Af Lars Movin på Facebook

CURZIO MALAPARTE: “COPPI OG BARTALI” (2017)

I serien om årets sommerlæsning er vi nået til det tyndeste, men absolut ikke mindst væsentlige bind i bunken. Med dets blot 34 sider er den italienske forfatter Curzio Malapartes essay om to af cykelsportens største ikoner, Gino Bartali og Fausto Coppi, ret beset en lille pjevs af en bog (og det ændrer efterskriftet af den danske oversætter Bastian Emil Goldschmidt ikke stort på). Men hold da op for 34 intense og velskrevne sider! Det lille essay blev til på opfordring fra det franske sportsmagasin Sport Digest som optakt til Tour de France i 1949, og på en eller anden måde lykkedes det Malaparte – som vi i dag langt fra forbinder med sportsjournalistik – at få presset hele periodens brydning mellem førkrigstiden og en gryende efterkrigstid, mellem traditionen og det moderne, ind i skildringen af rivaliseringen mellem de to cykelgiganter: den modne helt Bartali (34 år) og den fem år yngre udfordrer, Coppi (29).
Dermed placerer essayet om Coppi og Bartali sig i den kategori af litteratur, som kan læses med fornøjelse, også selv om man ikke er en hund efter cykelløb – herhjemme er genren repræsenteret af en håndfuld af Jørgen Leths bøger samt på det seneste også Daniel Denciks “Sportshjerte” (2017).
Det er en velkendt sag, at der var alvorlige skønhedspletter på Malapartes levnedsforløb (dem kan enhver google sig til) så jeg vil undlade alle de sædvanlige forbehold og nøjes med at konstatere, at teksten om “Coppi og Bartali” er veloplagt og skarp fra start til slut – som i denne passage, hvor forskellen mellem de to rivaler ridses op:
“Bartali er en mand i ordets gamle klassiske forstand, ja, næsten i ordets metafysiske forstand. En asket, som ydmyger og glemmer kroppen, en mystiker, som kun tror på sin egen ånd og helligånden. Gino ved, at hvis forsynets motor mister et pedaltråd, så er han på vej mod nederlaget. Batali beder, mens han cykler. Han løfter kun sit hoved for at se mod himlen. Han smiler mod usynlige engle. / Fausto Coppi, derimod, er en mekaniker. Han tror kun på den motor, der er betroet ham, nemlig hans krop. Under hele løbet er det kun ham, der har kontrollen: Det er kun ham, der driver maskinen – sin krop. Fra startskuddet til mål, fra løbets begyndelse til løbets slutning, mister han ikke i et eneste sekund kontrollen over sin motor, denne formidable, kraftfulde, delikate motor, sin krop. Han kører med sænket hoved. Hans øjne er fikseret på usynlige målere, han ved, at en olielækage, et enkelt slag på cylinderhovedet, en kaburatorhoste, et svigt i tændrøret, kan koste ham sejren. Coppi frygter ikke helvede: Han frygter andenpladsen. Han ved, at måske vil Batali komme først i paradis. Men hvorfor bekymre sig om det? Fausto Coppi ønsker at komme først på jorden.”
Sportsjournalistik? Nej, litteratur! Tak til forlaget Atlas for at udsende denne lille perle på dansk!