Af Jon Kiellberg

Årets Roskilde er slut. Og sikke et år. Måske det bedste jeg har oplevet, været til, været en del af siden 1993. Der var naturligvis musikken, hvis program var et af de bedste i flere årtier. Men musikken er en ting. Et andet er den helt særlige stemning, som hersker på Roskilde. De ubestemmelige øjeblikke blandt publikum, festivalgæster og musikere. Jeg tøver ikke med at kalde det fællesskabets festival – for det mener jeg, at det er. Både det store fællesskab, når 100.000 er samlet for at høre Eminem. Og så de små fællesskaber, når man genser gamle venner, når man møder nye mennesker og bekendtskaber og der opstår nye relationer. Det kan Roskilde. Også. At alle forskellige subkulturer mødes på kryds og tværs uanset kulturel eller anden form for baggrund. Fællesskab handler blandt andet om at passe på hinanden. Og det mener jeg, at Roskildes ånd og visioner vidner om. En festival der altid tør at blive udfordret, ikke bange for at blive klogere og insistere på at blive ved med at udvikle festivalen, så det særlige frirum bliver stærkere. Derfor er Roskilde noget særligt. Vi ses næste år. #rf19

Tak for skønt og dejligt fælleskab og gode stunder med gode venner. Og til alle de gode mennesker, som jeg ikke nåede at se i løbet af sidste uge blandt andre Helle, Berit, Rikke, Anders, Trine – vi ses over sommeren 😊🍀.

Festivalen startede og sluttede med de to bedste koncerter, nemlig Eminem og Gorillaz.