LIDT LUFTFORURENING SKAL MAN VEL HAVE…

Af Theresa Scavenius på Facebook

79 milliarder:
Det er, hvad det koster samfundet at behandle sygdomme og lidelser forårsaget af luftforurening. 4200 mennesker dør hvert år for tidligt pga. luftforurening.

Hvad vores vandforurening koster det danske samfund kan jeg ikke umiddelbart finde tal på. Heller ikke på hvor mange, der dør for tidligt pga. vandforurening. Men på verdensplan ved vi, at 844 millioner mennesker mangler adgang til rent drikkevand. Og mange millioner dør hvert år af det.

I Danmark har Danmarks Naturfredningsforening regnet ud, at det ville koste 14. kr. om dagen pr. husstand at få rent drikkevand.

Nej, de tal hænger ikke sammen, vel?

Hvordan kan det være, at vi i så relativt et velfungerende samfund som det danske betaler for eksempel kødindustrien og den industrielle landbrugsproduktion for at forurene vandet igennem landbrugsstøtten, og lader folk drikke forurenet drikkevand?
Og hvorfor lader vi folk blive syge og endda dø af luftforurening?

Det skal jeg fortælle jer: Det er fordi det samfundsøkonomisk kan betale sig.
Miljøministeriet arbejder nemlig med en rationel kalkyle, de kalder for ’optimal forurening’. Optimal forurening er en beregningsmodel, som fortæller ministeriet, hvornår det kan betale sig, at folk dør af luftforurening. Hvornår det kan betale sig at lade borgerne drikke forurenet drikkevand.

Luftforurening, vandforurening og klimaforandringer er ikke noget, der sker, fordi ingen ved, hvad de skal gøre ved det. Det sker, fordi vores offentlige sektor og politiske system bevidst arbejder med, at det kan betale sig samfundsøkonomisk. De modeller, de regner ud fra, fortæller dem simpelthen, at det er optimalt med lidt luftforurening, lidt vandforurening og lidt klimaforandringer.

Det vil altså sige, at grunden til, at mine børn skal indånde partikelforurening, når jeg cykler gennem byen med dem, er, at staten har solgt sin sjæl til neoliberalismen, der bruger statens ressourcer på at fremme de fossile og forurenende industrier. Det er derfor, at jeg skal være i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet gør noget godt for dem, når jeg giver dem et glas vand fra hanen. Og det er derfor, at de kommer til at vokse op i en usikker verden med en cocktail af klimaforandringer, politisk populisme og manglende kapacitet i de offentlige sektorer, i stedet for en grøn og bæredygtig verden fuld af gode og rige liv.

Ideen om ’optimal forurening’ og ’optimale klimaforandringer’ er essensen af konkurrencestaten. En stat, som tænker i kortsigtet økonomisk gevinst – oftest for de største kommercielle spillere – frem for et bæredygtigt samfund for os almindelige mennesker. Mit klimapolitiske projekt kan derfor opsummeres i det, jeg kalder KLIMASTATEN. En stat, en offentlig sektor, et samfund, som sætter natur, klima og mennesker over en krone mere til olieindustrien, kødindustrien og bilindustrien.

Det er sådan et land, jeg vil se mine børn vokse op i.