Min ungdoms sortsind

13690881_10154420963944850_5573598370052216889_n

Af Claus Pogel på Facebook

Jeg kan overhovedet ikke forestille mig min ungdoms sortsind uden Joy Division, The Cure, The Smiths og Michael Strunge.

Jeg sidder og tænker på, hvordan disse kunstnere trøstede mig i mine eksistentialistiske forkvabbelser over livets meningsløshed, når fx kæresten skred med en anden, der i mit tilfælde var det jyske hippierøvhul Peter A.G. fra Gnags, hvis musik jeg dengang – skal indrømmes – selv holdt af. Desto større var smerten.

Utallige var de gange, hvor jeg sad og stirrede ind i en mur af uendelig tristhed. Utallige var de gange, hvor jeg fandt trøst i at lytte til “Love Will Tear Us Apart Again”, “Killing an Arab”, “Heaven Knows I’m Miserable Now” og læste Strunges “Drømmen om at køre galt”.

Desto større held, at jeg ikke havde kørekort.

Gudskelov, var der flere lyse stunder end triste, og det var også dengang, at en kærestesorg kunne klares på 3 minutter ved at lytte til numre af Jam, Clash og Police eller med en tekst af Dan Turèll.

Men i de mørkeste stunder var det trøst i desperationen, som jeg tyede til. Det betød, at jeg drak mig helt ud over hegnet, og blev fisket op af Kling & Klang, som sørgede for en skidengrå madras i kælderen under politistationen på Parkvej i Næstved, hvor jeg så kunne ligge der og filosofere over livets mistrøstighed, mens promillerne aftog, og jeg igen kom i vater med livet.

I dag er der – lykkeligvis – ikke de store følelsesmæssige udsving, som dengang i ungdommens tid, da jeg blev kastet rundt på følelsernes store, oprørte hav.
Dog længes jeg tilbage til den tid, hvor jeg var i følelsernes vold, og blot kunne klamre mig til en redningsplanke af tekster fra følelsernes overdrev med det yderste af neglene og bare håbe på, at jeg igen ville ende med fast grund under fødderne.

Livet var ihvertfald en større udfordring dengang, da forelskelsen og de knuste drømme kunne feje benene væk under mig.