Villy Fuglsang: “Jeg ville ikke snyde mig selv for muligheden for at deltage i en kommunistisk 1.maj-demonstration”

Spanske Borgerkrig 1936-39

Villy Fulgsang 1937

Om hvordan Villy Fuglsang blev optaget i DKP og hans første oplevelser og opgaver som kommunist

Fra Villy Fuglsangs erindringer

Mens vi var på Hevringholm (på Djursland, red.), søgte jeg optagelse i den kommunistiske bevægelse.
Faktisk havde jeg på det tidspunkt aldrig mødt en kommunist, men kun læst ‘Arbejderbladet’ og nogle pjecer. Følgelig kendte de, jeg skrev til, heller ikke til mig. Derfor svarede Ragnhild Andersen i et brev til ‘arbejdskarl Villy Fuglsang’, at hun naturligvis var glad for, at jeg ville være medlem, men det kunne jo enhver komme og anmode om. Men man kendte jo intet til mig – og jeg måtte forstå, at man kunne ikke sådan optage alle og enhver.
Det forstod jeg godt og sendte et noget mere fyldestgørende – og åbenbart tilfredsstillende – svar. Jeg fik i hvert fald besked på, at jeg kunne henvende mig til den nærmeste afdeling af Danmarks Kommunistiske Ungdom, hvilket jeg følgelig gjorde.

Revolutionsmøde
Vi var i november samme år flyttet til Fyn for at passe køer og svin på en proprietærgård, ‘Langedilgård’ ved Hårby mellem Assens og Fåborg. Og det blev i Odense, at den nærmeste afdeling fandtes.
Jeg tog følgelig med toget til Odense, hvor parti og ungdomsforbund den 2. december – lidt forsinket – fejrede årsdagen for den socialistiske revolutions sejr i Rusland 1917.
Da jeg havde fundet frem til mødelokalet, satte jeg mig, fremmed som jeg var, nede i det mest afsides hjørne. Her fik mødelederen øje på mig. Det var Johannes Poulsen, der dengang arbejdede som tømrer, men som senere gennem mange år virkede som rejsesekretær for partiet. Han så, at der var et menneske, han ikke kendte, og sendte en kammerat ned for at spørge, hvem jeg var og hvad jeg ville. Da han fik svaret, tog han højtidelig ordet :
‘Kammerater! Vor indflydelse på landet vokser! Vi kan byde en ung landarbejder velkommen i vore rækker!’
Jeg følte mig virkelig velkommen blandt kammerater. Og jeg var betaget af mødet og dets forløb: af agitationsgruppen ‘De blå bluser’ hørte jeg for første gang den russiske ‘Flyversangen’. Ikke mindst gjorde taleren indtryk på mig. Det var en kammerat Bekker, en mand jeg senere kom til at sætte stor pris på som en klog og erfaren mand, som livet havde lært at vurdere og forstå sine medmennesker.

3.656 stemmer
Ellers var min første tid i den kommunistiske bevægelse ingenlunde præget af fremgang og optimisme.
Min første partimæssige opgave blev at være med til at samle de 10.000 anmeldere, der dengang krævedes for at kunne opstille til folketingsvalg som ligeberettiget parti. Det gik faktisk let nok. De landarbejdere, husmænd og fiskere, jeg besøgte, skrev villigt under.
Men ellers var det småt med stemningen. Ligeså opmuntret jeg havde følt efter novemberfesten, ligeså skuffet vendte jeg hjem fra vælgermødet. Taleren havde endda været en af de store kanoner, kredsens folketingskandidat Ejnar Nielsen fra København. Men i stedet for den appel, jeg havde ventet, efterlod talen et nedslående indtryk af selvopgivenhed og næsten tvivl på partiets eksistensberettigelse. Ved det forudgående valg i 1926 havde partiet fået 5.678 stemmer. Allerede det udlagde han som et fingerpeg om, at der ikke i Danmark var plads til et parti til venstre for Socialdemokratiet. Valgresultatet blev derefter: I hele landet 3.656 stemmer – eller 0,2 procent af de afgivne stemmer.

Ami-leder
Tilbage i Jylland (Palstrup) bliver én af Villy Fuglsangs kollegaer medlem af DKP og han fortæller videre:
Palstrup lå imidlertid langt fra nærmeste partiafdeling. Måske derfor blev vi opfordret til at konstituere os som afdeling. Måske var det også en fornuftig henstilling til at søge at blive nogle flere.
Dengang hentede partiet mange af sine organisatoriske former og benævnelser fra Tyskland, og det gav os nogle problemer. Vi skulle blandt andet vælge henholdsvis ‘øko-‘, ‘org-‘ og ‘agitpropleder’. Det fandt vi nogenlunde let ud af dækkede kasserer, organisationsleder og ansvarlig for agitation og propaganda.
Men vi skulle også have en ‘ami-leder’, og her kneb det. Vi blev dog enige om, at det måtte være noget med amor, altså kvindearbejde. Og her blev vi enige om, at min kammerat havde de største forudsætninger og interesser. Hvordan skulle vi kunne vide, at der var tale om antimilitært arbejde?

1.maj møde
I 1930 flyttede Villy Fuglsang til Sjælland for at arbejde på en gård ved Faxe.
På rejsen gjorde jeg ophold i København. Det var ikke til udelt tilfredshed for fodermester Nielsen, der havde ventet mig. Men jeg ville ikke snyde mig selv for muligheden for for første gang i mit liv at deltage i en kommunistisk 1.maj-demonstration.
Jeg har senere deltaget i flere i både ind- og udland, men næppe nogen har gjort større indtryk på mig end denne første. Ikke mindst ved synet af kvindernes faglige afdeling 5 – metalkvinderne – med deres fane og deres stoute formand Inger Gamburg i spidsen.
Så fik det være, at nogle DKU-piger, vistnok fra Holbæk, gjorde lidt nar af mig, fordi jeg havde slips på. Ikke så meget fordi jeg heller ikke dengang kunne binde et slips ordentligt, men fordi jeg overhovedet bar et så uproletarisk klædningsstykke.

Første gang bragt på arbejderen.dk.