Ingen synger en ballade som Luther…

Af Lars Kjær

Ingen synger en ballade som Luther…

En sætning jeg af og til stadig hører for, selvom det snart er 30 år siden jeg sagde den.

Det gjorde jeg på spottet i forbindelse med Luther Vandross’ koncert i Falkonér Teatret tilbage i 1993, hvor vi var mediepartnere.

Luther voksede op med en særlig forkærlighed for pigegrupper som The Shirelles, og hvis moderen troede at et drag prygl var den hårdeste straf hun kunne tildele sin søn, så skulle hun bare forbyde ham at se The Supremes på Ed Sullivan’s tv-show…

Inspirationen kom fra den noget ældre søster Patrice, der ofte indøvede sange med sin gruppe i hjemmets stuer.

Den unge Luther Vandross forsøgte selv igen og igen – som regel sammen med kammeraten Fonzi Thornton, senere sanger hos Chic og mange andre – at lave den ene gruppe efter den anden. Musik var hvad knægten ville og chancen kom, da han fik til opgave at synge backing og arrangere kor på David Bowie’s ‘soul plade’ ‘Young Americans’ fra 1975.

Det åbnede døren til en karriere som korsanger studierotte. Snart sang han på plader med Chaka Khan, Carly Simon, Ringo Star, Bette Midler og Barbra Streisand. Ikke mindst så åbnede det døren til en særdeles lukrativ karriere som reklamesanger på jingles for alle de store amerikanske firmaer, indtjening han brugte på at lave demoer sammen med en ny ven han havde mødt i indspilningsstudierne, bassisten Marcus Miller.

Men før vi når så langt, så havde han haft sin egen gruppe Luther, der udgav 2 lp’er, plader Luther hadede til sin dødsdag og opkøbte rettighederne til, så de stadig ikke er genudgivet på cd eller er tilgængelige på digitale tjenester, pånær enkelte numre – for øvrigt helt uden grund. Det er glimrende plader.

Korsangertjansen betød også at han sang hos Chic på numre som ‘Dance, Dance, Dance (Yowsah, Yowsah, Yowsah)’ og ‘Le Freak’, men da han fik tilbudet om at synge for på numre med den euro-amerikanske gruppe Change, krævede han at blive krediteret som forsanger, hvilket bringer os tilbage til demo-indspilningen med Marcus Miller. Det blev til to numre: ‘Sugar And Spice’, som Luther selv mente var hittet, og ‘Never Too Much’, som pladeselskabet heldigvis var kløgtige nok at vælge som single. Den blev hans første nummer et af en lang række.

I forbindelse med koncerten i 1993, var der for øvrigt stor interresse for at komme til at interviewe mesteren. Især Philip Lundsgaard plagede og plagede for at få opgaven, hvilket han også fik. Jeg vidste at Luther virkelig var en af Flunses favoritter og at han var den eneste af os, der matchede Vandross i velklædthed.

Historien er så, at midt under interviewet udbryder Luther: ‘Du har de smukkeste øjne’.

En noget befippet Flunse, i forvejen lidt nervøs over mødet med idolet, fremstammer: ‘Jeg er vild med dit slips’…

Og ja, ingen synger en ballade som Luther, men ‘Never Too Much’ er stadig en topfavorit, der sætter ethvert dansegulv i gang.

Luther mistede vi for 15 år siden, blot 54 år gammel.