Anmeldelse af ‘Klinte’

Af Flemming Chr. Nielsen

I aften har jeg med uhæmmet fryd læst Arne Herløv Petersens ny roman “Klinte.” Som en slags pendant til “Hvede,” der med Morten Nielsen som hovedskikkelse fortalte om Vild Hvede-digterne, kommer “Klinte” tæt på 1920ernes generation med Tom Kristensen som den samlende figur (og hvis du tror, Tom Kristensen er en racerkører, er der ingen grund til at læse videre).

Men jeg ved ikke rigtig, om det er en roman. Snarere er “Klinte” den mest sprælske litteraturhistorie, som tænkes kan. Vilhelm Andersen og Billeskov-Jansen ville være faldet døde om, hvis de havde kunnet læse den. Vi hører om dem alle sammen: psykopaten William Waagner (og psykopat var han virkelig), fløjlsagitatoren Broby-Johansen, den grimme og kvindemagnetiske Jens August Schade, Otto Gelsted (der på mig altid – og sikkert med urette – har virket så duksepæn og blodfattig), renegaten Emil Bønnelycke og alle de nu glemte, der engang blev hyldet som litterære genier.

Men først og fremmest om den unge Tom Kristensen. Og bogen er et nært og varmt portræt af, hvordan han både går i Hundene og i Helvede. Selv om man godt vidste det, sidder man faktisk og gisper. Han skriver fremragende, ham Arne Herløv.

Jeg blev færdig med bogen for en halv time siden. Nu har jeg bare lyst til straks at rode i mine magre reoler. Der må da være et par bøger af Tom Kristensen, nogle digte af Schade, et revolutionært essay af Broby-Johansen og i hvert fald en børnebog af Otto Gelsted. Af Bønnelycke har jeg derimod ingenting og godt det samme. Han endte som en kedelig moralist. I “Klinte” er der et underfundigt og morsomt lille afsnit om, hvordan moralisten går og roder i antikvarernes bogkasser for at se, hvad de takserer hans ungdoms bøger til. Med og uden dedikation!