KULTUREL AMERIKANSK TROMPETIST OG GOURMET

Jens Sølund skriver på Facebook:

Her følger en længere anekdote om et godt eksempel på amerikansk smag.

Papa Bues band var heldig med at komme til at møde og spille med – sågar indspille med – en række store amerikanske jazzmusikere. En af dem var trompetisten og sangeren Wingy Manone som var gæst med bandet i 1966. Wingy var født år 1900 i New Orleans, hvor han som 10-årig mistede den højre arm ved en sporvognsulykke (?). Han lærte dog at spille på trompet med en arm, og han opnåede en betydelig succes – og flere hits – op gennem 20’erne, 30’erne og 40’erne – ikke mindst gennem hans showmanship og “sorte” tekster. Han optrådte blandt andre med Bing Crosby og Bob Hope.

Vi så meget frem til at møde og spille med ham, men da han ikke var kendt i Danmark, måtte vi selv “spæde lidt til”, for at spillestederne ville engagere ham sammen med bandet. Det var derfor noget af en skuffelse at modtage en sur gammel mand, der brokkede sig og brokkede sig i en uendelighed. Han kedede sig gevaldigt på sit hotel i dagtimerne, og han syntes, at de danske restauranter var rædselsfulde. Han savnede den amerikanske mad – især sea food.

Vi prøvede på alle måder at gøre ham tilfreds. Vi tog ham på sightseeing, men han syntes, at København var en dødssyg by. Han fattede ikke, at man ikke forlængst havde revet bygningerne i Nyboder, Nyhavn og Gammel Strand ned og erstattet dem med skyskrabere som i Las Vegas, hvor han selv havde boet de seneste mange år. Han kunne jo se, at vi jo allerede havde bygget et højhus – Hotel Royal ved Tivoli.. Et par af os inviterede ham med hjem til vore familier, men også det kedede ham gevaldigt.

Vi inviterede ham med på den fremragende Kroghs Fiskerestaurant, og det var en speciel oplevelse. Wingy forstod ikke spisekortet, selv om det fandtes i en engelsk udgave, så på tjenerens anbefaling bestilte vi husets rødtungefilet, som han måtte formodes at kunne spise med en hånd. Der gik ikke tre minutter, før han kaldte på tjeneren og brokkede sig over den langsomme servering. Han brokkede sig uafladeligt indtil maden var blevet serveret 10 minutter senere.

“Hvor er kaffen?” spurgte Wingy den forbløffede tjener.

“Der er selvfølgelig kaffe efter maden, Sir”, svarede tjeneren og gik væk fra bordet

Men Wingy kaldte ham tilbage og spurgte, hvor ketchuppen var.

Det var ikke pæne ord, Wingy havde at sige om Byens bedste fiskerestaurant, de vi forlod stedet…

På et tidspunkt under Wingys besøg spillede vi i “Stakladen” i Aarhus – en optræden, der blev optaget af TV. På færgen gik vi op i færgens cafeteria og stillede os op i madkøen.

“Jamen så findes der jo gode restauranter i Danmark. Her kan jeg straks få kaffe, mad og drikkevarer på én gang”…

På resten af turen spiste vi udelukkende på cafeterier.

Trods alt brokkeriet fik vi spillet noget god musik, og det endte faktisk med, at alt forandrede sig fuldstændigt en dag, hvor Wingy havde brokket sig urimeligt meget. Midt på en øde landevej bad Arne Bue pludselig chaufføren køre ind til siden og standse bussen.

“Så er det ud, Wingy. Nu har vi fundet os nok i dit evindelige brokkeri. Vi har af egen lomme været med til at betale dig, vores egen trompetist Finn Otto Hansen kan til enhver tid spille dig helt ned af scenen, hvis han ville, og vi har gjort alt muligt for, at du skulle få en god tid med os. Forsvind og find selv hjem til Las Vegas.”

Wingy blev fuldstændig paf, undskyldte ydmygt mange gange og lovede at opføre sig pænt. Det gjorde han også, og faktisk kom han tilbage allerede året efter..

Nogle gange udretter en gedigen skideballe mirakler…

På billedet ses Arne Bue med Wingy Manone.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.