Ørvas årsliste

15727173_10209633221881763_2639909329025667205_n

Af Martin Prip på Facebook

Til hvem det måtte vedkomme er hér den årlige top 10 – nu med links. Dig in, og bliv forarget eller forført.

XXX

1. Glen Campbell: “The rest is silence/There’s no me… without you”
At en amerikansk kunstner okkuperer førstepladsen, er nærmest naturstridigt, men når der bagefter kun er stilhed tilbage, er alting åbenlyst. Nummeret stammer fra Campbells næstsidste sessions, inden han forsvandt i Alzheimer, og er på usentimental vis indbegrebet af hele hans 40-årige virke. Kategoriseringen “Country” er helt utilstrækkelig, da nummeret og moderalbummet sprænger genrens begrænsninger i enhver henseende.
Vulgært og corny for nogle, men tilsidesættes fordommene, er der tale om kvintessensen af overlegen sangskrivning og produktion.
Nummerets instrumentale sidste halvdel akkompagnerer passende Campbell, mens han driver bort, og efter i årtier at have lyttet til albums med Peter Gabriel, Alice Cooper og Lou Reed vover jeg påstanden, at den ene af de to duellerende sologuitarister er Steve Hunter – og den anden kunne i øvrigt godt være Brian Setzer.

2. Minds of 99: “Ud af min krop”
At skide på janteloven og lave rock med symfoniske prog-elementer i 2016 er et godt udgangspunkt for berettiget opmærksomhed, og med dette nummer, som på engelsk ville have fået prædikatet “anthemic”, står Minds of 99 for en monumental dansk komposition. Keyboardarrangementerne er diabolsk konstruerede, og detaljen først at tilføje trommer efter intro, vers, omkvæd og bro fungerer lige så overbevisende, som den gjorde på Genesis’ “Ripples” (1976)

3. Worn out Sun: “Another world”
You want it darker? I så fald er det kroniske tusmørke i dette dunkle værk, der som en malstrøm af håbløshed drukner alt lys, det rette sted at søge. Storslået og kuldslået på én og samme tid, og momentant har omkvædet med sit svulmende arrangement og timpani paralleller til Vangelis’ uforlignelige “Main Titles”fra Blade Runner soundtracket.

4. Glen Campbell: “I’m not gonna miss you”
Campbells sidste indspilning der, som titlen indikerer, er den definitive afsked og den uundgåelige konsekvens. Kan på overfladen fremstå banal, men er nedenunder er et benhårdt og vedkommende farvel fra The Rhinestone Cowboy, som for sidste gang forlader studiet ledsaget af lap steel guitarens vemodige sang.

5. Justice: “Randy”
Justices album “Woman” fik en overvejende negativ modtagelse blandt toneangivende anmeldere på diverse elektroniske sites, hvilket skal tolkes positivt, da den parisiske duo fortsætter transformation fra et house-band til langt bredere favnende foretagende. Fra det sære spændingsfelt mellen dance, rock, prog og disco, som er Justices territorie, stammer denne strømførende og kompakte sag, og endnu engang afspejler Xaviers og Gaspards velfunderede kendskab til populærmusikkens historie sig i en raffineret konstruktion, som til sammenligning har væsentlig mere kant og større ambitioner end den anden unævnelige elektroniske duo, de deler by med, byder ind med.

6. Kvelertak: “1985”
Et metalband med tre guitarister leder umiddelbart tanken hen på et belastende “alle mod alle-scenarie”, men Kvelertak formår gennem nøje afmålte doseringer at sammensætte et transparent lydbillede i fuldstændig balance. Gennem denne økonomisering skaber de en unik lyd, hvor harmoniseringerne står knivskarpe, og hvor kompositionen får lov til at udfolde sig i sin 70’er-retro-stil tilsat Kvelertaks umiskendelige humor. Forudsat man er i stand til at håndtere den forholdsvis brutale vokal, er der tale om bred ymer, for nu at blive i nævnte årtis jargon.

7. M83: “The Wizard”
At Anthony Gonzalez behersker sit elektroniske arsenals muligheder til perfektion er evident for enhver, men løftestangen, som flytter dette stykke op i højeste liga, er hans uforlignelige kompositionstalent.

8. Heine Hansen trio: “Butterfly”
Ikke siden 1977 har Kenneth Knudsens og Jess Stæhrs poetiske parløb på Secret Oysters “Solitude” været tangeret som i dette tidløse og æteriske pragtstykke.

9. Lucer: “Midnight Sun”
Generationen, som voksede op med Oasis, rører på sig, og at skulle plukke et repræsentativt track fra Lucers eminente debutalbum “Bring me good news” er en nådesløs opgave, eftersom niveauet ligger på 9 af 10 hele vejen.

10. Serge Gainsbourg: “Glass Securit”
Et sted i den kølige 80’er-produktion gemmer der sig et fremragende og underspillet nummer med den helt specielle melankoli, som kun franskmænd er leveringsdygtige i.

11. Everything Everything: “Distant past”
“Our inspiration is anything, but 12-bar-blues”, hvilket åbenlyst demonstreres på dette arketypiske EE-track; et band som på uretfærdig vis har fået den negativt ladede moniker “Mathrock”. Bemærk især, det markante og effektfulde skel mellem vers og omkvæd. Giv det lige en chance og hør hele nummeret.

12. M83: “For the Kids”
Fra M83s’ homogene album “Junk”, som er leveringsdygtigt i alt fra hårdtpumpede floorfillers til ambient, stammer dette fine track, som selv den mest inkarnerede indie-fan må overgive sig til.

13. Karl William: “Alt er fint”
Hvis en fuldendt Chicken Tikka Masala skulle præsenteres som en komposition, er det denne. Alle parametre for vellyd, komposition, fremførsel, afstemning, produktion og ambience er i absolut top på denne organiske musikalske hovedret.

14. Groove Armada: “Think Twice”
“That goddam bitch you like, she made me cry
– so I’d like to poke her squarely in the eye”.
I en verden af generelt højtidelig lyrik er det godt, når der lejlighedsvis anvendes klar tale, og alvoren bag ønsket understreges yderligere af GA’s varemærke: et stramt og catchy arrangement.

15. David Bowie: “Where are we now” (re-entry)

Blackstar var muligvis mesterens grandiose afsked, men intet Bowie-nummer rummer større konkret lyrisk og kompositorisk forholden sig til det levede liv end denne melankolske gigant fra hans forrige album. Essensen af et tidligt morgengry udenfor Dschungel på Nürnberger Strasse.

Advertisements