JEG KAN IKKE FÅ LUFT!

Af Michael Mathiesen


Og det skyldes ikke at jeg har fået COVID-19, men at jeg lige har oplevet et af de mest uansvarlige øjeblikke i mit liv!
Danmark, og for den sags skyld store dele af den vestlige Verden, oplever nu en massepsykose, med direkte kurs mod et kollektivt (økonomisk) selvmord.
Det virker som om vore politikkere IKKE har fattet hvilken alvorlig situation vort samfund står i, men tror vi bare kan udskrive hjælpepakker, og så i øvrigt tage os god tid til at skabe mange hundredetusinde nye arbejdspladser, som erstatning for dem som p.t. forsvinder.
Vågn op, den strategi er der ingen lande som har råd til. Ja det skulle da lige være Kina, men deres værktøjer passer vist ikke rigtig til vore grundlæggende værdier!
Statsministerens netop afholdte pressemøde var præget af total mangel på forståelse for at vi SKAL have gang i vort samfund og industri igen, NU.
Når man lancerer en “genåbning af Danmark”, hvor de mest konkrete tiltag er “at pædagogerne skal væske børnenes legetøj 2 gange om dagen”, men ellers bibeholder lukning af grænserne (-men dog vil tænke over hvorledes vi kan lave ordninger for udenlandsk arbejdskraft der pendler til Danmark) og så i øvrigt se på hvorledes vi kan lave flere hjælpepakker, så har man ikke forstået situationens alvor.
At lade en hel branche som hotel og restauration dø, fordi vi ikke har format nok til at se hvorledes man f.eks. i Sverige holder den i live med simple regler om ikke at sidde tæt, et topmål af arrogance.
For nogle uger siden var jeg stolt over at vi, med vor Statsminister i spidsen, besluttede en række tiltag for at vinde tid til at sundhedssektoren kunne være klar til den kommende Corona virus, som man vist ikke rigtig havde taget alvorlig inden. Det er min klare opfattelse at den danske befolkning stod bag denne beslutning, og de store omkostninger nogle ugers reduceret aktivitetsniveau ville koste. Men jeg er sikker på at INGEN, ved deres fulde fem, ville være parat til at sætte hele vor økonomi, incl. tusindvis af operationer, børn og unges uddannelser og tusindvis af firmaer og arbejdspladser, over styr!
Vi kan IKKE acceptere dette. Vi bliver nød til at træde i karakter og starte vor COME BACK-PLAN op tirsdag d. 14. april. Jeg håber virkelig at mange af os vil bruge Påsken til at vise at vi ikke giver op, men er i gang med at fighte os tilbage. Og så håber jeg vi kan få en OPPOSITION og PRESSE som vil tage ANSVAR medvirke til vort COME BACK.