Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Jeg var inde på Statens Museum for Kunst og se udstillingen Japanomania. Det var en god oplevelse. For det første får man mulighed for at se mange vidunderlige kunstværker af blandt andre Monet, Gauguin, Degas, Edvard Munch, Sohlberg, Hammershøi og LA Ring. Billeder, der ellers er spredt rundt omkring og i nogle tilfælde i privat eje og derfor normalt utilgængelige.

For det andet giver den virkelig noget at tænke over. Den handler om den europæiske fascination af Japan fra 1870’erne frem til første verdenskrig.

Museet taler om, at Japan åbnede sig for udlandet i 1853. Det er nok forkert udtrykt. Japan åbnede sig ikke – landet blev brækket op af amerikanske krigsskibe. Japan gav sig ikke hen til verden – landet blev voldtaget, Perrys ekspedition til Japan i 1853 var et af de første eksempler på amerikansk imperialisme efter erobringskrigen mod Mexico og før den spansk-amerikanske krig 1898 med indlemmelsen af Filippinerne, Guam, Hawaii og Puerto Rico.

I den første fase af Japan-begejstringen var det udvendige ting, der fascinerede. Små trippende geishaer, parasoller, vifter og forgyldte skærme. Japaneserier – ligesom man havde kineserier – i stedet for forsøg på at forstå japansk tænkning og ånd.

Men i næste omgang fandt mange kunstnere frem til de åndsbeslægtede træk i den japanske kunst. I L.A. Rings billede af den unge pige, der ser længselsfuldt ud ad det åbne loftsvindue, er billedet effektivt beskåret, så det virker langt stærkere. Det kan han have lært af Hiroshige, der beskar sine billeder på den måde – med en svævende ørn eller et møllehjul i forgrunden, så vi tvinges til at se på en ny måde. Det er en beskæring, men ofte ser i moderne fotografier, men den virkede ny og overraskende på Rings tid.

Hvis man skal gå dybere ned i japansk tankegang, skal man forstå, hvordan den er usentimental, barsk og nøgtern. En accept af livet, som det er. Der er ikke noget hinsidigt. Verden er her og nu, og du har kun ét skud i bøssen. Det liv, du lever nu. Og så dør du.

Det er det ene. Det andet er, at alt, hvad du ser i verden, andre mennesker, dyr og planter, alting – er fuldkommen fremmed. Fuldkommen anderledes end dig. Du kan aldrig nå frem til andre.

Det er den ene side af det. Den anden er, at alt levende deler samme sjæl. Livsgnisten i dig er fuldkommen identisk med livsgnisten i alt andet levende. Og denne flygtige verden, denne dugdråbeverden, er evig i hvert øjeblik. Går man ind i sekundet, finder man evigheden der. Her og nu.

Og går man ind i det fremmede, finder man det fælles. Så gennemglødes man af den følelse, buddhisterne kalder karuna – en kærlighed til alt levende, en medfølelse, en følelse af det store fællesskab.

De store haikumestre lavede ikke husflid, hvor de sad og talte stavelser. De skrev ikke små kønne vers eller opbyggelige epigrammer. De gav udtryk for en kosmisk følelse.

Det kommer måske allerstærkest til udtryk hos Issa, som når han skriver: Magre frø. Opgiv ikke kampen. Issa er her.

Det er det, den sjette patriark, Hui Neng, mente, da han sagde, at det sande mirakel var dette – at trække vand op af brønden, at hugge brænde.

Ved at gå ind i øjeblikket, i det daglige gøremål, udvider det mindste sig og bliver til det største. Altet ligger i sekundet, i hvert enkelt levende væsen – og det er det, der forbinder os alle.

Den bedste indføring i kinesisk og japansk kunst og tænkning, jeg kender, er “Den blå drage” af Aage Marcus.

Og den bedste sammenfatning af denne tanke er måske Johannes V. Jensens ord i myten Fusiyama .- som er optrykt på en planche på udstillingen:

Da jeg så Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er nået op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste et Menneske kan opleve.

Arne har oversat Issas haikudigte i bogen “Dugdråbeverden”, der kom på Husets forlag, kan lånes på bibliotekerne og findes som e-bog her.