Ditte Giese fremlægger et forsvar for sine 68’er-rødder og Arne Herløv følger op

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Ditte Giese havde en kronik i Politiken i går om, at 68erne havde ret.
Vi tog nu fejl på mange punkter. Jeg kunne godt remse en del af dem op.
Men vi var den sidste generation, der endnu havde en fremtidstro. Den havde været der siden oplysningstiden, så det var ikke vores opfindelse. Men vi havde den endnu. Vi troede på, at verden kunne blive bedre, end den er. Og at vi selv skulle gøre en indsats for, at det skulle ske.
Nu er den i vidt omfang afløst af en opgivende holdning. Folk siger: Ja, sådan som det går med klima og miljø, dør vi nok alle sammen. Men så må vi i Herrens navn lægge os ned og dø, for der er alligevel ikke noget, vi kan gøre ved det.
Det er ren defaitisme. Man skal kunne se forskel på det, man kan gøre noget ved, og det, man ikke kan gøre noget ved. Vi kan ikke gøre noget ved, at tiden går, og at vi skal dø. Men alt, hvad er er skabt af mennesker, kan ændres af mennesker. Vores økonomiske system er ikke skabt af Gud. Vækstdogmet er ikke hugget i sten af den himmelske finger. Vi kan lave om på systemet. Bare vi gør det.
Mange af os i 68’generationen havde også en sund mistllid til autoriteter og dogmer. Vi ville ikke bare rette os efter, hvad vi fik fortalt. Vi ville – i det omfang det var muligt – selv se efter.
Sådan havde jeg det i meget udpræget grad (og har det stadig).
Dér går de alle sammen og siger, der er noget, der hedder Australien, og der hopper kænguruer rundt. Men hvor kan jeg vide fra, det er rigtigt, når jeg ikke selv har set det? Så derfor tog jeg ned og så efter, og det var rigtigt nok. Australien var der, hvor de sagde, det lå.

Reklamer