnerede konstant og gerne med sine legekammerater Eddie Jones, der var kendt som Guitar Slim og Larry Williams, der var rock ‘n’ roll pioner med hits som ‘Bony Moronie’ og ‘Dizzy Miss Lizzy’, men sammen udviklede de ‘Angel Town’ sounden på deres fælles plade ‘Two For The Price Of One’, med numre som stadig spilles på Northern Soul scenen i England.

Man skulle mene det var nok, men i erkendelse af at blues ikke længere var månedens smag, sadlede han om, funkede det hele op og voksede ind i sin rolle som the Gangster of Love. I 70’erne kunne han være trådt ud af enhver blaxploitation film, major pimp style! For store hatte, for store solbriller, en farveeksplosion i tøjet og på scenen – og det skulle blive hans største periode både kommercielt og anmeldermæssigt.

Den seje bluesede funk var hans helt egen stil. Ingen andre lød sådan og han ‘rappede’ allerede i 1980 på ‘Telephone Bill’ og en af hans tekster ‘bow wow wow yippie yo yippie yay’ blev lånt af rappere som Snoop Dogg.

I dag for præcis 24 år siden døde Johnny Guitar Watson så af et hjerteanfald på scenen i Yokohama i Japan. Han var begyndt på ‘Superman Lover’, men gjorde den aldrig færdig. Han døde lige der midt i øjeblikket, på stedet han havde det bedst, på scenen.

Det siges, at han sidste ord var: ‘Ain’t that a bitch’…

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.