Af Lars Kjær

Om han faldt eller sprang er egentlig sagen uvedkommende, men 15 etager længere nede fandt han den evige frihed. Fra et vanskeligt liv og de psykiske lidelser, som fuldstændig forkrøblede de sidste 5-6 år af hans liv.

Nok ikke helt den frihed ordsmeden Edward Howard havde i tankerne, da han skrev ord til Donny Hathaways musik og de forenede sig i sangen ‘Someday We’ll All Be Free’.

Paradoksalt nok, set i lyset af den mytiske og ikoniske status sangen har taget siden sin udgivelse i 1973, blev den dårligt bemærket da den nærmest blev sneget ud som b-side til singlen ‘Love, Love, Love’, men grundet tekstens budskab og sangens gospelovertoner, voksede den sig stor som hymne for 70’ernes sorte borgerrettighedbevægelse, en status filminstruktøren Spike Lee cementerede ved sin brug af sangen som udgang på sit portræt af Malcolm X.

Men måske mest af alt, er det nok Alicia Keys’ fuldstændigt nedtonede og ind til benet udgave hun sang til støttekoncerten ‘A Tribute To Heroes’ i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001, som har givet ‘Someday We’ll All Be Free’ opløftende vinger i folks bevisthed. Det er i den slags kriser, at mennesker vender sig mod musik for at søge trøst og støtte, ganske som vi oplever i disse tider med fællessang og hvorfor ‘Someday We’ll All Be Free’ naturligvis også er det perfekte Corona Soul nummer her den 4. maj.

Alt dette er Edward Howard sig vel bevist – og taknemmelig over at folk finder sangens ord brugbar til alle disse vidtløftige formål – men selv forklarer han, at den blev skrevet med blikket og tanken stift rettet mod sin ven Donny Hathaway, i bekymring over de indre stridigheder der i stigende omfang overtog Donnys sind.

Hathaway var ellers en gudsbenådet musiker, arrangør og sanger, som – på trods af at den musikalske skat han efterlod ved sin død, blot tæller tre studealbum, en live-lp, et soundtrack og en duetplade med Roberta Flack, (der udkom en mere i 1980, som rummer nogle af hans sidste optagelser), og at det meste af det blev indspillet over en kort, intensiv tre-årsperiode fra 1970-1973 – har kastet umådeligt lange skygger i klasse med ikoner som James Brown, Al Green, Stevie Wonder og Marvin Gayes langt større produktion og kataloger.

Det er hos Donny Hathaway enhver våd-bag-ørerne soulsanger begynder. Altså, selv Stevie lagde sin sangstil om, da han hørte Donnys første plade, ligesom han opkøbte et stort antal eksemplarer og forærede den til Gud og hvermand i sin omgangskreds.

Men Donny Hathaway tvivlede hele tiden på sig selv, hvilket naturligvis gjorde ham til en ulidelig perfektionist, og til hvad vi kalder et ‘svært sind’. Produceren Arif Mardin har beskrevet hvor overkritisk Donny Hathaway var af sin egen stemme og at det var kommet så langt, at han seriøst overvejede ikke længere at synge, men kun spille piano på sine udgivelser. Samtidig kunne han blive fuldstændig besat af musikalske detaljer, som ingen andre forstod og som Donny ikke kunne forklare, hvorfor indspilninger ofte gik helt og aldeles i stå.

Diagnosen paranoid skizofreni kan nok forklare meget af dette ‘svære sind’ og hvad der førte til hans alt for tidlige død hin aften i New York i januar 1979, men samtidig var det lige nøjagtigt det Edward Howard skrev ‘Someday We’ll All Be Free’ til at blive en forløsning af.

Sådan var håbet i hvert fald, at ordene ville være en trøst for hans ven og samarbejdspartner. Howard håbede at Hathaway på et tidspunkt kunne blive befriet fra alt hvad han gennemgik og at teksten ville være til opmuntring for ham.

Opmuntring eller ej, så lagde Donny Hathaway hele sin sjæl i indsyngningen og at sangen havde indvirkning, fortæller Hathaways hustru Eulalah. Efter at have lyttet til det endelig mix af ‘Someday We’ll All Be Free’, blev Hathaway siddende tilbage, grædende i studiet.

Get yourself in gear, keep your stride/Never mind your fears/Brighter days will soon be here…