Øgledage

Arne Herløv Petersen skriver på Facebook

Uddrag af “Øgledage” af Leif Panduro, som jeg læste med stor og frydefuld glæde, da den udkom i 1961, og stadig anser for et af periodens hovedværker:

Pluto, gamle fortidshængsel, fængsel, længsel. Jeg må ud lidt og forlader bygningen.
Udenfor i frisk natteluft.
Om cigaretterne skrev manden at de lyste som sankthansorme i natten. Åh han har så prægtige metaforer. Og det er jo kunst.
Stakittet med spyd.
Goya malede disse mennesker, spigrede på splintrede træer.
Jeg kunne aldrig finde på den slags.
Ikke mod noget menneske, ikke engang i krig, selvom jeg kender til fortryllelsen. Jeg kan ikke engang drømme om grusomheden uden at vågne.
Kære venner med sankthansorme i jeres mund, skulle jeg kunne sætte jer op på dette gitter. Nej, nej!
Glemsomheden drejer sig i øjeblikket om en drøm.
Noget med at Pluto og jeg, men jeg kan ikke huske det. Vi var vist i havsnød.
Ja ja, hr. psykoanalytiker, mit barndoms hav og min moders båd.
Næ, jeg bivånede ingen seksualakter som barn. Kun et svagt ekko engang som en durren i huset. Ingen rædsel i den anledning, I regret.
I virkeligheden, den hinsidige, er jeg en øgle med øgletilbøjeligheder.
Ruget ud af solen i en mudderbanke.
Mens min far lurede på at spise mig.
Min mor jog ham i vandet og vandrede omkring mig mens hun i distraktion spiste et par af mine brødre.
Det var hun lidt ked af.
Over mig var flyveøgler, lydløse som overlyds-jagere. Man måtte værge sig så godt man kunne, holde sig i det høje græs indtil faren var drevet over. Gik aldrig over lysningerne i solen, men gemte sig indtil man selv gik på jagt efter øgleæg og øgleyngel.
Ja hr. psykoanalytiker, min fortid er en urskov. Ingen orden, kun uopdyrket område.
Vist så, forklaringen hviler i forklaringen.
Og nu vil jeg gerne leve i fred med min tomme vesica urinaria og ro i sindet.
Hvis ikke øglerne i mig altid skreg på mad. Det ene og det andet.
Næ, jeg har ikke mere erindringsstof til denne gang, men næste gang skal jeg drømme en prægtig drøm.