Alternativets indflydelse har aldrig været større end nu

Af Uffe Elbæk

Var det en fejl, at Alternativet gik efter at indtage statsministeriet, selvom vi kun havde en mikroskopisk chance for at vinde magten? Var det en fejl, at vi stillede os vores helt eget sted i dansk politik i et forsøg på at gøre op med business-as-usual og den dominerende politiske konsensus? De spørgsmål er jeg blevet stillet af journalister, kolleger og vælgere mange gange siden valget. Jeg har selvfølgelig også stillet mig selv spørgsmålene.

Ser man isoleret og måske lidt konformt på det, så er svarene et rungende ja. Fordi vi ikke lykkedes med at indtage regeringskontorerne og i stedet gik tilbage ved folketingsvalget i juni.

På den baggrund hører jeg tit, at valgresultatet var en fiasko for Alternativet. At vi nu er et parti helt uden for indflydelse. At vores mandater i Folketinget er ligegyldige.

Det er jeg dog fuldstændig uenig i. Og det er så det store ”men”, som følger efter det rungende ja. Som jeg ser det, har Alternativets politiske indflydelse aldrig været større. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at Alternativet er det parti, der med størst succes har sat og ændret retningen for dansk politik i de seneste år.

Og skyldes det måske, at vi netop var villige til at tage en risiko, som sjældent ses i dansk politik. At vi turde tænke nyt – og stå fast?

For vi er i den grad lykkedes med at flytte noget. Se bare på den klimalov, der er på vej til at blive vedtaget med et mål om at reducere vores udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. For et år siden var vi det eneste parti i Folketinget med det mål. Nu er der kun et parti ud af Folketingets ti partier, der ikke deler det mål.
Det mål – og særligt det, der skal til for, at vi når det – vil helt grundlæggende ændre Danmark og den måde, vi lever på. Jeg har hørt det beskrevet som, at det vil være de største ændringer af det danske samfund siden grundlæggelsen af velfærdsstaten. Det er ikke småting. Og det er selvfølgelig en sejr for Alternativet at sætte en så omfattende bevægelse i gang.

Hvis man skal sige det helt kort, så er min konklusion denne: Vi tabte valget, men vandt politikken.

Det er faktisk også noget, vores politiske kolleger på Christiansborg anerkender. Til Folketingets åbningsdebat for nylig lød det fra Venstre, at vi i Alternativet var blevet udsat for ”det største politisk tyveri” og at alle har ”hugget jeres politik på klimaområdet”, fra SF lød det, at Alternativet har været med til at starte en grøn bølge og statsministeren fastslog, ”at når Folketinget i dag har rykket sig så langt på klimadagsordenen, så spiller Alternativet også en rolle i det. Det er jeg ikke sikker på, at vi helt ville erkende i starten.” For Nye Borgerlige har det ligefrem givet partiet en mulighed for at promovere sig som det eneste parti, der står tilbage på fortidens perron: ”Alternativets politik har bredt sig til alle andre partier end Nye Borgerlige,” lød det fra Pernille Vermund på partiets landsmøde.

At få anerkendt den form for indflydelse er selvfølgelig rart – også selvom den ikke viste sig ved valgresultatet. Men det politiske indhold er nu engang også det vigtigste. Altså at diktere substansen, uanset om man har det afgørende mandat eller ej.

Og derfor var det for mig at se også det helt rigtige at gå efter at stå i spidsen for en grøn regering, sådan som vi gjorde.

Da vi i sin tid valgte at gå efter statsministeriet, var der ingen andre partier, der havde en klimapolitik, der matchede videnskaben og klimakrisens alvor. Også derfor gav det mening at stå alene. Ingen andre havde tilsyneladende forstået omfanget af den krise, vi stod overfor – eller ønskede i hvert fald ikke at agere derefter.

Det var først efter, at vi præsenterede et regeringsprojekt, der utvetydigt satte klimakrisen øverst på den politiske dagsorden, at de andre partier begyndte at rykke på sig.
Havde de gjort det, hvis vi ikke havde sat hårdt mod hårdt? Havde de gjort det, hvis ikke de var bange for, at vi ville løbe med en afgørende dagsorden, som blev stadig mere vigtig for vælgerne?

Det ved vi af gode grunde ikke. Men jeg tror, at det – naturligvis sammen med det massive pres fra ungdommen, fra aktivister, fra erhvervslivet og fra interesseorganisationer – har haft stor betydning.

Hvis der er noget, jeg har lært af min tid i politik, ja så er det, at de partier, der er vant til at have magt, er villige til at gå langt – og også længere end de egentlig ønskede sig – for at fastholde magten eller for at vinde magten.

Den mekanisme er interessant for Alternativet. Det er vores mulighed for at præge dansk politik, det er vores mulighed for at sætte en dagsorden uden at have de afgørende mandater.

Det har vi gjort i forhold til reduktionsmålet for 2030 og vi er godt i gang med at gøre det samme, når det kommer til indvindingen af olie- og gas i Nordsøen. De to sidste regeringer, vi har haft – Thornings og Løkkes – insisterede på, at indvindingen skulle fortsætte til den sidste dråbe olie og gas var suget op. Men også her ser vi en bevægelse. SF og Radikale har efter et langvarigt pres ændret kurs og vil droppe 8. udbudsrunde og Konservative vil udskyde stillingtagen til den. Hvor regeringen står, ved vi endnu ikke, men så længe man ikke har givet tilladelse til at udvide og forlænge oliejagten, er vi tættere på målet.

Det er en sejr i sig selv, at vi er nået dertil.

Og det er netop den rolle, jeg ser for mig, at Alternativet skal spille i denne valgperiode. Som et parti, der med idéens kraft skaber forandring. Hvad end det er specifikke forslag som kødfri dage, 30 timers arbejdsuge, borgerløn eller 100 procent økologisk landbrug – eller om det er bredere dagsordener som en ny økonomisk tænkning, opgør med vækst, livskvalitet over overforbrug eller en demokratisering af vores økonomi.

Derfor er vi også gået konstruktivt til både klimalovsforhandlinger og finanslovsforhandlinger og de øvrige forhandlinger, vi bliver inviteret til. Fordi vi tror på, at vi kan flytte noget, ja, måske ligefrem noget afgørende, selvom vores mandater ikke er de afgørende.

Når det kommer til forslaget til finanslov, er der afsat skuffende få midler til allerede nu at få yderligere fart på den grønne omstilling, men i stedet for at brokke sig over, at kagen, som støttepartierne skal dele (altså de penge, som regeringen har afsat til at forhandle om), har vi foreslået at gøre kagen langt større. Det har vi gjort ved at foreslå udstedelse af grønne obligationer, som man med succes har gjort det i Holland. Her har den borgerlige regering på et døgn rejst 45 milliarder kroner til grøn omstilling, fordi såvel pensionskasser som en masse andre investorer har en glubende appetit på sikre obligationer, som de kan investere deres penge i.

Det er idé, som blev taget godt imod, da vi præsenterede den i folketingssalen, og det er den slags idéer, som vi skal forme dansk politik med i de kommende fire år.

For det forløb vi har set omkring klimaloven og de 70 procent viser jo med al ønskelig tydelig, at man hverken behøver at have de afgørende mandater eller at være statsminister for at skabe den opbakning, der er nødvendig for at forandre Danmark. Det vil vi i Alternativet udnytte.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.