
Asger Schnack skriver på Facebook:
Jeg læser med sorg, at Peter Asmussen er død. Han var et af de mennesker, med hvem jeg har haft det sjovest, dybest, mest tankevækkende. Selv korte møder havde betydning. I vores ungdom mødtes vi i døgnets yderste timer, senere i dagslys i byens gader, eller – som tidligere beskrevet – i Caen, ofte genkaldt i erindringen. Sidst jeg så ham, var til en koncert i Den Hirschsprungske Samling. Vi stod med vores cykler og tog afsked under aftentræerne. Hans død er et stort tab på det personlige plan – og for dansk litteratur. Hertil bidrog han med sin skelsættende dramatik (hørespil, teaterstykker, drejebøger) og prosabøgerne (noveller, romaner), hvoraf den mesterlige ”Og tilsidst går verden under” (2014) blev afslutningen. Der er en særlig illusionsløshed i værket, en indsigt, der ikke vil give sig, og som har tiden indbygget, gentagelsens nådesløse spejl, dødens nærvær. Og kærligheden som en rastløs medrejsende. Æret være hans minde! (Foto: Morten Holtum, 2012)
You must be logged in to post a comment.