STATENS MUSEUM FOR POLITIK

Af Carsten Jensen

Så samledes de igen, de såkaldte partiledere, formænd og forkvinder fra alle Folketingets partier. For første gang i måneder stod de foran nationen. Genåbning af debat og demokrati kan man også kalde det. Men hvorfor valgte de Statens Museum for Kunst som deres skueplads, når de skulle træde frem for nationen? Var det muligheden for afstand? Eller var det snarere selverkendelse? Føler de selv, at de hører hjemme på et museum?

Hvad bestemmer politikere egentlig over? Corona-pandemien satte dagsordenen. Lad som ingenting, og det ender i død og kaos. Sæt samfundet i lock-down, og I har en chance. Efter råd fra epidemiologerne valgte de fleste lande i verden den sidstnævnte mulighed. Vi er i defensiven, og vores handlinger dikteres af kræfter uden for vores kontrol.

Hvad så med tiden før coronaen? Folketingsvalget sidste sommer blev et klimavalg, fordi befolkningen bestemte det. Søvndrukne politikere vågnede op i sidste øjeblik, da de øjnede et demokratisk mistillidsvotum. Befolkningen ledede lederne. Men lige siden har de indlæringshæmmede politikere kun under fodslæbende protest ladet sig trække i retning af de mål, de selv har proklameret.

Og hvad så nu? Hvad er visionerne for tiden efter genåbningen, også kaldet fremtiden? Alle i gårsdagens partilederdebat var enige om hurtigst muligt at vende tilbage til normalen, men det er ikke en vision. Det er en anti-vision. Dristigst var formanden for Venstre, Jakob Ellemann, som foreslog, at der resten af året ikke skulle være moms på varer, så vi igen kunne få gang i det meningsløse overforbrug, som i alt for lang tid har været fejret som normaltilstanden.

Forslaget blev straks blæst ned, men har i virkeligheden perspektiv. Afskaf momsen på fx bæredygtig energi, økologiske varer og elbiler. Og hvorfor ikke også på det altid trængte kulturliv, bøger, teater-, biograf- og koncertbilletter, så vi kan gentage successen fra statsbankerotten i 1813, da en fremsynet kronprins gav øgede bevillinger til kunst og undervisning med ordene: “Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til. Så kan vi gerne høre op med at være en stat.”

Men det er ikke nok. Der skal ske langt mere. Pandemien har demonstreret for os, at intet nogen sinde kan blive som før. Det er en fejltagelse, hvis vi tror, at pandemiens to måneder har været en passiv, indadvendt tid. Det vil tværtimod vise sig at være en gæringstid.

2019 var mobiliseringernes år. Over alt i verden gik unge på gaderne og demonstrerede. Fra Chile over Sudan til Hong Kong blev der kæmpet for frihed, lighed og demokrati, og i Vesten satte skoleelevernes Fridays for Future en hel ny dagsorden. Jeg har hørt unge aktivister frustreret tale om, at det hele nu er gået i stå. Men gaden eller for den sags skyld parlamentet er ikke forandringens eneste forum.

I pandemien har sidste års ideer haft tid til at bundfælde sig og vokse sig stærkere og dristigere. Vores hoveder og sind har for en tid været den eneste, men nok så vigtige kampplads. Vi har allerede demonstreret vores villighed til at lade vores liv undergå drastiske forandringer. Vi længes efter fællesskab mere end nogen sinde før. Vores intolerance over for en konkurrencedrevet markedsøkonomi uden styring, retning eller mål er også større end nogen sinde før, for vi har set, hvordan kapitalismen står fuldstændig magtesløs over for de udfordringer, pandemiens nye verdensorden stiller os over for. Vi vil aldrig igen tænke på samme måde om stat, marked, penge, gæld, arbejde, ensomhed og fællesskab, naturen, os selv og hinanden. Bare vent og se.

I Storbritannien, der er hårdt ramt af både pandemi og Boris Johnsons vanrøgt af landet, viser to opionsundersøgelser, at det store flertal ikke vil tilbage til det normale. En tværpolitisk gruppe, der rækker fra det grønne parti til de konservative har under den manende titel “Vækstens tragedie” offentliggjort en rapport, hvor de midt i klima-krisen prøver at finde nye veje frem.

Var det en lignende bestræbelse, vi blev vidne til under partilederdebatten i går? Nej, det var en ængstelig, kyst forsamling af rådvilde ledere, der ikke kunne finde andet at samles om end forældede ideer og de mest minimale forhåbninger. Museet var et passende sted for deres taler ud i tomrummet. Det er på et museum, de fleste af dem hører hjemme.

Nej, vi har ikke brug for et Statens Museum for Politik, men for et Statens Laboratorium for Ideudvikling og Eksperimenterelyst.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.