Af Peer Aagaard

Det er mandag, så Voxmeter har netop offentliggjort endnu en meningsmåling.

Det kan ikke understreges nok, at målinger i bedste fald kun udtrykker en trend, og at der altid er en statistisk usikkerhed ved tallene. Når det er sagt, har vi i de sidste mange uger set de samme tendenser gå igen, og i denne opinionsundersøgelse får trenden fatale følger for hele tre partier:

Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet ryger alle ud af Folketinget ifølge denne måling.

Ser man nærmere på tallene, hvor resultatet fra Folketingsvalget står i parentes, er der større eller mindre tilbageskridt for alle partier på nær Socialdemokratiet og Enhedslisten, hvis fremgang på 0,2 procentpoint er så mikroskopisk, at den er statisk uden betydning.

Det er Socialdemokratiets fremgang der i mod ikke. Partiet tordner fortsat fremad og scorer nu opbakning fra 35,6% af vælgerne.

Styrkeforholdet mellem blokkene er i dag 109 mandater til den såkaldt røde blok og blot 66 til de borgerlige.

For oppositionsleder Jakob Ellemann-Jensen er denne måling et beskæmmende resultat. Ikke alene står hans blok til et massivt nederlag. Hans eget parti, Venstre, tegner sig også for den største tilbagegang blandt de borgerlige partier: Blot 20,9% ville stemme Venstre, hvis der var valg i dag – en tilbagegang på 2,5 procentpoint siden valget.

Hvad angår Dansk Folkeparti ligger partiet solidt forankret i muddergrøften og kan ikke finde vej op af den i en tid, hvor ingen gider høre på xenofobisk pladder og hovedet-under-armen udmeldinger fra parlamentarikere, hvis hjernemasse tilsyneladende består af hytteost. Kun 7,2% ville stemme DF, hvis der var valg i dag.

Vi er i disse uger ikke bare ofre for en verdensomspændende pandemi. Vi er også vidner til intet mindre end et paradigmeskifte i dansk politik, og her taler jeg om et ægte af slagsen og ikke bare en serie uhyrlige udlændinge-stramninger, som de borgerlige stod for under deres sidste regeringsperiode.

Ser vi på de borgerliges deltagelse i den politiske debat over de seneste uger, står det efterhånden klart, at deres gamle slagnumre ikke længere formår at tiltrække positiv opmærksomhed. Under Corona-krisen har DF fortsat ævlet om lukkede grænser og muslimer som årsag til alt ondt, mens V og K har krævet, at de rigeste og private firmaer, der ikke betaler skat skal have gavn af støttepakkerne. Det er ikke budskaber, som det store flertal af danskerne gider høre på i en tid, hvor solidaritet mellem alle borgere er blevet et nøglebegreb, og hvor opbakningen til personalet i sundheds- og plejesektoren er enorm, ja, næsten unison.

Danmarks borgerlige har intet på hylderne, som kommer i nærheden af at samle et flertal af befolkningen, og ingen af de borgerlige partiledere evner at bryde den nedadgående spiral, de befinder sig i.

At opbakningen til et lands leder stiger under alvorlige kriser er velkendt, men for Mette Frederiksen er effekten af krisen bemærkelsesværdig stor. Hendes udfordring bliver naturligvis at fastholde sit fremspring, efterhånden som samfundet normaliseres. Om hun får held med det, afhænger ikke kun af hendes egen dygtighed, men i høj grad også af, hvor længe de borgerlige forbliver marginaliserede. Jo længere tid et parti befinder sig i en svækket position, jo sværere bliver det at komme ud af den.

Vi afventer nu blot de lange knives nat blandt de borgerlige: hvornår bryder der et oprør ud i DF mod Kristian Thulesen Dahl, og hvor længe går der, før det igen begynder at rumle i Venstre på grund af intern utilfredshed? Standby for spændende tider i dansk politik. Det skal nok blive underholdende.