Jul i Rumænien

Af Henrik Saxgren

For præcis tredive år siden fik jeg lillejuleaften tilbudt at rejse til Rumænien med Dansk Røde Kors. Revolten mod Ceaușescu var i gang og medierne meldte om tusindevis af døde. Mit problem var, at jeg året før også havde været bortrejst juleaften. Dengang arbejdede jeg på en bog om Den Gamle By i Øst-Jerusalem og havde med stor patos og overbevisning forklaret min familie, at jeg nødvendigvis måtte tilbringe julen i Palæstina.
Så juleaften i 1988 spiste jeg julemiddag på American Colony Hotel med Anne Wivel og Lasse Ellegaard, hvorefter vi kørte til midnatsmesse i det mennesketomme og mørkelagte Betlehem.
Det var en stor oplevelse for mig og en ikke-så-god oplevelse for min familie.
Så det var ikke mit stolteste øjeblik, da jeg i 1989 igen valgte familien fra for at rejse til Rumænien.

Da jeg lillejuleaften kom til grænseovergangen mellem Ungarn og Rumænien, undrede det mig, at der ikke var opstillet samarittertelte på den ungarske side. Medierne havde jo talt om tusindvis af døde, men der var ingen ofre at se. Da vi kørte ind i Rumænien – til byen Arad – oplevede vi det samme: Et forbavsende fravær af ofre …

Juleaften tilbragte jeg med en meget ung Jan Grarup, der dagen forinden havde ramt Ekstra Bladets forside med billeder fra massegraven i Timisoara (der dog senere viste sig at være et falsum).
Grarup havde været i god tro og gav fasan og Champagne.

Den 25. december gjorde oprørerne kort proces og henrettede Ceaușescu og hans kone.
Situationen i landet var stadig meget anspændt, men vi fornemmede dog, at rygterne om tusindevis af døde og 100.000 Securitate soldater i Kapaterbjergene var stærkt overdrevne. Så vi var en mindre gruppe danske fotografer, der valgte at tage chancen og køre tværs igennem Rumænien til Bucarest – en tur på mere end 500 km.

Da vi var ca. halvvejs kom vi igennem en mindre by, hvor et større kontingent rumænske soldater kom gående imod os. Det var som taget ud af en gammel film, da de trådte ud af tågen i deres østeuropæiske militæruniformer – og bag dem (næsten helt skjult i tågen) kom gamle koner bærende på kranse i et begravelsesoptog.
Jeg så en stribe billeder for mig, der ville have retfærdiggjort hele turen og sprang ud af bilen.
10-15 gange nåede jeg at frame og trykke på udløseren inden en officer i lang frakke, stoppede mig og genne mig tilbage i bilen.
Jeg husker ikke om jeg græd, men tabet af muligheden for at kunne bevæge mit frit rundt i dette enestående sceneri, var ikke til at bære.

Den 26. december ankom vi til Bucarest. Den centrale plads i byen var helt smadret efter kampe, men ellers var oprøret mod en af østeuropas værste diktatorer ikke blevet det blodbad, som mange havde frygtet. Bevæbnede oprørerne havde kontrol over situationen og skyderierne var stort set ophørt. Så det endte med at blive en forholdsvis fredelig tur.
På turen gennem Rumænien kørte jeg med de to danske fotografer Miklos Szabo og Teit Hornbak og i Bucarest blev jeg genforenet med Jan Grarup, min gode ven, Carsten Ingemann og min gode kollega fra Fotogruppen 2Maj, Sonja Iskov …