AT SÆTTE ANDRES LIV PÅ SPIL

Af Carsten Jensen

De seneste udspil fra regeringen føles næsten som et anti-klimaks. Så var det ikke så slemt alligevel. Statens Serum Institut tog fejl i sine dystre forudsigelser af corona-virussens hærgen, hospitalerne står halvtomme, og vi kunne have genåbnet langt tidligere. Virus-oraklet Kåre Mølbak slår med stor bestemthed fast, at det er helt usandsynligt, at der kommer en anden bølge. Så det kan ikke gå hurtigt nok med at vende tilbage til normalen. Danmark fejrer endnu engang, at vi bor på en helt anden klode end resten af jordens befolkning.

Vi må i skyndingen ikke glemme, at det kun ser så godt ud, fordi vi har en regering, der reagerede med rettidig omhu og hurtigt lukkede ned. Havde vi haft en Boris Johnson og ikke en Mette Frederiksen, havde vi ikke nøjes med lidt over 500 døde. Så havde vi haft over 2.500, og tallet ville fortsat stige dramatisk.

Mette Frederiksen lod os aldrig i tvivl om, at der ville blive begået fejl. Når pandemien rammer, kan vi vælge mellem de inkompetente virkelighedsbenægtere og de fejlbarlige realister, der optræder ansvarligt, men ærligt indrømmer deres fejlbarlighed. Jeg foretrækker de fejlbarlige, for selv de eksakte videnskaber, som epidemiologien bygger på, er kun eksakte til en vis grænse. De er ikke krystalkugler.

Jeg hørte en historie om en ung mand, der bevidst brød med politiets påbud om ensretning, da han gik en tur rundt om de københavnske søer. Fuld af trods gik han i den modsatte retning af alle andre, og de måtte vige til side, hvis de ville undgå nærkontakt. For nogle er han sikkert en helt, en ung oprører, der bryder med ensretningen. Uha! Bare ordet ensretning! Kan man andet end at gøre oprør? Er det ikke ungdommens sundeste instinkt?

For mig er han ikke oprører, men idiot. Man kan også betragte forbuddet mod at køre over for rødt som et indgreb i den personlige frihed. For min skyld må du gerne køre dig selv ihjel, hvis det er det, du vil. Problemet er bare, at du tager andre med dig i døden. Det er civilisationens elementære grundregel, der gælder her. Hvis vi vil leve i et fællesskab, er der grænser for vores frihed.

Uanset om de lever i autoritære regimer eller demokratiske stater er de mennesker, der verden over har overholdt reglerne for lock-down ikke en flok lydige får, der bare gør, hvad de får besked på. Det er ikke flokinstinktet, der dikterer deres adfærd. Det er heller ikke corona-krisen, der har lært dem, at der kan være restriktioner på friheden. Det har vi altid vidst, for ellers kunne vi ikke leve sammen med andre, hverken i familier, arbejdsfællesskaber eller samfund.

Ikke alle tænker sådan. Den unge mand, der går imod strømmen langs de københavnske søer, har en parallel i formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, der i tidsskriftet Ræson udtaler, at alle på Christiansborg er “villige til at acceptere flere dødsfald for at kunne åbne mere op. Regeringen vil bare ikke indrømme det.”

Nu er Vanopslagh formand for et parti, der allerede i efteråret røg under spærregrænsen i opinionsmålingerne, og det er næppe alle folketingets medlemmer, der vil bakke ham op. Men han har sikkert ret i, at mange gør og bare ikke tør indrømme det over for vælgerne. Er de afstumpede? Nej, men de ligger som en fåreflok under for økonomer, som de anser for uantastbare autoriteter. Økonomer tænker og taler i tal, og når mennesker reduceres til tal, begynder afstumpningen.

På samme hjemmeside kan man i Ræson læse et indlæg af to unge klimaaktivister søskendeparret Johan og Esther Michelsen Kjeldahl, hvor de opfordrer os til at holde op med at kalde medlemmerne af Det Økonomiske Råd for vismænd. Økonomer fortjener ikke den respekt, der knytter sig til ordet vis. De er lige så fejlbarlige som alle andre, måske endda mere, som både klimaforandringerne og de hyppigt tilbagevendende kriser for kapitalismen viser.

Min kommentar i dag er illustreret af et foto, der viser brasiliansk sundhedspersonale, som protesterer mod Brasiliens uansvarlige leder, Jair Bolsonaro, der tænker ligesom Alex Vanopslagh og har sat hele sin befolknings liv på spil. På ryggen bærer sygeplejerskerne og lægerne navnene på deres døde kollegaer.

Her er oprørere, der tør gå imod tidens virkelige ensretning, en ensporet økonomisk tankegang, der sætter omsætning over mennesker. Det er dem, vi bør hylde som sande helte og ikke fjolser, der i en indbildt friheds navn udsætter andre for smittefare.