Hvorfor gjorde de irakiske oprørere mod Besættelsen sig aldrig fortjent til betegnelsen “modstandsbevægelse”?

Af Flemming Chr. Nielsen

Mens vi med rette fejrer 75-året for Befrielsen og med samme ret forbander besættelsesmagten, kommer en upassende tanke alligevel snigende. Man prøver at jage den væk, men den lader sig ikke sådan afvise.

Hvordan var det nemlig dengang, vi selv agerede besættelsesmagt? Lad os sige i Irak. Også dér var der vel modige mennesker, som ikke var tilhængere af Saddam Hussein, men som alligevel reagerede i deres retmæssige vrede over, at en fremmed magt uden skrupler besatte deres fædreland. Vore medier og politikere definerede dem omgående som terrorister, men var de alle sammen det? Var terrorismen, ISIS osv. ikke noget, der i Irak groede frem senere? Hvorfor gjorde de irakiske oprørere mod Besættelsen sig aldrig fortjent til betegnelsen “modstandsbevægelse”? Godt nok kunne vi se lidt af det, der foregik i Abu Ghraib-fængslet (der blev lindet en anelse på porten ind til det Helvede, vi selv havde arrangeret). Vi kunne også bemærke, hvordan døre til helt private hjem ustandselig blev sparket ind af besættelsestropperne og selv unge knægte ført bort. Vi kunne observere, hvordan mænd i håndjern blev gennet ind i skarpt bevogtede køretøjer, mens de gentog: “Jeg sværger, vi har ingen masseødelæggelsesvåben” (af en eller anden grund har jeg aldrig glemt dem – jeg aner ikke, hvad der blev af dem. Mange af deres koner og børn stod i baggrunden og kiggede til, mens besættelsesmagten førte deres mænd og fædre bort).

Men hvad var vores reaktion på alt det og meget mere, når medierne diskede op med udvalgte billeder, filmklip og kølige udsagn fra besættelsesmagtens ulasteligt klædte chefer? Man kan ikke rigtig gøre sig fri af det påtrængende ekko fra alt for mange medie- og politikerstemmer (og fra befolknings-flertallets refræn), der talte om “de forbandede irakere,” “de satans muslimer,” “de helvedes terrorister.”

Det er som at kigge ind i en parallelverden, hvor vi ikke hylder en modstandsbevægelse, men en besættelsesmagt. Lige så energisk. Måske også mange gange lige så ureflekteret. Som om vi aldrig helt ved, hvor vi skal stille os. På modstandens side eller på besættelsens?

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.