Det begynder i kirken

Af Lars Kjær

Det begynder i kirken.

Umiddelbart har jeg svært ved at komme i tanke om en eneste soul & R&B sanger, som ikke blev formet i den lokale kirke, i gospelkoret eller hvis far var prædikant.

Mange af dem er selv blevet prædikanter og præster, som Al Green, Solomon Burke var det fra 9 års alderen og selv i hip hoppen finder vi det. Hvad med Reverend Ron fra Run-DMC og nuvel, så føler Kanye West nok snarere at han er Gud, men han har etableret sine egne søndagsgudstjenester.

Og når vi siger kirken, så er det baptisternes og pinsebevægelsens, hvor samspillet mellem præst og menighed er noget mere energisk end vor vanlige danske Folkekirke.

Min Gud er musikken og sandt for dyden kan gospel være aldeles rædselsfuldt, men når det virker, så er er det sjæleligt opløftende som al anden god musik.

Men som sagt, så har meget af hvad soul beskæftiger sig med, udspring i hvordan der synges i disse kirker. Alle deres små trick og teknikker lever videre i den sekulære populærmusik: Call and response vekselsang, melisma, synkoperede rytmer, etc., og det giver det lidt mere liv end den pænt sungne traditionelle pop. Det svinger bare mere.

Forskellen er måske tydeligst illustreret ved forskellen på Little Richard og den tyvagtige skade Pat Boone (fyha, nævn aldrig hans navn).

Richard Penniman gik i kirke, ikke så meget på grund af budskabet, men for musikkens skyld, den glødende, uhæmmede sorte gospel.

Selv var han nærmest en spytklat lige i øjet på den traditionelle sorte kirke. Vild, feminim, mørk mascara om øjnene, FARLIG – det var en UFO der landede på scenen, når Little Richard nærmest knaldede sit piano foran øjnene på skrigende teenagers. Det var virkelig ikke noget det brede Amerika kunne tolerere.

Pat Boone (fyha, nævn aldrig hans navn) kunne derimod ikke blive mere pæn og hvid. Opvokset i Nashville og i kirkeretningen Church of Christ, universitetsuddannet magna cum laude, gift med datteren til en kendt countrysanger som bare 19-årig og hurtigt efterfulgt af fødslen af 4 yndige døtre. (Den ene, Debby Boone, havde et gigantisk 70’er hit med ‘You Light Up My Life).

Se, hvad Pat Boone (fyha, nævn aldrig hans navn) havde luret, var hvad de sorte knægte gik og lavede og at det var populært blandt de unge, men at i det racistiske USA forstod han, at et hvidt ansigt på sangene ville gøre underværker.

Så han gjorde det til sin specialitet at ‘låne’ de sorte hits og indsynge sine egne temmelig lamme versioner af dem.

Således gik han sejrsgangen på hitlisterne med sine udgaver af Fats Dominos ‘Ain’t That A Shame’, Ivory Joe Hunters ‘I Almost Lost My Mind’ og både ‘Long Tall Sally’ og ‘Tutti Frutti’ fra Little Richards katalog.

Pat Boone (fyha, nævn aldrig hans navn) var så ufarlig, tandløs og ligegyldig, så det hvide pladekøbende og radiolyttende publikum labbede ham i sig, hvorfor han i følge Billboard ligger lige bag Elvis – Presley var sågar opvarmning for Boone tidligt i sin karriere – som den ‘kunstner’ med flest hitlisteplaceringer sidst i halvtredserne – 38 top-40 hits ialt!

Det eneste sted Pat Boone (fyha, nævn aldrig hans navn) er sort, er i sin politiske overbevisning. Han var ligeså langt fremme i promoveringen af konspirationsteorierne omkring Barack Obamas fødested, ‘the birther movement’, som Trump, og ved et guvernørvalg i Kentucky, støttede han den republikanske kandidat gennem udtalelser om, at ved at støtte den demokratiske kandidat, så ville man støtte ‘enhver homosexuel mærkesag’ – sjovt kommende fra en der har skabt en pæn del af formuen på ryggen af den aldeles homosexuelle Little Richard…

Hvor Pat Boone ‘lånte’ – og løb med alle gysserne – så kombinerede Little Richard gospel og boogie woogie i sit pianospil og var med det en af hovedarkitekterne bag rock & roll, ligesom han er alle sceneoptrædenders moder – uden ham ingen Jagger, Mercury eller Johnny Rotten.

Men tag ikke mit ord for det. Lyt til hver deres udgave af ‘Tutti Frutti’. Hvilken en tænder noget hos dig? Jeg er ikke i tvivl…