Erik Jensen kårer årets albums

Så skal vi til det igen. At kigge lidt tilbage på det år, vi forlader lige om lidt og efterlader lidt af os selv i det. 2019. Hvorfor skal vi det? Fordi der er så mange meningsløse opsamlinger af bøger, biler, piger, drenge og album, som angiveligt betyder eller har betydet en hulens masse for en hulens masse her på FB. UDEN ORD. Uden indsigt, uden forklaringer, uden perspektiv eller noget, der gør opremsningerne noget værd for andre. Det er kedeligt og ligegyldigt, at vi åbenbart er tilfredse med at flashe et eller andet uden at gide at forklare, hvad det betyder…Måske i frygt for at ingen gider læse, prøve at forstå eller dele vores tanker. Men det er for fattigt, synes jeg.
Så hellere vove pelsen og fortælle hvilke 10 album, der først og fremmest har spillet her i den snart forladte matrikel i MoaBeat på vinyl så knitrende sprødt som julepejsen, claro que sí. Så her er de i spredt uorden, dansk og udenlandsk i samme stak, men dog er det ikke tilfældigt, at Love Shop er stjernen på mit træ i år, som kvinderne ellers fylder mest på – igen. Her i departementet er vi lykkeligt befriede for enhver tanke på, hvad der er hipt og politisk korrekt, her tæller kun hjertets begejstrede takt. Med tak til dem, der gad lade musikken spille og betyde så meget for os også i år. Det her var mit bud – hvad er dit, hvad har jeg glemt eller overset….?

Love Shop: Brænder boxen med smukke ting
Vemod, afsked og afsavn kan være smukke størrelser, især omsat i musik, hvor stemningen er til for at øre på. Hos Love Shop emmede musikken og Jens Unmack tekster i en dybt poetisk cut up-stil i år mest af savn efter alt det og alle de, vi der er kommet i en vis alder, har mistet. Ikke mindst (dele af) os selv. Personligt, nøgent og nøgternt som aldrig før. Men død og afsavn bliver hos Love Shop ofte til det, man vokser videre af og som bandet selv konstaterer i en af albummets smukke perler: At leve er at dø med stil. At reducere dette mesterlige album til et ekko af postpunk er at gøre det sørgeligt til skamme. For det er måske det mest melodisk flotteste album om voksenlivets udfordringer, tomrummet mellem nødvendighed og død med skabelsen, kreativiteten, musikken som det brændstof, der får boksen med de smukke ting til at futte af, nogensinde hørt på dansk. At spille er at leve med stil, når man gør det så overbevisende elegant som Love Shop, hvilket band, hvilken sangskriver, hvilket album.
Leonard Cohen: Thanks for The Dance
Mere vemod, dybere melankoli, den helt store afsked. En vellykket blanding af Leonard Cohens sidste, men fordømt stærke tekster og en musikalsk udvidelse af det velkendte udtryk med en stribe velvalgte gæster. Et punktum, der vil blive ved at danse længe endnu i sjæl og hjerte.
Lizzo: Cuz I love You
Måske er det ikke sandt, at politisk tumultariske perioder skaber vedkommende musik. Men når man hører ’Juice’ med Lizzo kan man ikke andet end anerkende det engagement, der banker igennem det storswingende nummer her. Vel at mærke et storswingende nummer, der svinger den politiske forhammer målrettet og præcist. Lizzo æder, hvad hun vil og bruger energien til at skabe en enorm power, som jeg kom til at forelske mig i. What a Lady! Al magt til ’the thick bitch’ og hendes gryde af kogende soul og flamboyant rap.
Kim Larsen: Sange fra 1. Sal
Posthum overraskelse fra afdøde Kim Larsen, sønnen Hjalmar og den musikalske impresario, Jørn Jeppesen, overbeviste om, at den larsenske omgang med sprog og melodi, selvfølgelig overvinder døden og bliver stående. Sammen med vanvittigt smukke afskedsange som ’Koppen med den skårede hank’. Et enkelt, skrabet og akustisk album, ’Værsgo’ til livet, sendt fra gravens rand. Stærke sager, men opmuntrende alligevel – så stærk er kreativiteten, at den overvinder alt.
Lana del Rey: Norman fucking Rockwell
Også melankoliens chanteuse nummer et, Lana del Rey, virker påvirket af det politiske klima i sit hjemland på sit hidtil stærkeste album. Glidende, smukt, døsigt, sensuelt, som altid. Men også mere rapt og påtrængende end tidligere. Tristessen har vokset sig ud af det postulerede og er blevet voksen og lægger sig smukt som dybt rød velour på den mørke landevej, livet trisser ud af her.

Kira Skov: I nat bliver vi gamle
Sorgen spiller stadig med lange skygger inde i hjørnerne på Kira Skovs første danske udspil. Men ’Sorgen sover’, som en af sangene hedder. Den er blevet mere diffus og blafrer som et let slør over et musikalsk bål af akustiske instrumenter og stemningsfuld elektronica, melodier og ord finder god næring ved. Både C.V. Jørgensen og poeter som Peter Laugesen og Tove Ditlevsen synes at være inspiratorer til en musik, der indimellem formår at ramme den rene magi.
Bruce Springsteen: Western Stars
Omdiskuteret, men jeg elsker det for sin stjerneklare klang, melodierne, der smukt som glødende lave flyder ud over prærien i de kolde nætter, mens Springsteen rider forbi som en funklende Rhinestone Cowboy. Et popalbum af klassisk format med nogle cinematiske sange med små noveller i teksterne.
Niels Skousen: Døgnet har 24 timer
For mig er det umuligt ikke at følge Niels Skousens egen opfordring ’Elsk mig’ fra endnu et fremragende album fra en poet og trubadur, som på sin helt egen nænsomme måde skildrer det at blive ældre i en omskiftelig verden som ingen andre. Skousen kan stadig knurre diskret som i den fremragende ’Danmark keder sig’, men ved, hvor man skal gå hen for at finde mening – til den lange, udholdende kærlighed, han kysser og omfavner i den ydmyge ’Vil du’. Man kan kun svare ja til denne ener, vi må prise os lykkelige over at dele land med.
Søren Huss: Sort&Hvid til Evig Tid
Det var ikke så godt som sidst, var der mange, der mente. Men jeg synes tværtimod. Søren Huss fortsatte udforskning af musikalske jazzede elementer til nogle skønne sange, der insisterer på at fastholde og indfange hverdagens små pusterum og eftertanker, er en fremragende oase af liv. Og død.

Sharon von Etten: Remind me Tomorrow
I en ny og mere overskudsagtig version af sig selv ser Sharon Von Etten endnu engang tilbage på sit liv, inklusive voldelige forhold. ’We almost died’, som hun synger på ’I Told you Everyting’. Men sangerinden døde ikke og viser med nogle melodier med masser af fremdrift, at der er noget om den der gamle skrøne om, at det der ikke dræber dig, gør dig stærkere.