Vi har den bedste politik

Af Juma Nellemann Kruse

Jeg har ikke ord for, hvor skuffet jeg er over Uffe Elbæk. Måske skulle man have set det komme, jeg ved det ikke. I ”Uffe mod magten” står der fx ”Jeg skal være så meget rebel i næste periode, at jeg bliver smidt ud af gruppen. Ud af folketinget. Bare kaste en håndgranat midt i hele lortet”.

Jeg har dog virkelig svært ved at fatte hele situationen. Hvorfor siger han i december, at han håber, der kommer et felt af kandidater, når han faktisk ikke mener det, og i virkeligheden bare ønsker Rasmus N. som ny politisk leder? Måske var han ligeglad, måske vidste han, at hvis han ikke fik sin vilje, ville han kaste en granat ind i det hele, så det eksploderede.

Hvorfor taler han (og andre) ikke kraftigt imod en vedtægtsændring, når han i virkeligheden ikke er interesseret i en kandidat til lederposten udenfor folketingsgruppen? Måske ville han bare bevare den demokratiske facade, måske var han ligeglad. Måske vidste han, at hvis han ikke fik sin vilje, ville kaste en granat ind i det hele, så det eksploderede.

Hvorfor sagde han og Rasmus N. (og andre) ikke, at hvis Josephine Fock blev valgt, så forlader de folketingsgruppen. Det havde selvsagt givet et rabalder, og havde ikke set kønt ud. Men så havde vi sluppet for deres demokratiske hykleri. Men måske var Uffe ligeglad. Måske vidste han, at hvis han ikke fik sin vilje, ville han kaste en granat ind i det hele, så det eksploderede.

Uffe og co. har haft så mange muligheder for at trække i håndbremsen, hvis de ikke ønskede at tabe kontrollen. De kunne først og fremmest have talt imod vedtægtsændringerne. Det ville have været et legitimt synspunkt. Men det gjorde de ikke.

Uffe har haft så magen muligheder for trække i håndbremsen. Så kom valget til politisk leder. Og til hans og Rasmus N. store forfærdelse – var det den forkerte, der blev valgt i det uhyre åbne og demokratiske valg.
Og hvad gør man så, når man ikke har fået sin vilje? Man kaster en håndgranat, og håber at det hele eksploderer. Skider hul i værdier, debatregler, samtalemanifest og medlemsdemokrati, og viser sig som en hykler, der – når det kom til stykket og blev svært – ikke gav en skid for alle de flotte ord, når det kom til stykket.

Nu håber jeg på, at vi kan starte på en frisk, selvom det bliver på et noget usædvanligt grundlag.

Hvis Josephine Fock og andre gode alternativister igen får lov til at tale politik, så skal det nok gå det hele.

Vi har nemlig den bedste politik på tinget.