Hvert bord passer sit

Af Ole Fessor Lindgreen


Myterne om det legendariske Nyhavns Værtshus “Cap Horn” er utallige ,og det er langt fra dem alle som holder vand. Ud af alle dem som fortæller at de spillede i “Cap Horn”, kunne man sagtens samle en otte-ni big bands i Stan Kenton størrelsen. Med til at gøre stedet så legendarisk som det blev ( folk kom fra hele Europa) , har helt uden tvivl været, at det var her Papa Bue bandet blev dannet.


Også at den berømte amerikaner Shell Silverstein skrev en flot artikel om stedet og orkestret, hvori han døbte dem vikinge bandet. Artiklen fik stor omtale i USA.
Daglig dagen i “Cap Horn” kørte efter devisen , HVERT BORD PASSER SIT. Tjenere og musikere var to lejre, og det var et værtshus, et Nyhavns værtshus, og ikke en jazzklub. Det var uhørt at man blandede sig i hinandens arbejde, og når det skete var der rigtig dårlig stemning nogle dage. En aften sad en ung svensk student og fejrede sin studenterhue, og han var blevet lidt fuld. Han betalte tjener John (også kaldt Rotten) med en 100 kr, seddel, mange penge dengang, og fik tilbage på en 10’er. Da han protesterede blandede Ricardo sig og sagde at han havde set det var en 100 kr. seddel, og så var der ballade fra tjenernes side. Studenten fik sine penge ,men blev pludseligt smidt ud af gud ved hvilken grund. Trist, men det var et Nyhavnsværtshus og ikke en jazzklub.

Derefter var de sure på os et stykke tid. Der blev også lavet aftaler som var med at holde samarbejdet i gang. En aftale om at vi på skift havde en pose høkerbajere med (10 Stk)til en af tjenerne. Dem fik man afregning for på stedet, og så solgte de dem til fuld pris og scorede de penge udenom værten Herman. Selvfølgelig ikke i orden,men med til at gøre samarbejdet nemmere, da tjenerne ikke just var jazzfans. En aften, hvor der var stopfyldt , så tjenerne ikke havde tid til os, sprang jeg ned til baren midt under et nummer og tog en af de øl der var trukket op, og råbte at han skulle skrive mig. Han råbte et eller og fægtede med armene, men jeg kunne ikke høre det. Da jeg kom op på scenen og tog en slurk måtte jeg spytte den ud. Så slattent og dårligt smagte det. I pausen gik jeg hen og talte med ham jeg kom bedst ud af det med, og han gav mig grunden.


“Jeg forsøgte at sige det,men du hørte mig ikke, Du tog en “svensker øl”. Det er dem vi sælger til fulde svenskere. Sjatterne fra de halvtomme glas og flasker bliver hældt op i en champagneskjuler og derefter hældt tilbage i tomme flasker vi stiller ind i køleskabet. Det smager de ikke og vi tjener kassen på dem, udenom ejeren. Hvad skal man sige?. Albert Nicholas sagde engang, at han havde spillet et sted i Chicago, hvor man ikke vendte sig om når der lød et skud ude fra lokummet. Hvert bord passer sit.

Med Ricardo gik vi et par gange i strejke. Stedet var næsten altid fyldt godt op, så en lønforhøjelse måtte være på sin plads, men det kunne vi ikke få. OK, så satte vi os ud på kajen og nægtede at spille. Der gik ikke lang tid før der kom et andet band, selvom de godt vidste hvad det handlede om. Trist,men efter et par dage blev vi hyrede igen, da det var Ricardo’s orkester publikum ville ha’.


Forsættes.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.