Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på

18739789_10155405441959850_3521475714431219091_n

Af Claus Pogel på Facebook

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Hvepsereden på Nørrebro. En tilrøget tidslomme fyldt med cigarrygende, ældre mænd i støvede polske jakkesæt, som nyder et stille sæt, mens viseren langsomt drejer henimod evig glemsel og død.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er St. Pauli Minibar på Halmtorvet 54. Et mini-Punxberg i hjertet af Vesterbro fyldt med punks, autonome og venstresnoede St. Pauli fans, der nyder en Astra, mens de drømmer sig tilbage til Jagtvej 69.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Floss i Pisserenden. Et ronkedorernes paradis i centrum af København. Et mødested for skibbrudne strattenrøvere, knuste kunstnerdrømme og gammelhipstersegmentet, der nyder en bajer, mens de spejler sig i i går.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Rosengårdens Bodega i Rosengården. En cigarbrun beverding, hvor kunderne nyder en stille, og skudhullerne i væggen stadig bærer vidnesbyrd om dengang BOPA likviderede stikkeren Hestetyven, der på stedet, den 20. april 1944.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Zum Goldenen Hahn i Kreuzberg. En skramlet knejpe på Heinrichplatz, tilholdssted for kuldsejlede klabautermænd, en samling anarkistiske gråbrødre, der nyder en Schultheiss, mens de venter på revolutionen i morgen.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Cafe 42 på Sønder Boulevard. Et værtshus på Vesterbro, hvor stamkunderne nyder en kølig på 30. år; hvor du – efter 3 års fravær – kan komme tilbage, sætte dig i baren og fortsætte samtalen – uden yderligere spørgsmål.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Tower Pub på Jernbanegade i Næstved. En slyngelstue, hvor sjufterne nyder en Tuborg i træsko, mens de bliver opdateret på byens sladder, og holder sig orienteret om verdens gang gennem Ekstra Bladet.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Zum Franziskaner i Dresdener Straße. Et fodboldværtshus, et klubhus for THC Franziskaner FC, et mødested for anarkistiske, autonome fodboldrebeller, der nyder en ½ liter Kindl og en pind – før, under og efter kampen.

Jeg har ikke et, men flere værtshuse, som jeg føler mig tilpas på. Et sådant værtshus er Freddys Bar på Gasværksvej. Et brunt vandingshul for de sidste af Vesterbros gamle kæmper; hvor jeg nyder at drikke min bajer og trække vejret gennem en smøg, mens jeg tænker på, hvor I alle er henne i morgen.

Advertisements

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s