Erik Jensen siger tak for musikken til Michael Falch og Nicolai Munch-Hansen

nicolai-munch-hansen

Af Erik Jensen på Facebook

Tak for musikken, har jeg egentlig ville sige i et par dage. Det har nemlig været bevægende at være hjemme i København og møde så mange gode repræsentanter fra den hjemlige musikscene ved svært opmuntrende og sørgelige lejligheder, hvor den enorme generøsitet, der stadig trives i et hårdt presset miljø, virkelig gav mig gåsehud og en respekt, større end nogensinde. Først Michael Falch og Det Band ved åbningen af den aktuelle turne i VEGA torsdag aften, hvor det var betagende at høre og se, hvordan de nye sange fra sidste års ‘Pludselig alting samtidig’ ikke bare tager en erfaren og stilsikker sangskriver nye steder hen, men faktisk også sætter de gamle klassikere på en hård opgave for bare at følge med. Wow, det er altså et musikalsk dementi af den der gamle traver om, at musikere altid var bedst, mest ærgerrige og ‘farlige’, da de var unge. Farlige? Et mærkeligt udtryk om musik, men jeg har aldrig hørt Michael Falch så farlig som i Vega. Ikke for sig selv (gudskelov), men for de omgivelser, os andre, der tvinges til at rejse med og se os selv, nutiden, alderen, den indre uro og alt det andet i øjnene i nogle sange med stor psykologisk og poetisk dybde. Tak for det og respekt for den fantastiske udvikling. Til fredagens begravelse på Nørrebro af Nicolai Munch-Hansen, hvis alt for tidlige død fremdeles er chokerende sørgelig, men som fik en smuk manifestation af en begravelse. Hvor det igen var den generøse evne, nej, trang, til at give andre så meget, der prægede en kirke, fyldt af sørgende kolleger, hvoraf enkelte udviste beundringsværdigt overskud til at synge og spille Nicolai mod andre dimensioner, inden et flot og spillevende begravelsesoptog gik gennem gaderne og angt ind på Assistens kirkegård og det sidste hvilested. Rock ‘n Jazz og alt det andet i smuk forening. Alle disse ord for blot at sige tak for musikken til alle involverede begge steder, dejligt at hilse på jer igen. Det er vist på høje tide, at vi betaler noget tibage til disse gavmilde og vidunderligt givende mennesker, kendt som musikere, tak…