Dagen derpå

Troels Christian Jakobsen skriver på Facebook:

Der er blevet valgt ny politisk leder af Alternativet.

Det allervigtigste — den helt store historie — i dette valg, er at det var et åbent demokratisk valg.
Ikke et af den slags valg, hvor en partitop har klappet handlerne af, og medlemmerne ikke har så meget valg.
Eller et af den slags valg, hvor det er et bitter kampvalg mellem to stridende fraktioner.

For uanset hvor meget kommentatorer, pressen eller enkelte små grupperinger i partiet gerne vil presse fløjkrigs-vinklen nedover dette valg af ny politisk leder, så ved jeg fra første hånd — fra snakke med en del medlemmer og følge medlemmernes debat på sociale medier — at det ikke var udtryk for en fløjkrig.

Langt de fleste har uhildet og samvittighedsfuldt forsøgt at træffe et oplyst valg. Der er selvfølgelig fløje i partiet. Og jeg har mødt medlemmer fra samme fløj, der har stemt på Rasmus Nordqvist, Josephine Fock eller Theresa Scavenius. Deres grunde har været deres egne, og ikke bestemt af en fløj-loyalitet eller gruppepres eller bobbel-tænkning.

En anden glædelig mini-historie er, at en relativt ukendt kandidat som Sascha Faxe, fik et ret pænt stemmetal i første runde. Det glæder mig især fordi, det viser at medlemmerne er klar til at lytte, hvis en kandidat præsenterer sig godt — som hun gjorde — og ikke kun tænke i kendthed eller andre kedelige normer.

Er du et af de medlemmer, som brændende ønskede dig en af de kandidater, som ikke blev valgt — og som nu måske endda føler at Alternativet ikke er dit parti længere — så gør som jeg og mange andre, der før har oplevet den slags skuffelse: Meld dig endnu mere ind i partiet og bevægelsen.

For selvom den politiske leder selvfølgelig er vigtig, så er det helt forfejlet og helt ude af trit med Alternativets værdier og grundlæggende forståelse af verden, at tilskrive et menneske så stor betydning og tillægge det så stor magt, at det ene menneske skal afgøre om du tager del i Alternativet.

I pressen blev vi ofte kaldt Uffes parti, selvom selvsamme Uffe igen og igen fortalte alle, der gad lytte, at vi er en bevægelse, hvor alle kan tage ejerskab, hvor alle kan tage deres demokratiske autoritet på sig.

Nu har vi valgt Josefine Fock som politisk leder, der betoner vigtigheden af at komme endnu længere med at realiserer visionen om, at flere kan tage del i magten — og som lyder til at forstå, det i partiet handler om at skabe den organisatoriske ramme, der gør det mere muligt.

Der er så mange muligheder for at tage del, hvis vi dropper den ensidige fokusering på Christiansborg og magtens top.

Så meld dig mere ind.