Det lille håb brænder som en spinkel flamme

Af Peer Aagaard

For denne langtidsoverlever fra den gang AIDS hærgede kan den nuværende situation ikke undgå at give anledning til eftertanke.

Ligesom resten af verden befinder USA sig nu i en krisetilstand, hvilket selv ikke idioten i Det Hvide Hus kan benægte. Men da hiv og aids begyndte sin hærgen i firserne sad den daværende republikanske præsident Reagan på sine hænder og gjorde absolut intet.

Årsagen til datidens passivitet var fuldkommen indlysende og blev endda ved flere lejligheder italesat meget klart af præsidenten selv og hans parti: Herregud, det var jo kun bøsser, det primært gik ud over. Tilmed var virussen forbundet med noget så unævneligt som sex, så det ønskede Reagan ikke at blive associeret med.

Først flere år inde i krisen tog Ronald Reagan sygdommens navn i sin mund, men det lykkedes ham faktisk at gøre stort set intet for at bremse epidemien i løbet af hele sit præsidentskab. Da han endelig gik af i 1989, var 89.343 amerikanere døde af aids, og aktivismen, vreden, desperationen, men også den indbyrdes solidaritet i bøsse-miljøet havde nået højder, som ingen havde troet muligt.

Der var heller ikke den store interesse i at forske i medicin mod hiv og aids. Flere medicinalfirmaer puslede med diverse former for medicin, men godkendelsesprocessen var uendelig lang, og tusinder døde mens de ventede på adgang til nogle piller, der i øvrigt skulle vise sig kun at yde en yderst beskeden modstand mod sygdommen. Til gengæld var pillernes bivirkninger så voldsomme, at mange valgte dem fra, når de endelig fik adgang til dem.

Det er svært at lade være med at tænke på, hvordan verden ville have reageret, hvis COVID19 også var en sygdom, som i epidemiens start primært var begrænset til en afgrænset gruppe af homoseksuelle. For Trump’s vedkommende er jeg ikke i tvivl: Ligesom danske medier i firserne omtalte hiv som “bøssepesten” og dermed medvirkede til den bølge af stigmatisering og had, der hurtigt blev rettet mod homoseksuelle, ville Trump i dag ikke tøve med at omtale Corona som “The Gay Virus”, hvis han havde mulighed for det. Det gale menneske insisterer som bekendt stadig på at kalde COVID19 “den kinesiske virus”. At finde syndebukke i en krise er for mange vigtigere end at bidrage til problemets løsning.

Så hvordan havde verden set ud i dag, hvis COVID19’s udbredelse stort set kun omfattede homoseksuelle? Man behøver blot se til lande som Polen, Ungarn, Rusland og store dele af Mellemøsten, Amerika, Asien og Afrika for at kende svaret: Antipatien mod homoerne ville være vokset til en eksplosion af had. Godt nok har LGBTQ-bevægelsen opnået enorme fremskridt i de seneste årtier, men det er skrøbelige blomster, som let visner og dør, hvis ikke de bliver vandet og plejet.

Derfor tillader jeg mig at drage et lille lettelsens suk på verdenssamfundets vegne over, at COVID19 er en virus, der fra starten rammer bredt. Når alle er i samme båd, øges chancerne for, at kloden kommer hurtigere igennem krisen betydeligt. Vi, der oplevede vores unge venner og kærester dø som fluer i firserne og halvfemserne, mens vi selv kæmpede for vores overlevelse, lærte på den hårde måde vigtigheden af og det smukke i at stå sammen i svære tider. Nu lærer hele verden den samme lektie: Ingen sygdom skelner mellem hudfarve, religion eller seksualitet. Derfor bør vi mennesker heller ikke gøre det, uanset hvilken situation vi end befinder os i.

Hvis COVID19 fører til større solidaritet på tværs af de mange skel og grænser, som alt for mange ønsker at drage imellem os, er meget vundet for eftertiden. Det lille håb brænder som en spinkel flamme indeni mig i dag. Jeg beder til, at den ikke slukkes.