Hurra for Hendes Majestæt Dronningen

Af Lars Kjær

I dag skal vi hylde en anden dronning, nej ikke The Queen Of Soul, Aretha Franklin. Eller The Queen Of Hip Hop Soul, Mary J. Blige, men derimod The Queen Of Funk, eller som jeg vil kalde hende; The Queen Of Wailing.

Hun er født Yvette Marie Stevens, men bærer i dag det fulde navn Chaka Adunne Aduffe Yemoja Hodarhi Karifi Khan, det meste af det kommer fra den nigerianske stamme Yoruba, mens Khan er fra det ultrakorte ægteskab hun indgik som 17-årig med Hassan Khan i 1970. Den korte version kender vi alle fra Grandmaster Melle Mels rap på hendes verdenshit ‘I Feel For You’ fra 1984 – Chak-Chak-Chak-Chaka Khan.

Folk med hang til funk i den rockede ende havde allerede bemærket Chaka som den lille energibombe i bandet Rufus, hvor hun havde afløst Paulette McWilliams som angerinde.

Gruppen blev af Ike Turner – ja, ham som nærmest opfandt rock ‘n’ roll, men er langt mere kendt for at tæve sin kone Tina – hevet fra barndomsbyen Chicago til Los Angeles. Et debutalbum blev udsendt uden noget større væsen, men igen var det Stevie Wonder, som for så mange andre kunstnere, der var redningsmand med en god sang. ‘Tell Me Something Good’ blev gruppens gennembrud og nåede en tredje plads på Hot 100 og en Grammy.

Flere hits fulgte og gruppen blev kendt som et stort livenavn, med større og større fokus på den store, nærmest grædende sang der kom ud af Chakas lille krop. Hun er mester i det vi kalder ‘wailing’ og som har gjort hende til den uden sidestykke største inspiration for næsten alle de danske 80’er sangerinder du elsker. Tænk Sanne, Hanne, Lis, etc.

Snart blev det til Rufus featuring Chaka Khan og Rufus & Chaka Khan og det logiske næste skridt var en solokarriere.

Kontrakten med Warner Brothers kom på plads og de bad hende om at lytte plader igennem hun kunne lide, for at finde en passende producer. Naturligvis var hun vild med Aretha og da hun faldt godt i tråd med hendes producer Arif Mardin, var endnu et solidt partnerskab skabt.

Arif var selv musiker og i modsætning til mange andre producere, betragtede han sangen som endnu et instrument i orkestret, hvorfor den ofte ligger lavere i mixet i hans produktioner.

Til solodebuten ‘Chaka’ fra 1978 var det især Nickolas Ashford og Valerie Simpsons ‘Im Every Woman’ der trak læsset, en sang der faktisk havde voldt det succesrige sangskriverpar en del problemer, primært fordi det var Nik Ashford som var tekstforfatteren og det at skulle påtage sig en kvindes rolle, ikke havde været nemt.

‘I’m Every Woman’ kender du fint, så her får du fuld wailing på ‘Love Has Fallen On Me’ skrevet af den sjove kombination af Mr. Musical Andrew Lloyd Weber og Charles Stepney, der naturligvis har lavet det mesterlige arrangement.

Det der med Chak-Chak-Chak-Chaka Khan har hun forøvrigt altid har hadet. For det første fordi hun ikke brød sig om at høre sit navn sådan udbassuneret og for det andet, fordi det har fulgt hende lige siden, så der stadig kommer folk op til hende og tror de er sindsygt originale og sjove, når de siger ‘Chak-Chak-Chak-Chaka Khan’ til hende, mens hun bare tænker ‘Really’…