13. maj

18446927_10154600046153947_5484539925182908678_n

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Da jeg så datoen 13. maj på avisen tænkte jeg på, at så er det 59 år siden, Frankrig kunne være blevet et militærdiktatur – med Algier-generalernes oprør mod regringen. Så tænkte jeg videre på, hvordan jeg som femtenårig holdt foredrag i Danmarks Socialistiske Parti om situationen i Frankrig og videre på dette parti i almindelighed. Det er nok ikke et parti, ret mange har hørt om. Jeg fortæller om det i min erindringsroman “Grænseløs”:

Efter Ungarn sad vi tretten-fjortenårige oppe i Social-Demokratens kantine, når vi havde haft møde på Mini-avisen. De havde tre slags kaffe, med eller uden tilsætning, og vi drak den tyndeste og billigste, der blev kaldt opvaskevand. Vi var enige om at fordømme russernes overgreb, og vi var også enige om, at socialdemokratiet havde svigtet sine oprindelige idealer. Der var ikke noget parti, der havde den holdning, vi efterlyste, så vi oprettede vores eget parti. Det eksisterede kun i elleve dage, så fandt vi ud af, at der var nogle voksne, der tænkte det samme som os og havde oprettet et parti, de kaldte Danmarks Socialistiske Parti. Det fik vi kontakt til, og vores lille snakkegruppe fik status af partiets ungdomsafdeling under navnet Venstresocialistisk Ungdom. Mere end en halv snes stykker blev vi aldrig, men vi opnåede alligevel at blive smædet i KU-bladet og infiltreret af PET-agenter. Jeg meldte mig ind i moderpartiet og opnåede som femtenårig at blive medlem af bestyrelsen i Københavnsafdelingen. Et par gange holdt jeg foredrag om situationen i Irak eller Algier ved et af vores offentlige møder.

Da jeg læste Scherfigs Idealister virkede den meget genkendelig, som et gruppeportræt af vores parti. De mest normale medlemmer var de unge, den danskstuderende Palle Juul Holm, den bibliotekarstudernede Rasmus Jakobsen, den historiestuderende Ole Stender-Petersen og Mette Bryld og Toni Liversage, der begge studerede slavistik. De ældre var mere scherfigske. Åge Kjelsø havde deltaget i den spanske borgerkrig for POUM. Han blev taget til fange og dødsdømt af både fascisterne og stalinisterne, men det lykkedes ham at flygte begge gange. Sproglærer Poul Moth dyrkede en videreudviklet form for esperanto, der hed novial. Han havde en lille trykpresse og trykte selv det trotzkistiske blad La kvara Internacionoj, som vist ikke kunne læses af mange andre end ham selv. Han gik i korte bukser året rundt, havde meget synlige åreknuder og var fortaler for råkost og kolde styrtebade. Preben Kinck havde røde æblekinder og gik altid formummet i lang, sort overfrakke, som dem de hjemløse går med. Han sov på en madras på gulvet på et lille værelse og levede af syltetøjsmadder. Han var tilhænger af en Sex og Samfund-ideologi, der var sammensat af Freud, Wilhelm Reich, Marx og vist også dr. Riegel fra Idealister. Han gav mig en del numre af bevægelsens lille blad, der hed Du og jeg, som jeg læste med glødende kinder og røde ører. Man skulle kaste alle hæmninger og dyrke sex på en glad og fri måde med alle, der var inden for rækkevidde. Bladet havde interessante artikler om eskimoernes lampeslukningslege, hvor man slukkede tranlampen i iglooen og bollede med den nærmeste i mørket og alle skreg af grin, hvis de var kommet til at hoppe på deres bedstemor, og om trobrianderne, hvor kvinderne havde det med at lægge sig ned på skovstien med blottet underliv, så den næste, der kom forbi, kunne blive fristet. Der var bidrag i bladet af forfatterne Soya, Peter Freuchen og Sigurd Wåle. Det var hård kost for en femtenårig, der aldrig havde kysset. Preben Kinck var et kendt syn i byen, når han iført sin lange sorte overfrakke bevægede sig rundt på sin høje damecykel. Man skulle ikke tro, at han var trotzkisternes bedste kurer. Han blev sendt ned til Algier med maskingeværdele eller falske dollarsedler til oprørsbevægelsen FLN. Så smurte han et passende antal syltetøjsmadder, så han havde proviant til rejsen, og cyklede ned gennem Europa med kontrabanden i den flettede kurv på styret, og han blev aldrig stoppet.

Vi opstillede til kommunevalget i 1958 og fik valgt en mand ind i Helsingør og en i Esbjerg. Der manglede kun ganske få stemmer i, at Poul Moth var blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen i København. Dér gik københavnerne virkelig glip af noget.

Da det murrede i geledderne i DKP i slutningen af ’58, fulgte vi nøje udviklingen. Vi henvendte os til Aksel Larsen og foreslog ham at melde sig ind hos os, men det ville han ikke høre tale om. Da SF blev oprettet, nedlagde vi vores parti ved urafstemning og gik en bloc ind i det nye parti. Jeg var med ved partiets stiftelse i Hvidovrehallen og folkemødet lige efter. Jeg var ikke ret begejstret for Aksel Larsen, men jeg kunne virkelig godt lide Mogens Fog og især Morten Simonsen, der var professor i medicin og lysende klar, når han formulerede hvordan et udogmatisk socialistisk parti kunne se ud.

Køb de fire bind af ‘Grænseløs’ for blot kr. 400 her.