Bildungsreise

Af Jens Philip Yazdani på Facebook

I kommentarsporet på mit sidste opslag om, hvordan Løvernes konge grundlæggende er voldsomt reaktionær, anbefalede gammelkloge mig en dannelsesrejse. Og jeg har, efter at have set Løvernes konge, lært, at man skal lytte til sine ældre, så det råd har jeg altså fulgt. Og nu er jeg i Berlin, det første stop på min blaffetur, min Bildungsreise, ned gennem Europa.

Her er det første postkort:

Jeg kom op og køre med to vaskeægte berlinere, et midaldrende par, der var født, opvokset og bosiddende i Berlin. Øst-Berlin, that is. De skulle hele vejen hjem – og jeg kunne sagtens køre med.

Deres barn- og spæde ungdom havde de udlevet i DDR. Så de talte ikke engelsk; dér lærte man jo russisk som ens første fremmedsprog. Vi konverserede på tysk. Og jeg spurgte dem, hvordan det havde været at leve i DDR.

”For os var det godt”, sagde de, ”alle havde et arbejde og mad på bordet. Og der var en følelse af fællesskab, af at man var sammen om det, som nu er forsvundet – og erstattet af en individuel kamp, alle mod alle”.

Var det så faktisk bedre dengang?, spurgte jeg. Var DDR at foretrække?

De tøver en kende med deres svar. Men efter et øjebliks eftertænksomhed svarer manden:

”Både-og. Det var en slags byttehandel. Vi fik friheden, men med den kom usikkerheden og angsten. Vi beholdt begge vores arbejde – og dermed vores sikkerhed i tilværelsen –, men der var mange, især på landet, der mistede deres. Og for dem blev det ikke bedre, da DDR ophørte med at eksistere.”

De kørte mig helt til døren, de boede jo lige om hjørnet, som de sagde. Det var pænt af dem, og langt mere, end de havde behøvet at gøre. Ligesom da de nægtede at tage imod mit tilbud om at betale for kaffen som tak for turen, da vi undervejs havde gjort stop.

”Du er student – og vi arbejder. Så vi gir’ kaffen”.

Der var ingen plads til noget-for-noget. Selvom de allerede havde givet, insisterede de på at give mere; fordi de vidste, at de også havde mere. I deres bil ydede man efter evne – og nød efter behov. Og jeg kan ikke helt lade vær med, hvor naivt og idealistisk og åndssvagt, det end er, at koble vores snak om deres opvækst i og oplevelse af det socialistiske DDR, med den gavmildhed, venlighed og villighed til at gøre dét ekstra for hinanden, som de virkeligt inkarnerede.

Jeg bor på sofaen hos en god veninde, mens jeg er hernede. I mellemtiden bor en god kammerat og hans kæreste hjemme hos mig. Og i sidste uge boede min kæreste og jeg i en anden god venindes hus ved det sydfynske øhav. Og hvis nogen i næste uge mangler et sted at være i København, så kan de sgu bare skrive.

Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke, at det hele går op i en større enhed, når vi sådan er villige til at dele med hinanden. Jeg kan ikke lade være med at tro på det. For jeg kan se og mærke, at det virker.

Det er også derfor, jeg blaffer. Jeg kommer ud og afsted, selvom jeg er broke, alt imens vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs og i konstellationer, der aldrig var opstået udenfor den totalt tilfældige situation, der spontant opstår, når en bil holder ind, og man stiger på. Det er smukt. Det virker. Og det er endda også langt mere bæredygtigt end alle andre alternativer. Turen bliver en rejse i sig selv. Og en bekræftelse af, at vi er sammen om det; at vi vil hinanden; at vi hjælper hinanden; og af at vi trygt kan stole på hinanden. Det er en bekræftelse af, at vi er mennesker på samme jord.
Den samme bekræftelse fandt jeg også på Kreuzberg i går. Overalt på Oranienstraße hang der bannere ned fra vinduerne og plakater i ruderne. ”Solidaritet med vores Späti”, stod der.

En ’späti’ er kortform af Spätkauf, sen-køb, og svarer mere eller mindre til en hyggeligere (og billigere!) dansk døgnkiosk. Og denne specifikke späti havde igennem de sidste 20 år været ejet af den samme ældre, tyrkiske kvinde. Nu var den lukningstruet. En kapitalstærk et-eller-andet stod til at opkøbe den – og dermed også købe den tyrkiske kvinde ud. Og hele gaden stod sammen i solidaritet med hende. Og i protest mod den kapitalstærke opkøber.

Det var smukt. Og jeg håber, det virker. Ikke kun for hendes skyld – men også for fælleskabets skyld. Når de kapitalstærke overtager, ryger de kapitalsvage nemlig ud – og pludselige bliver byen kun for de rige. Bliver byen gentrificeret. Det er allerede sket meget i Berlin. Og i øvrigt også i Købehavn. Det sker faktisk i alle byer. Og det er noget pis. Så at se et nabolag sådan stå sammen i kampen mod gentrificering, at se sammenholdet stadig eksistere, var opløftende.

Paradokset vil dog, at jeg samtidigt med disse oplevelser og erfaringer er i færd med at læse Yanis Varoufakis erindringer om sin kamp mod den tysk-ledede overmagt, der har kørt Grækenland i sænk. Varoufakis er tidligere græske finansminister, og det er ham, der tog kampen op mod den voldsomme sparepolitik, som den såkaldte trojka, bestående af EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond, havde tvunget ned over hovedet på grækerne på initiativ af Frankrig og særligt Tyskland. Og denne politik har på mange søndersmadret Grækenland, som er blevet fanget i et gældsfængsel, der ikke kan føre til andet end forarmelse og nød.

Det er paradoksalt, fordi den solidaritet, jeg oplevede på gaden og vejen, er stort set ikke-eksisterende i det politiske. Både – og måske særligt – hvad angår Grækenland, hvis umulige situation i høj grad er et produkt af Tysklands egoistiske ageren, og også i selve det tyske, hvor politikken, som jeg læser den, desværre ej heller er særligt drevet af solidaritet.

Nå. Men i morgen fortsætter turen. Jeg blaffer videre til det næste land, som Varoufakis har været oppe imod, endnu en europæisk mastodont, nemlig Frankrig. Der skal jeg bruge nogle dage i Paris, på mere dannelse om dagen, øl om aftenen og dernæst om natten forhåbentligt lidt søvn på sofaen hos endnu en veninde. Dem er det åbenbart ekstra godt at have mange af, når man planlægger sin sommerferie.

Vi håber, det gode vejr fortsætter, at billisterne samler mig op, og at solidariteten stædigt sejrer!

Alt godt fra Berlin, det første stop på denne dejlige dannelsesrejse.

Reklamer