Teddy Pendergrass blandt gispende kvinder

Af Lars Kjær

Da jeg jo er travlt optaget af at lægge puslespil og se italienske serier, og da der har været et ønske på noget om trommeslageren fra Harold Melvin & The Blue Notes, der blev en mindst lige så stor solokunstner selv, så har jeg redigeret lidt i et opslag fra 2014 i min gamle serie #godnatsoul.

Når ens første single hedder ‘Angel With Muddy Feet’, så kan det næsten kun gå galt, men det gjorde det på ingen måde for Teddy Pendergrass – i hvert fald i første omgang.

Oprindelig var han trommeslager for forskellige orkestre i Philadelphia. Således også i Harold Melvin & The Blue Notes indtil musiksnedkeren og superproduceren Kenny Gamble hørte Teddys hæse baryton, og fra det øjeblik stod han i forreste række.

Til stor fortrydelse for ikke mindst Harold Melvin, var det nemlig nu Teddy der sang for på alle gruppens helt store hits og også til stor fortrydelse for Teddy, så troede folk hele tiden at han var Harold, da det nu var ham der sang for. Til gengæld stak Harold Melvin alle pengene i egen lomme, så det måtte jo ende galt.

Teddy gik solo i 1977 og scorede som den første sorte kunstner nogensinde fem millionsælgende album i træk. Harold Melvin og de øvrige Blue Notes røg derimod bare længere og længere ned i kælderen, for at opløses endeligt først i firserne.

Fra slutningen af 1977 og små fem år frem, var Teddy den helt store ‘luverman’ i liga vel kun med Marvin Gaye og Barry White. Hans succes var så voldsom – og først og fremmest blandt det kvindelige køn – at han var den første der alene optrådte for kun kvindelige publikummer og længe før Backstreet Boys og Nsync, så væltede det op på scenen med teddybamser – hvilket jo egentlig også giver langt bedre mening i Teddy’s tilfælde, end de andre.

Den 18. marts 1982 gik det dog helt galt. På vej hjem fra byen i sin store, hvide Rolls Royce Silver Spirit, mistede han herredømmet og havnede på den anden side af vejen i et par vejtræer. Det tog næsten to timer at få skåret Teddy og hans medpassager, Tenika Watson, fri af bilvraget. Og dommen blev for Teddy, en livslang lammelse fra livet og ned.

Sagen blev ikke gjort mindre speget af, at Tenika var født John før hun fik sin kønsskifteoperation, at hun arbejdede som nøgenmodel og havde en blakket historie som prostitueret, så nu løb rygterne amok med alle mulige ubegrundede påstande om et forhold mellem de to og at det var Tenika som kørte bilen. Smædekampagnen blev så voldsom, at Tenika blev nødt til at forlade Philadelphia i en årrække.

Der udkom stadig plader med Teddy efter ulykken. I første omgang med halvkvædet materiale fra lageret hos Philadelphia International, som af samme grund ikke opnåede imponerende salgstal.

Senere skulle det vise sig svært for Teddy at få en ny pladekontrakt, men da han fandt et nyt hjem hos Asylum fra 1984, så var han med til at give en, da endnu ukendt Whitney Houston, sin første smag af succes med duetten ‘Hold Me’.

I 1985 optrådte Teddy for første gang igen på en scene, da han deltog i Philadelphia-delen af Live Aid-koncerten.

I 2006 trak han sig tilbage fra musikbranchen og døde i 2010 kun 59 år gammel, grundet komplikationer efter tarmkræft.

I disse dage, hvor man godt kunne fristes til bare at slukke lyset og gå i seng en måneds tid, bliver det ikke mere corona soulet end ‘Turn Off The Lights’ og endnu mere perfekt, skulle der være en anden på flugt med dig i den der seng.

Her er det Teddy Pendergrass helt på toppen, live blandt gispende kvinder, kort før ulykke og alt mulig andet.